Frihed uden ansvar

I morges stod jeg op til nyheden om, at to mennesker – en journalist og en kameramand – var blevet skuddræbt, mens de var i gang med at filme og live-sende et tilsyneladende fuldstændig harmløst indslag om en vandpark i Virginia. Virginia er nabostat til North Carolina, hvor jeg bor, og selv om afstandene i USA er så store, at det ikke sådan rigtig er tæt på, så er det det alligevel. På flere planer. Skyderier i USA har i årevis været sådan noget, vi hørte om via medierne derhjemme. På gaden, på skoler, i private hjem. Hver gang en skudnyhed var stor nok til at nå de danske medier, var det forfærdeligt, men det var også så tilpas langt væk og så tilpas fremmed fra vores kultur og hverdag, at man sådan relativt hurtigt kunne lægge det fra sig igen. Sådan er det ikke nu.

Nu bor vi lige midt i det, og blandt alle de faktorer, der spiller ind, når jeg overvejer hvor i verden jeg gerne vil bo med mine børn, er USA’s våbenlov en af de absolut tungest vejende. Jeg har det meget, meget svært med kendskabet til alle de våben, der – i mine øjne – flyder frit og fuldstændig uansvarligt rundt i det her land. Tanken om, at jeg i princippet kunne blive skudt af en eller galning, mens jeg stod og kiggede på vindruer i Whole Foods, eller mine børn kunne blive ramt under en udflugt med skolen – den er altså svær at give slip på. Ja, farerne lurer alle steder og i hele verden, men med en så ukompliceret og lige-ud-ad-landevejen-adgang til våben er der bare lidt for kort fra skør mands tanke til skør mands handling. M/K, selvfølgelig. Man er vel politisk korrekt herovre.

Set med (mine) danske øjne er det en skygge over hele USA, og på en dag som i dag er det en skygge, der er så voldsom, at jeg ikke er sikker på, jeg nogensinde vil føle mig tryg ved at have USA som hjemland i længere tid. Hver aften tjekker jeg de lokale nyheder fra staten og nærområdet – og hver aften handler mindst én af dem om et skyderi. Ikke alle med dødelig udgang, men rigtig mange af dem. Og hver gang slår det mig, hvor mange våben der er herovre. Jeg ser dem ikke, men det gør jeg alligevel. For hver gang jeg ser et gun rack i en truck, hver gang vi tager til baseball og jeg får øje på skiltet med den røde streg over pistolen, hver gang en nyhed som den tragedie der fandt sted i Virginia i morges, indtræffer… Hver gang bliver jeg mindet om, at der er våben overalt. Min nabo har en pistol, og det har resten af vejen med stor sandsynlighed også.

Kære USA, jeg er ked af at sige det, men I har simpelthen for mange tosser til, at det er forsvarligt med en så liberal våbenlov som den, I hylder og kæmper for som jeres grundlovssikrede ret. For mange forstyrrede mennesker, der ikke kender – eller bare er ligeglade med – værdien af et menneskeliv. Ligeglade med den bror, den datter, den mand, den mor, der uden nogen form for logik eller retfærdighed bliver revet ud af hænderne på dem, der elsker dem. Dem, der udslettes, fordi I insisterer på, at dét at bære våben er jeres ret.

Jeg er ikke så naiv, at jeg forestiller mig, at landets våbenlov bliver lavet om i min levetid, og USA skal nok også klare sig uden mig som indvandrer. Men så længe den lov bliver ved med at tilføje skæbner, sjæle og sorg til sin samvittighed, kan den meget vel blive det, der afgør, at USA aldrig vil gøre sig fortjent til at blive det sted, mine børn helhjertet skal kalde for deres hjem.

4 tanker om “Frihed uden ansvar

  1. Jeg er simpelthen så enig. Bor i Chapel Hill lige nu, og selv om jeg ikke har set skyggen af våben endnu (det er trods alt en college town), så er det alligevel noget, jeg kommer til at tænke over. Man føler sig utryg ved tanken om, at det er så nemt for dem – og så naturligt. Og de står så fast på deres ret til at bære våben, fordi det er en ret og fordi “hvordan skal de ellers beskytte sig selv?”. Guess what – hvis du ikke må have våben, så må de andre sgu heller ikke. Og det kan godt være, at de siger, at kriminelle da er ligeglade, og at de skyder alligevel, men det gør trods alt en forskel, at man skal skaffe et våben ulovligt vs. at man kan lige kan købe ét sådan relativt impulsivt.
    De må da kunne se, hvordan det fungerer i andre lande? Jeg fatter det simpelthen ikke.
    Og deres argument om, at det skal de have, fordi det er deres ret… Ad. At det er en ret betyder ikke, at det er fornuftigt. Det virker bare så barnligt. “Jeg vil bare fordi jeg kan”.

    Åhha. Ja, jeg har også tænkt en del over det i dag, efter jeg så nyheden om skuddrabene.
    Især da jeg i et relateret kommentarfelt så kommentaren “People who want gun control are morons. We don’t need gun control, we need to control the criminals!” – hvordan lurer du lige på forhånd, hvem der bliver kriminel?
    Suk.

    1. Ja, man skal godt nok vænne sig til tanken om alle de våben, når man bor her. De er alle vegne, og jeg tror de findes i de fleste hjem herovre. Det er en underlig tanke. Jeg tror desværre ikke, der kommer til at ske store ændringer i den kendsgerning lige foreløbig, så man skal nok mest af alt finde ud af med sig selv, hvordan man – som dansker, hvor dét at have en pistol liggende i skuffen virker helt grotesk – vil leve med det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *