Min smukke – og velkomne – familie

Nu er det ikke fordi jeg har tænkt mig at genoptage den ammedebat, der efterhånden har kørt et par gange (jeg bliver faktisk både mentalt og fysisk udmattet bare ved tanken), men den har været en del af et, i mine øjne, større problem: At børn lidt for ofte kan få én til at føle sig lidt uønsket i Danmark. Jeg kan huske hvor ærgerlig og ked af det ammedebatten gjorde mig, selv om den ikke berørte mig personligt nogle af de gange den kørte – den ramte alligevel, og den prikkede til den dér følelse af, at børn tit bare bliver set som noget, der er larmende, fedtet, upassende og i det hele taget lidt besværligt for omgivelserne. Det er sat på spidsen, og heldigvis er der mange steder, man kan tage hen og føle sig aldeles velkommen, men faktum er, at Danmark ikke er præget af en overvældende børnevenlighed.

Selv om følelsen har meldt sig under de førnævnte debatter, er det dog ikke noget, jeg nogensinde har tænkt så meget over, som nu, hvor jeg mærker en oprigtigt rørende forskel. Jeg har aldrig været et sted, hvor børn er så velkomne og bliver så fint modtaget som her. Alle steder. I supermarkedet, på gaden, på restauranter. Af alle de restauranter vi har været på, har der været én, der ikke havde høje stole og farvekridt til børnene (og selv dér med de hvide duge og voksne stole blev de små budt varmt velkomne alligevel), og jeg tror stadig ikke, jeg har oplevet en eneste dag, hvor mine børn ikke er blevet smilet og sludret til af fuldstændig fremmede mennesker, der bare synes, de er søde.

For få timer siden slog jeg vejen forbi Starbucks for at bruge lidt tid med en kaffe, mens jeg ventede på, at den butik jeg havde et ærinde i, skulle åbne. Køen var gigantisk, men manden, der stod bagest, tøvede ikke et sekund med at insistere på, at vi skulle foran ham. “Jeg kan godt huske, hvordan det er!” sagde han med et sideblik på mine to børn, og så begyndte han ellers at sludre med dem begge. Åbent og interesseret. Da vi havde bestilt kaffen og stod og ventede, sagde en af de andre ventende helt ud af det blå: “You have a beautiful family”.

Nu ved jeg godt, at de fleste mødre er til fals for smigrende ord om deres poder, og selvfølgelig varmer det, når nogen synes, mine børn er nuttede og endda kalder min familie smuk. Men i et lidt større perspektiv er det også bare så fantastisk befriende at kunne færdes over det hele – restauranter, cafeer, hoteller, parker – og mærke, hvordan de ikke alene bliver betragtet som søde, men også velkomne. Som små mennesker, der har al ret i verden til at færdes de steder, og som endda får både smil, snak og hilsner med på vejen. Det er klart, at vi ikke tager dem med på femstjernede restauranter og i operaen, men rammerne for, hvor det er “ok” at have børnene med, er bare videre her.

Og nej, den ekstra plads, tolerance og rummelighed er absolut ikke noget, der får os til at slække på holdningen til, hvordan de skal begå sig blandt andre. Vi er nøjagtig lige så (i deres øjne) strenge, som vi plejer at være, og der er hverken mere larm eller kaos ved vores restaurantbord herovre, end der ville være herhjemme. Den store forskel er nok bare, at herovre har jeg lidt mindre trang til at finde et musehul at krybe i, når de – som små børn nu engang gør – glemmer den gode opførsel. For selv når de er allermest børn, er de stadig velkomne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *