Hvor går man hen, når man går bort?

M havde en oldemor – hendes fars bedstemor – som døde, lige inden vi tog herovre. Lige inden, som i få dage inden. Hun boede i den anden ende af landet, så M så hende ikke så ofte, men ofte nok til, at de havde et fint og sødt forhold. Oldemor var virkelig glad for at få besøg af os og børnene, og M elskede at være der; ikke kun fordi man altid fik kage og kunne holde udkig efter sæler i fjorden fra vinduet, men fordi Oldemor var sød og med så stor tydelighed viste, at hun kunne lide at have os på besøg.

Lige da vi gav M besked om, at Oldemor nu var død, var det ikke en nyhed, der virkede specielt rystende for hende. Hvilket er naturligt nok for en 4-årig, der nok har en abstrakt idé om hvad døden er, men ikke følelsesmæssigt rigtigt kan forholde sig til den. Så hun tog det meget pænt og har nok også haft det lidt på afstand, fordi det skete lige midt i rejsen hertil, hvor hun ved gud havde meget andet at forholde sig til. Men siden har det været noget, hun tager op med jævne mellemrum. Hun kan sidde en helt almindelig eftermiddag på vej hjem fra skole og så udbryde: “Jeg savner Oldemor!” omme fra bagsædet. Så snakker vi om, at det kan vi godt forstå, og at det gør vi også. Og hvad det var, der var så fint ved Oldemor.

Hun spørger mig også tit, om jeg ikke tror, at far savner Oldemor. “Det var jo hans bedstemor!” Så svarer jeg, at det gør han i hvert fald, og så snakker vi om det. En dag sagde hun: “Jeg kan i hvert fald godt forstå, at han savner hende, for nu kan han jo ikke bare kramme hende længere. For hun er jo død.” Det hele foregår meget stille og roligt og uden drama, men det er ret tydeligt, at det er tanker, der popper op hos hende fra tid til anden. Og de fylder.

Generelt er døden noget, der optager hende jævnligt i øjeblikket. I går, da jeg puttede hende, spurgte hun: “Mor, hvordan kan man egentlig dø? Altså, jeg ved godt, at man kan dø, mens man sover, når man er gammel, eller hvis man ikke kan få luft. Men hvordan kan man ellers dø?” Det er nogle store spørgsmål lige inden sengetid, og jeg skal helt ærligt indrømme, at jeg lige skal bruge et par sekunder på at overveje, hvordan – og ikke mindst – hvor meget – jeg vil vil svare. På den anden side synes jeg også det er vigtigt at respektere, at det er noget, hun gerne vil vide noget om lige nu, og så længe det ikke er noget der skræmmer hende, synes jeg det er ok, at vi taler om det. På en måde, der ikke skaber vilde billeder i hendes hoved.

Jeg mødtes med en veninde til morgenmad i dag, og vi kom til at snakke om “Brødrene Løvehjerte”. Efterfølgende skyndte jeg mig hjem for at tjekke om vi havde den i reolen herovre, og det havde heldigvis. Jeg tror, jeg vil læse den for hende (når vi er færdige med “Den utrolige historie om den kæmpestore pære” 🙂 ), for selv om det er en bog så voldsom, at jeg bogstavelig talt fik både klump i halsen og tårer i øjnene, da jeg sad og læste om den igen, er den i mine øjne også et af de mest fantastiske værker, der er skrevet til børn. Og jeg synes, det er en rigtig god måde at anerkende hendes interesse i at vide noget om døden uden at gøre det til noget stort, dystert, skræmmende og alt for virkeligt.

I det hele taget er det ret vildt, som hendes lille sind udvikler sig. Hun er stadig vores lille Muffe, men hun er også bare en pige, der er ved at finde sin egen personlighed og sine egne indre rammer. Det er ret vildt at være vidne til, og det er en ret stor og til tider intimiderende opgave at skulle håndtere som mor og far. Og samtidig er det en opgave, jeg kniber mig i armen over at få lov at have så tæt på. Hele tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *