Skabende venskaber

Jeg vil ikke lyve, det har været en aften på porchen med både rødvin, lokale pale ales og en enkelt cigaret. Men midt i alle de utvivlsomt klogeåge-sandheder, vi er kommet frem til, har N og jeg også talt om vores fremtid herovre, vores børns vilkår og præmisser og ikke mindst de venskaber og relationer, der gør det så svært at beslutte, hvor det rigtige sted for os er. Vi har som udgangspunkt to år herovre, inden vores visum udløber, men sandsynligheden for tre år mere er der – og er det dét, vi vil? Eller rettere, frarøver vi vores børn nogle muligheder for nære, definerende realtioner ved at tage det valg?

Samtalen fik mig til at tænke på mine egne nære relationer. Dem, der har været med til at forme mig; dem, jeg helt oprigtigt kan sige, jeg ikke ville være den samme uden.

Der er P. Den næreste, kæreste. Hende, jeg har haft i mit liv lige siden vi var to år gamle, og som altid ved hvem og hvor jeg er. Vi har været væk fra hinanden, vi har haft lange perioder, hvor vores forhold primært bestod af breve fra den ene af Sjælland til den anden, og vi har uden tvivl levet meget forskellige teenageliv. Men vi har også fundet hinanden igen, uden barrierer, uden forbehold; vi har fået børn på samme tid, og vi har endda formået at bringe vores kærester sammen som venner. Hun kender mig som ingen anden; hun er den eneste, der er ved at dø af grin, når hun stiller et spørgsmål, jeg ikke med det samme forstår, fordi hun på et øjeblik kan afkode den nærmest paniske barnlige forvirring, der opstår i mit ansigt lige dér i et splitsekund. Hun kender og føler mig, og hun føles som familie, og jeg ved nu, at det vil aldrig ændre sig.

E mødte jeg på universitetet. Vi har siden grinet af, at hendes første indtryk af mig på rusturen var, at jeg var en overfladisk snob, og jeg så hende som en (lidt for) kernenordjysk håndboldpige. Vi havde INTET tilfælles. Bortset fra, at det havde vi. For vi fandt hinanden, i stille og roligt (nordjysk) tempo. Vi har spillet luftguitar sammen i min gamle, elskede Bryggelejlighed klokken tre om natten (selv om intet voksent menneske nogensinde bør spille luftguitar), vi har udvidet hinandens musikalske horisonter på Roskilde Festival, vi har hjulpet hinanden gennem smertefulde brud og dårlige dates. Og selv om jeg helt sikkert stadig taler både mere og hurtigere end hun, så har vi stadig lige meget at sige til hinanden. Og vi lytter begge og forstår. Og jeg véd, at hvis jeg nogensinde ringer til hende og siger, jeg har brug for hende, så står hun der.

N mødte jeg gennem P, og vores forhold var de første mange år præget af en eller anden form for gensidig usikkerhed. Den slags, der forekommer, når man ikke helt ved, hvordan man håndterer, at det eneste fællesskab man har, er gennem en tredjepart. Men på den anden side af gymnasieårenes akavethed gik det op for os, at vi havde andet end P tilfælles, og i dag kender jeg hende heldigvis ikke kun andenhånds, men som den helt unikke person, hun er. N står for alt dét jeg ville ønske jeg selv var lige så progressiv omkring: integration, dyrevelfærd, pædagogik og – over alt – medmenneskelighed.

L og jeg går helt tilbage til gymnasiet. Vi fandt en fælles passion, der involverede Australian Bar, Blur, striktrøjer fra Petroleum og brun læbestift fra Clinique. L har altid været min ubestridt mest originale veninde – og det skal forstås i den allermest positive, beundringsværdige ånd! L tog mig med på skrivehøjskole to gange (to af de bedste og sjoveste sommeruger i mit liv), hun har åbnet mit sind for så meget litteratur, musik og så mange gode mennesker, som jeg stadig er hende dybt taknemmelig for. De seneste år har vi set hinanden uforståeligt lidt, men forbindelsen er der, og det er jeg tryg ved og glad for.

N er lidt et wild card. Egentlig var hun “bare” datter til mine forældres venner, og da vi var yngre og boede i samme område, var det min storebror, der legede med hende, fordi de var jævnaldrende. Men en dag, for godt 15 år siden, da jeg gik tur med min daværende kæreste, mødte vi pludselig hans barndomsven og dennes kæreste – som altså var N. Det var vores cue til at finde hinanden igen, og selv om ingen af kæresteforholdene holdt, så gjorde venskabet det. N er smuk, sjov, skarp, smilende, klog og charmerende – men mest af alt er hun oprigtig og ægte, og jeg ved, at alt hvad hun siger, kan jeg stole på. Hun vil mig altid det bedste, og hun ser altid det bedste i mig.

L har jeg ikke set i årevis. Vi har faktisk begge fået flere børn siden vi sidst sås, men alligevel ved jeg, at hvis vi mødtes i morgen, ville intet være forandret. L mødte jeg også gennem en tidligere kæreste, og selv om vi som veninder blev ført sammen af mændene, skabte vi meget hurtigt vores eget bånd. Jeg har aldrig følt, at mit venskab til L var skabt gennem andre, og ligegyldigt hvor mange år der går, så ved jeg, at det kun er vores fysiske forhold, der er i dvale. Mentalt og følelsesmæssigt er vi hos hinanden – også selv om jeg stadig kun er 24 år gammel i hendes øjne. 😉

Så er der M. M er ny, og M er her hos mig nu. Vi har kun kendt hinanden i fem måneder, men til gengæld er det fem måneder, der for mig har været så udviklende, så rivende, så intense. Vi er i samme båd – M har bare siddet i den i 10 måneder mere end jeg – og vi læner os op ad hinanden hver evig eneste dag. På sms, ved morgenmadsdates, på legepladser, på kajakture. M er den, der altid spørger mig: “hvordan er livet?” – og virkelig gerne vil høre svaret. Både de dage, hvor det bliver givet med smil og jokes, og de dage, hvor jeg ikke rigtigt kan få det ud uden en klump i halsen. På en vild måde er M et af de mennesker, der kender mig allerbedst lige nu, fordi vores fælles situation har inviteret os begge til at invitere den anden ind. Sådan helt. Og M er uden tvivl en af de vigtigste årsager til, at jeg ikke føler mig alene.

Alt det ovenstående kan selvfølgelig virke som en omgang rørstrømsk rosésnak fra én, der er langt væk, men det er også meget mere end det. Det er relationer, der har skabt mig, og ikke mindst er det relationer, der lige nu spiller en af de største roller i mine overvejelser omkring vores fremtid. Havde min mand skrevet det her indlæg, ville han have kunnet fylde det med lige så mange gamle, nye og nære relationer, og vi har begge både ønsker og intentioner om, at begge vores børn selvfølgelig skal have muligheden for at skabe de samme, dybe venskaber, som dem vi er så heldige at have. Og som de rammer, vi skaber for dem, skal hjælpe dem med. Vi vil så gerne give dem eventyret – men også rødderne.

 

En tanke om “Skabende venskaber

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *