Midtvejstanker

Vi har nået femmåneders-pælen for vores ophold herovre, og selv om der stadig er en masse ting, der er nye, så kan vi ikke rigtig påstå, at vi “lige er flyttet herovre” længere. Vi har næsten været her et halvt år! Vores tid herovre er i første omgang planlagt til to år, men det er en grænse vi selv (og den rare, men yderst bestemte mand på den amerikanske ambassade) har sat, og der er egentlig ikke andre årsager til det end, at vi tænkte, det var passende i forhold til børnene. Mest M, som på det tidspunkt vil skulle begynde i første klasse i Danmark.

Med fem måneder bag os bliver følelsen af at have hjemme her også mere og mere mærkbar. Og med den følelse kommer de utallige dilemmaer, som begynder at trænge sig på, og som jeg forudser kommer til at fylde mere og mere, jo nærmere vores toårs-bagkant nærmer sig. Det er nemlig nogle ret tunge poster, der trækker i hver sin retning i forhold til overvejelserne om, hvad vi skal gøre, når den første fase er udløbet.

Personligt kan jeg godt mærke, at savnet begynder at melde sig. Det er heldigvis ret nemt at holde familiekontakten ved lige med facetime og Skype, og især for børnene er det rart, at der er velkendte ansigter i den anden ende af røret. M snakker meget om sin familie, og jeg ved, der er rigtig mange hun savner. Heldigvis får vi masser af besøg i den næste tid og det kommende år, men børnenes forhold til resten af familien er klart en tungtvejende faktor i de mellemregninger, vi skal forholde os til.

Af en eller anden årsag er det med cybersamtalerne ikke helt så oplagt, når det kommer til venner og veninder, og min kontakt med mine veninder foregår primært over mail og facebook. Det er altid dejligt at høre fra dem, men hold nu op, hvor kan jeg mærke, at jeg savner dem helt vildt. Jeg har gamle veninder – en endda helt tilbage fra vuggestuen – som jeg er vant til at kunne se med kort varsel og så tit det nu har kunnet lade sig gøre for børn, mænd og arbejde, men som i hvert fald aldrig har været længere end en sms og en kort køretur væk. De er så langt væk nu, og det kan jeg mærke. Ikke på vores forhold, for de venskaber er efterhånden så velfunderede og med så gode, solide rødder, at der skal mere end et par tusind kilometer til at rode op i dem. Men afstanden kan mærkes. Jeg savner at have dem ved mig, savner at mødes med dem, snakke med dem, høre om deres liv, deres tanker og i det hele taget bare følge dem, som jeg altid har gjort. Dét savn er et af de helt store dilemmaer i “hvad skal vi så bagefter”-tanken.

Uanset hvor hårdt vennesavnet er, er det trods alt et savn, jeg kan gennemskue og forholde mig til. Når det kommer til vores børns fremtid og deres tarv, er jeg langt mere på dybt vand. For helt ærligt, hvor meget kan vi egentlig tillade os at flytte rundt på dem? Hvis vi nu leger med tanken om, at de to år her følges op af et tilbud et andet sted i USA, er det så overhovedet en mulighed at overveje det, eller begynder vi at nærme os en egoisme, der ikke giver plads til de to små sjæle, der i stedet for at være ligeværdige medlemmer af en oplevende familie bliver reduceret til nomadepåhæng? Jeg er slet ikke i tvivl om, at den oplevelse vi giver dem nu, er fantastisk og på lang sigt udelukkende positiv, men beslutningen om den blev taget ud fra en overbevisning om, at det skulle vare et par år, og så skulle vi hjem igen, og de skulle samle den velkendte danske dagligdag op igen, måske endda med venner, de kunne huske fra tidligere. Ville endnu en flytning, endnu et to- eller treårigt eventyr et nyt sted rent faktisk VÆRE et eventyr? Eller ville det bare være unfair vilkår, der giver dem en følelse af rodløshed og forhindrer dem i at danne dybe, langvarige venskaber – ironisk nok den type venskaber, vi voksne selv savner sådan nu?

Og så er der vejret. 🙂 Hvor overfladisk det end lyder, så får jeg altså mere end almindelig svært ved at forlade klimaet her. Jeg elsker solen, varmen, forudsigeligheden, dét, at vi kan planlægge en strandtur i weekenden og ikke behøver tjekke vejrudsigten inden. Det er jo sommer?! Så skinner solen da! Klimaet har været fuldstændig fantastisk de fem måneder vi har været her, og så sent som i søndags stod jeg i den lokale sø med ansigtet op mod solen og snakkede med en af vores danske venner om, hvordan man nærmest kan mærke D-vitaminerne danse i kroppen. Solstrålerne hiver humøret i vejret hver eneste dag, og jeg ville simpelthen lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke vil have afsindig svært ved at sige farvel til så velsignet et vejr.

Der er masser af andre sider og vinkler, der spiller ind, og vi har heldigvis lang tid at tænke i. Hvem ved – måske bliver vi mødt af helt andre, uventede faktorer, der træffer en beslutning for os. Men lige nu kan jeg i hvert fald mærke, at jo mere det her føles som hjem, jo sværere bliver det – ikke overraskende – at forestille sig at sige farvel til.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *