Rejsen til nærheden

Selv om vi efterhånden er kommet fint på plads i vores amerikanske hjem, er der stadig en masse små ting, der lige mangler. Kender I ikke de dér flyttekasser, der bliver ved med at stå upakkede på loftet, selv om det er flere år siden man flyttede (og som minder én om, at når der er noget, man tydeligvis kan undvære at kigge på i årevis, skulle man måske have været en anelse mere hårdhændet under sorteringen af ragelse…)? Well, lidt uden for den kategori er de billeder, vi stadig ikke har fået hængt op på væggene, og som derfor står rundt omkring i stuerne. Et af dem er det her.

IMG_2392

Det er helt tilfældigt, at det står forrest i rækken af tre (ud af mange) billeder, der skal hænges op ved lejlighed, men fordi det gør, ser jeg det hver dag, flere gange om dagen.

Det er et billede, N tog den første nat vi var hjemme i lejligheden på Østerbro efter M’s fødsel. Hun er tre dage gammel på det her billede, og selv om alt var så nyt og ukendt og forvirrende, og vores rolle som forældre kun var præcis lige så gammel som den lille nye person i vores hjem, husker jeg krystalklart, da billedet blev taget, og jeg kan huske, at jeg følte mig så tæt forbundet med hende lige dér.

Det bånd er – heldigvis – aldrig blevet brudt, men der er noget ved vores situation nu, der gør, at det føles mere … til stede. Noget af det, der beskriver det liv, jeg har med børnene lige nu, er nemlig nærheden. Det at være tæt. Ikke bare fysisk, men mentalt; sjældeligt. For hold op, hvor kommer man til at kende hinanden godt, når man er så meget sammen, som børnene og jeg er nu. Det er selvfølgelig på godt og ondt, for det kan godt være, de ser deres mor som én, der hele tiden er der for dem, en der hjælper, støtter og har tid, men de ser så sandelig også deres mor, når hun ikke har den mindste smule overskud tilbage, vrisser og mumler og sådan helt generelt ikke har et eneste “mor-minut” mere i sig.

Det kan godt ind imellem føles lidt uretfærdigt, at jeg er den, der hele tiden skal hjælpe dem i gang, skynde på dem, irettesætte dem, guide dem og rydde op efter dem, når N så kommer hjem og har savnet dem (og været savnet) hele dagen og derfor bare kan tillade sig at udnytte deres sidste vågentid med sjov, leg og fjollet farhygge. Men på den anden side har han ret god grund til at ønske sig dét, jeg har meget af: tid. Tid til at kende dem, mærke deres udvikling, deres retning og deres små sind, der bare ræser af sted lige nu og bliver mere og mere komplekse og nuancerede for hver dag, hvert nyt ord og hver rokketand.

Jeg føler mig virkelig tæt med dem på en måde, som jeg ikke er sikker på, jeg ville have kunnet, hvis vi ikke havde gjort det her. Og jeg ved godt, at ordet privilegium efterhånden er blevet brugt så meget på bloggen her, at det burde have sin egen bandekasse, men det er virkelig den bedste måde, jeg kan beskrive det på. For ja, gu’ er det hårdt at være så meget mor, og gu’ har jeg masser af dage, hvor jeg føler mig som den mest fesne af slagsen, men i bund og grund er vi godt nok heldige, de og jeg. Jeg kender dem, og de kender mig – og det er noget på én gang så spændende og trygt, at man kun kan føle sig dybt taknemmelig.

 

2 tanker om “Rejsen til nærheden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *