Når overskuddet rammer … hårdt!

Det var egentlig meningen, jeg skulle have skrevet et fint lille hyggeindlæg om i går, hvor yngstebarnet herhjemme fyldte to år og startede dagen med familiemorgenmad, fødselsdagssang på to sprog og masser af gaver. I stedet kommer det til at handle om noget helt andet – om den morgen, hvor jeg fik virkelig røde ører.

M har hele ugen været i summer camp i en gymnastikklub i nærheden, og tre timer hver formiddag springer hun rundt sammen med sin danske veninde, A, herovre. A’s mor og jeg ses meget, er i samme båd og kender hinandens historie og situation, og med den viden tænkte jeg i morges, at A’s mor ville blive glad for en latte fra min lokale Starbucks, når vi mødtes for at aflevere pigerne. Jeg kørte af sted i lidt bedre tid end normalt, fordi jeg vidste, at der om morgenen kan være ret lang kø i kaffekædens drive thru, og det var også tilfældet i dag.

Langt om længe nærmer jeg mig den lille højttaler, hvor man afgiver bestilling, inden man betaler ved vinduet, men af en eller anden grund er jeg havnet bag bilen med den pågældende morgens længste/mest komplicerede bestilling. I hvert fald tager det en krig, og mens jeg holder, kan jeg se, hvordan køen fra højttaleren til vinduet er væk – der er helt frit, men kvinden i SUV’en foran mig stopper hele køen bagved. Hun bliver ved. Jeg kan se hende i hendes sidespejl, og bestillingen fortsætter i hvad der  – når man holder i kø og har travlt med at komme videre – føles som det meste af morgenen.

Jeg er ikke i alle situationer verdens mest tålmodige sjæl, og jeg kan lige så godt være ærlig og indrømme, at jeg blev irriteret. Der var ikke så meget at gøre ved det, og jeg måtte jo bare vente pænt, men jeg har sikkert ikke set særlig glad ud. Og her er det så, det begynder at blive pinligt …

Kvinden får endelig færdiggjort sin bestilling, kører mod vinduet for at betale og modtage og er så hurtigt ude af syne – og så er det min tur. Men da jeg tager min telefon frem for at betale, siger pigen i lugen: “Kunden foran dig har faktisk allerede betalt for din kaffe.” “Hvad?” spørger jeg, mens jeg kan mærke, at jeg bliver lidt mindre indeni. “Hvorfor?” “Det ved jeg ikke,” siger den smilende medarbejder. “Hun var vel bare sød.”

Og ja. Hun var lige præcis nok bare sød. I modsætning til mig, der sad der bagved med mit eddikesure first world problem-ansigt og hidsede mig op over, at hun var lidt mere end 30 sekunder om at afgive en bestilling. Seriøst, hvor underskudsagtig kan man være? Jeg blev SÅ flov, og selv om jeg sjældent rødmer sådan rigtigt, så kunne jeg mærke, at jeg gjorde det lige dér. Og jeg kørte resten af turen med en rigtig flov følelse i maven over at have været sådan en minus-person.

Om hun rent faktisk så mig bagved eller bare betalte, fordi hun selv mente, at hun var til besvær, aner jeg ikke, og jeg finder heller aldrig ud af det, for jeg kunne af gode grunde hverken takke eller undskylde. Men hun fik i hvert fald mindet mig om det overskud, jeg igen og igen møder herovre. Der er ikke nogen, der bliver sure over dem, der ligger og kører i motorvejens yderspor uden nogen synlig grund, og der er ikke nogen, der hidser sig op over køer i supermarkedet (ok, dem er der så heller ikke vildt mange af, men alligevel). Der er altid en hjælpende hånd og et smil fra dem, jeg møder, og jeg har endnu ikke oplevet at føle mig til besvær noget sted – hverken fra dem, der skal hjælpe mig, eller dem der venter på, at jeg bliver hjulpet eller betjent, så de selv kan blive det.

Det overskud var denne morgens oplevelse en pinlig og selvforskyldt reminder om – og en, jeg ikke glemmer igen lige foreløbig. 🙂

4 tanker om “Når overskuddet rammer … hårdt!

  1. Det er så sydstaterne, at det gør ondt – er min erfaring. Men forhåbentlig er det et træk, som alle amerikanere har – hverdagens glæder.
    Om ikke andet, så bringer det et smil på læben. Og i Mississippi er der heller ingen, der bliver sure over folk i venstre vejbane, der kører langsomt. Man overhaler bare indenom i stedet for.

    1. Ja, jeg er heller ikke heeeelt sikker på, at det ville foregå på samme måde i NYC. 😉 Men hvor er det rart. Og befriende. Jeg ved ikke, hvor de får overskuddet fra (måske solen?), men det er så fedt, at det er der.

      1. Hvor fedt! Så er der sikkert heller ikke nogen, der dytter derovre… Bliver så træt af folk herhjemme, der dytter, fordi bilisten foran ikke lige har opdaget, at der blev grønt. Du taber max 30 sek af dit liv – slap af!

        1. Det er der faktisk ikke. Det er virkelig sjældent, jeg hører nogen dytte herovre. Der er en helt anden ro og tolerance i trafikken end jeg er vant til – og det er virkelig rart!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *