Hjemmet, der delte sig

“Tror du nogensinde vi kommer til at føle os hjemme noget sted igen?”, spurgte jeg N i går aftes, lige inden vi lagde os til at sove. Det er egentlig ikke så dramatisk eller trist, som det måske lyder, men det er noget, jeg har tænkt en del over gennem den senere tid. Jeg synes stadig, det er vildt, at vi er så privilegerede, at vi har den her mulighed for at flytte ud og prøve en helt ny tilværelse i helt nye rammer og skabe os et helt nyt hjem. Men det er også et privilegium, der sætter gang i en form for dilemma – for fra nu af vil der altid være et hjem, vi savner.

Vi har nu været her i fem måneder, og hverdagen er begyndt at være – ja, hverdag. Det begynder at føles som hjemme nu, og alting glider på den dér måde, det gør, når det ikke længere er nyt og fremmed land, men rent faktisk det vante. Det betyder ikke, at vores hjem i Danmark – som vi jo stadig har – føles mindre som hjemme, men nu er der bare to slags “hjemme”. Vi har alle tidspunkter, hvor vi savner vores danske hjem og liv – og det er lige netop den form for savn, som nu begynder at få endnu en dimension.

Når vi på et tidspunkt vender tilbage til Danmark, er jeg slet ikke i tvivl om, at vi vil have nøjagtig samme slags situationer og tidspunkter, hvor vi savner hjemmet i North Carolina. Følelsen af den slags hjem, som det her er nu, har gravet sig ned i os, og der bliver den. Og når vi om nogle år igen sidder i Danmark, vil den uden tvivl komme frem som den dér lidt vemodige følelse af savn og nostalgi. Noget, der nærmest kan mærkes fysisk, når man tænker tilbage på det, der var engang. Som når man har fået et nyt job og tænker tilbage på de gode kollegaer, de sjove julefrokoster og de trygge oplevelser på det gamle.

Når vi rejser herfra, er der en ret stor sandsynlighed for, at vi ikke kommer tilbage. Ikke for at bo i hvert fald. På den måde vil savnet af vores Raleigh-hjem også være anderledes og måske en lidt mere uforløst følelse, end savnet af Danmark er lige nu. For vi ved, vi kommer tilbage til Danmark på et tidspunkt inden for en overskuelig fremtid. Når det her ikke længere er hjemme, så er det … ikke rigtig noget? Samtidig med, at det i en periode har været stort set alt. Hele vores tilværelse og vores fundament. Det vil for altid sidde i os som en følelse af et hjem, der har været.

Det er en rastløshed, der følger med i at være så heldig at kunne rejse ud i verden og gøre nye steder til sit hjem, og det er en præmis, man må acceptere, når man kaster sig ud i et eventyr som det her. Problemet er måske bare, at præmissen ikke kan mærkes på forhånd, og når den først er etableret, er der ikke rigtig nogen vej tilbage. Det er et savn, man er nødt til at tage med, for man kan af gode grunde ikke have syv forskellige hjem rundt omkring i verden – og det er heller ikke rigtig realistisk at køre en eller anden form for international boligrotation på en treårig basis. 😉

Jeg er godt klar over, at det her nærmest må kategoriseres som indbegrebet af i-landsproblemer, men det er ikke desto mindre en tanke, der har sat sig lidt fast i mit hoved. Hvor er hjemme, når hjemmet har delt sig?

2 tanker om “Hjemmet, der delte sig

  1. Mange steder og ingen steder. For os er hjemme Amager, Bay Area og nu Michigan. Men vi kan ikke være alle steder på een gang og vælger man eet sted til, er der altid 2 andre, der bliver meldt fra. Jeg tænker nogle gange hvad konsekvensen bliver for børnene!

    1. Ja, det tænker jeg også tit på. Jeg holder fast i tanken om, at denne oplevelse er god for alle, men det er klart, at vi konstant kæmper med tvivlen om, hvad det egentlig (også) er, vi rykker på i deres små liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *