Mor på afstand

Det er fredag aften herhjemme. Børnene er puttet, sofaen har indtaget mig, Thelonious Monk flyder i højttalerne, jeg har en kold Yuengling (med twist-off-låg – seriøst, hvorfor er det aldrig slået an derhjemme?) stående ved min ene side, og ved den anden ligger N og tager sig en velfortjent fredagsmorfar oven på endnu en krævende uge. Alt er, som det skal være. Men mine tanker kører lidt mere i vildspor, end de plejer.

Børnene skal starte skole igen på tirsdag. M er ikke vild med tanken, og hun har nogenlunde samme forhåndsreaktion, som den jeg fortalte om her. Så jeg gruer lidt for afleveringen, men jeg ved, at hun vil være glad, når hun er der. Jeg har også lavet en aftale med moren til en af hendes gode klassekammerater om at mødes og lege dagen før – så kan det være, at tanken om næste dags skole måske er lidt nemmere at sluge. Men hun er ikke glad for at tale om skolestart, og i mit hoved udvikler sådan en lille modgang, som de pr. definition gør, efter vi er flyttet herover: med masser af tanker om, hvor årsagerne ligger.

Lige da vi var kommet herover, var jeg slet ikke i tvivl om, at alle ændringer i hendes adfærd og humør skyldtes den store omvæltning, det er at flytte til et nyt land med alt, hvad det indebærer af utryghed og fremmede følelser. Nu, hvor vi nærmer os et halvt år væk fra Danmark, er jeg mere i tvivl. For hvad er efterdønninger fra flytningen, og hvad er bare helt normale og alderssvarende reaktioner på – ja, at være fem år gammel? Af samme årsag kan det faktisk også være rigtig, rigtig svært at finde ud af, hvordan vi skal tackle det, for måske har vi en tendens til at pakke hende lidt for meget ind og tage lidt for meget hensyn, fordi vi stadig føler, at det er “vores skyld”.

Generelt er hun glad, trives og har nogle fantastiske dage. Hun har venner herovre, og hun virker faktisk, som om hun nu opfatter det her som hjem. Hun taler stadig om ting i Danmark, men slet ikke på samme måde som før, og ikke med det savn og den undertone af “hvornår skal vi HJEM”, som der ellers har været. Hun er hjemme her, og her er rart at være.

Gennem den seneste tid synes jeg, hendes adfærd har ændret sig. Det er ikke markant, men det er der. Hun er ikke længere meget for kys (“det er faktisk giftigt at kysse herovre, mor!”), og hun er heller ikke så “putte-agtig” som tidligere. Ind imellem virker hun nærmest lidt pre-teen-provokerende med løftede øjenbryn, når jeg siger noget til hende, og en attitude, der fortæller mig, at jeg bare SLET ikke når ind til hende. Hun svarer ikke igen, er på ingen måde svær eller udfordrende, og vores tid sammen er stadig langt mere skabt af hyggestunder end noget som helst andet, men der er en lille distance, en lille snert af løsrivelse, som jeg ind imellem kan mærke, og som jeg ærligt må indrømme jeg ikke var sådan rigtigt forberedt på.

I nogle situationer er alt, som det plejer – hun vil stadig puttes på samme måde som altid, hun vil meget gerne lege med mig, og hun er nøjagtig lige så kærlig og hjælpsom over for sin lillebror, som hun plejer at være. Men i andre er det altså, som om det slår om – og jeg kommer pludselig til at føle mig som den dér omklamrende kæreste, der ringer og sms’er hele tiden, og som bare bliver mere og mere ynkelig, haha. 😉

Når man har taget det skridt som vi har, og taget børnene med i det, er det svært at vurdere, hvor distancen kommer fra. Især når det er ældstebarnet, og vi ikke har nogen forhistorie at holde udviklingen op imod. Jeg håber og tror, at det vi ser nu, er en helt normal udvikling for en femårig, der i højere og højere grad begynder at sætte sine egne grænser og skabe rammerne for sin egen personlighed. Men med det valg vi tog, fulgte nok også den evige tvivl om, hvad konsekvenserne er for alle i familien. Og eftersom mor-tjansen lige nu er mit fuldtidsjob, må jeg vist indstille mig på, at den kommende tid måske kommer til at byde på lidt følelsesmæssigt overarbejde. 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *