Lidt Bond-babe er man vel altid…

IMG_1991
Børnene foran den efterhånden temmelig prangende vognpark.

Som jeg nok efterhånden har fået gjort rimelig klart, er der ret mange forskelle på livet i Danmark og livet her. Der er de små som mysteriet om, hvorfor man i et land der på mange måder er så langt foran, er nødt til at betale sin husleje på en check, man sender med posten. “Har I ikke en konto jeg kan overføre til?” “Nej, vi vil helst have, at du sender en check.” Ok så (mumler noget om, at 90’erne ringede, og de gerne vil have deres bankbøger tilbage). Og der er dét der med, at der står folk og pakker ens indkøbsposer nede i supermarkedet og siger “y’all have a good one!”, når man går. Og at vi føler os SÅ outsider-agtige, når vi nyder de varme aftener på terrassen – jeg har aldrig set nogen her på vejen sidde udenfor. De holder sig inde i huset, som er dejligt a/c-afkølet og myggefrit.

Så er der de større forskelle, og en af de klart største er bilerne. Jeg har aldrig interesseret mig voldsomt meget for biler. Da vi fik børn, blev det ret vigtigt for mig, at vi kørte i noget, der var så sikkert som overhovedet muligt, og jeg kan sagtens værdsætte en tur i en luksusbil (ikke, at det er noget, jeg husker at have fået mange af), men derudover er biler som sådan ikke noget, jeg går op i. Men så kom vi herover. Og skulle finde to biler. Og jeg opdagede, hvad man egentlig får for pengene herovre – og så begyndte jeg måske nok at interessere mig en lillebitte smule mere for det!

Vi vidste fra begyndelsen, at vi skulle have en stor bil, som skulle være min og børnenes daglige bil, og som samtidig skulle være den, hele familien skulle køre på ferier i herovre. Og så skulle vi have en mindre en, som N kunne køre på arbejde i – og som gerne måtte være lidt sjovere og mere drengerøvsagtig, men som selvfølgelig stadig skulle have plads til to autostole på bagsæderne, så han også kan hente og bringe, uden at vi skal være afhængige af at bytte biler.

Her er det så, at en anden af de store forskelle i den grad trådte i karakter, for som jeg var lidt inde på her, så kommer man altså ikke ret langt uden credit history herovre. Vi havde ingen gæld, ingen betalingsplaner, ingen amerikanske kreditkort, og uden credit history får man ikke lov til ret meget. BMW viste sig at være et af de eneste firmaer, der kunne tilbyde os en pris, der ikke afspejlede vores manglende finansielle fortid, og derfor endte familiebilen – mere eller mindre tilfældigt – med at være en BMW X5. Det er en kæmpebil (i hvert fald for mig), og i Danmark ville vi aldrig komme i nærheden af sådan en. Jeg vil tro, den koster ca. en tredjedel herovre, og med en ordentlig betalingsplan er det pludselig mere overskueligt.

Så var den ene bil i hus. Den anden skulle vise sig at blive noget sværere, for hverken hos Ford, Dodge, Chevrolet eller andre af de firmaer, der kunne opfylde N’s drøm om en amerikansk drengerøvsbil, ville de sælge ham én. Ingen credit history. Tro mig, han har prøvet. Der er blevet kørt prøveture, sendt papirer ind, fremvist løndetaljer og alt det andet, man kan forvente af sådan en forhandling – og hver gang var svaret det samme. Det er et sindssygt svært marked at prikke hul på som ny herovre. Derfor endte vi – tadaa – med endnu en BMW. De gav os et godt tilbud, og når vi nu havde en hos dem i forvejen, hjalp det også lidt (buy one, get one free, I ved!). Denne gang en rap lille cabriolet, som med sin hvide farve og charmerende silhuet er noget af det lækreste, jeg har kørt i.

Og indrømmet – det er svært ikke at føle sig en lille smule både James Bond-agtig og egentlig også temmelig blærerøvsirriterende, når man kigger ud i garagen, og den er fyldt med BMW’er af både den store og sammenklappelige slags. Men det er også ret sjovt. Og ret vildt. Og man skulle altså være et skarn, hvis man ikke hoppede med og nød turen, når man nu – i en begrænset periode – rent faktisk har muligheden for lidt vind i håret!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *