De dér drenge…

Bedste venner på Skagen Havn

M har en lille ven i Danmark – lille C. Hun har selvfølgelig mere end én ven, men ham her er noget ret specielt. Ikke nok med, at han er søn af min ældste, næreste veninde og født bare et par uger efter M (og vi boede endda i samme gade på det tidspunkt – tal lige om en perfekt timet barsel!), han er også en dreng. Hvilket i sig selv ikke burde være noget uden for normen, men jeg kan ikke lade være med at blive så glad, når jeg tænker på de venskaber, der ind imellem udfolder sig blandt drenge og piger, lang tid inden diverse forskelle og besværligheder og “drenge-og-piger-kan-ikke-bare-være-venner”-regler indtræder.

IMG_5613

Måske har det noget at gøre med, at jeg altid selv har haft mange drengevenner – og sat virkelig meget pris på dem. Nok også mere, end de selv vidste. I børnehaven var der en håndfuld drenge, som netop samme veninde og jeg legede med, og senere, da jeg var flyttet til en anden by og begyndt i folkeskolen, var mange af mine allerbedste venner drenge – fra klassen, klasserne over og under og fra vejen. Jeg var både barn, teenager og ung med de drenge, og selv om der vist altid lægger sig et romantiseret skær over mange af barndommens minder, så husker jeg de drenge med en fin og særlig varme. Jeg havde selvfølgelig også masser af veninder, men teenagetidens venindeskaber er – ud over den stærke kærlighed og omsorg – præget af så mange komplicerede følelser og energier, at de minder også indeholder en masse uro, usikkerheder, ting man ville ønske, man havde gjort anderledes. Når jeg tænker tilbage på min drengevenskaber, er det som om det er med en anden… ro. Ja, ro er nok det bedste ord, jeg lige kan komme på. 🙂

IMG_0268

Som voksen har jeg ikke føjet så mange nye mandlige bekendtskaber til, men dem, der har været (og er), har været rare, trygge, begivenhedsrige, dynamiske. Og sjove! Vilde latterbrøl er noget af det, der kendetegner netop de venskaber allermest, og dét i sig selv er så stor en gave, at jeg – også selv om der går lang tid mellem at vi ses – vil gøre alt for at bevare dem.

IMG_0713

Alt det kom jeg til at tænke på, da M forleden sagde til mig, at hun savnede C, og at hun altså gerne snart ville se ham igen. Og jeg var nærmest ved at tude, da jeg et par dage efter skrev med C’s mor, og hun fortalte mig, at stort set samtidig havde C spurgt hende, hvornår M kom hjem fra sin lange rejse, for han savnede hende altså. Tænk, at de to små sjæle har krydset tanker hele vejen hen over Atlanten!

IMG_0831

Jeg ved ikke, om de vil blive ved med at være så gode venner, som årene går, og relationen skal klare sig igennem udlandsophold, travle forældre og interesser, der allerede nu er begyndt at pege i vidt forskellige retninger. Men jeg håber det sådan, og ja, jeg kunne sagtens finde på at blive sådan en overivrig mor, der i den grad sørgede for at pushe venskabet jævnligt. Bare fordi jeg ved, hvor dejligt det er at have nogle gode drenge i hele sit liv. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *