Da Charlie kom til København

Det var svært at finde en titel til dagens indlæg, og det er egentlig også svært at skrive det. For hvor virker en blog, mine familienavnebeskuende tanker, bekymringer og usikkerheder så uendelig ligegyldige, når det land og den verden, vi lever i, rammes af noget så trist som det, der skete i nat.

Igen.

Det er så uforståeligt for mig, at noget menneske, uanset tro, rødder og overbevisning vil lade netop de tre faktorer overtrumfe andre menneskers liv. At man kan tro, man har retten til at tage en far, en søn, en bror, en ven, en kollega, en elsket fra dem, der elsker. Her bagefter er det svært ikke at fyldes af en følelse af vrede og hævntørst, men det er netop i sådanne situationer (som der i vores verden lige nu ulykkeligvis er alt for mange af), at det er så uendelig vigtigt ikke at lade de følelser tage over. At anerkende chokket og sorgen, men samtidig blive ved med at tro på det gode i det gode flertal, på værdierne i forskelligheden, på alt dét, der verden også er. Alt dét, som de få ødelagte, syge sjæle aldrig skal få lov at knuse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *