Cape Canaveral eller Colosseum?

Både mit facebook- og Instagramfeed fyldes i disse uger af skønne, glade billeder fra diverse solrige hjørner af Sydeuropa. Og eftersom selvsamme feeds i lige så høj grad har dokumenteret, hvor helt igennem elendig den danske sommer har været i år, kan jeg virkelig ikke bebrejde mine venner på de sociale medier for at fylde deres sider op med lidt tiltrængt varme! Og som én, der ikke har set hverken overtøj eller sågar lange ærmer i månedsvis, under jeg dem det kun alt for godt. Samtidig giver billederne mig et lille stik, for selv om vi kun har været af sted i godt fire måneder, er der et ganske særligt fænomen, jeg allerede savner: rejserne sydpå!

Jeg har altid ELSKET at rejse i Europa, og om det er til storbyer, strandsand eller solkyssede små flækker er egentlig underordnet. Jeg er vild med, at man kan sætte sig ind i et fly og to timer efter være i Rom, hvor historien nærmest kan mærkes, hver gang man trækker vejret ind, og hvor hver eneste ruin, hver kirke og hvert gadehjørne giver en fornemmelse af noget, der var engang. Noget kæmpestort. Eller at man på endnu kortere tid kan være så ekstremt heldig at finde sig selv i Paris, der med al sin arrogance og utilnærmelige charme repræsenterer noget af det smukkeste og mest indtagende, vores verdensdel har at byde på. Jeg har boet i Amsterdam, som på mange måder mindede meget om København og dermed ikke ligefrem kunne kategoriseres som et kulturchok, men som alligevel var så tilpas anderledes, at jeg stadig kan mærke noget, der er en lille bitte smule eksotisk, når jeg lukker øjnene og tænker tilbage.

Europa har så meget vildt at byde på, og jeg føler mig helt vildt privilegeret over at være vokset op et sted, hvor jeg har så mange muligheder for kultur, historie og i det hele taget bare fantastiske oplevelser inden for en så overskuelig rækkevidde. Klart, det er ikke gratis, og jeg er ikke sikker på, jeg når at se halvdelen af det jeg gerne ville, men jeg er ret begejstret over, at de relativt korte afstande giver en – ikke helt urealistisk – følelse af, at alt er muligt at opleve.

USA er på alle måder kæmpestort, og som jeg skrev lidt om her, har vi lige været på en fantastisk tur nogle hundrede miles sydpå. Også her gælder det, at hvert hjørne er helt sit eget, og ja, muligheden for at stifte bekendtskab med vidt forskellige kulturer er i høj grad tilstede. Men det er bare ikke HELT det samme. For selv om Sydstaternes charme og imødekommenhed sammenlignet med de nordlige staters tilknappede og noget koldere attitude godt kan få en til at tænke, at der er tale om forskellige nationaliteter, så er det jo ikke tilfældet. Det hele er samme land, og det glemmer man aldrig rigtigt.

En stor del af grunden kan sikkert findes i landets – sammenlignet med andres – unge alder.  For nu at bruge en virkelig hærget floskel, så kan historiens vingesus opsøges nærmest ubegrænset i Europa, mens den herovre er lidt mindre mærkbar. For mig, vel at mærke. For der er ingen tvivl om, at amerikanerne mærker deres historie. Nok også en del mere, end jeg som dansker mærker min. Jovist, jeg kender da til den, men mest gennem lærdom og sporadisk interesse og ikke rigtig som noget, jeg føler har så meget med MIG at gøre. Amerikanernes historie er en så stor del af deres identitet, og det er så tydeligt, at den skaber en samhørighed, som jeg ikke har mærket andre steder. Det er faktisk ret vildt at observere udefra, og jeg bliver altid både fascineret og imponeret over det stærke bånd mellem amerikanerne og deres land.

Måske er det derfor, jeg er en total sucker for den amerikanske nationalsang. Jeg tuder altid, når jeg hører den live! Det er fuldstændig ligegyldigt, om det er til en Farmer League Baseballkamp eller inden et Harley Davidson-optog (ja, sådan et blev vi fanget i i weekenden, da N skulle ind og have en ny udstødning til sin nyindkøbte HD, og ja, nationalsangen blev sunget, inden løbet startede) – den er sikker hver gang. Jeg står der med en klump i halsen og må blinke et par tårer væk. Og selv om det føles lidt fjollet og pinligt i situationen, kan det jo være, at dét til gengæld er noget jeg vil savne, når jeg om et par år forhåbentlig bruger lidt af sommerferien på at drikke kold rosé på en vingård i Provence. 😉

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *