New beginnings…

Så står vi der igen. Eller rettere: Jeg gør. Det er, som om det meste af det her eventyr vi er ude på, handler om at begynde forfra, at genopfinde sit liv og sin hverdag og i en vis grad også sin identitet. Det har været gældende (og er det stadig) for hele familien, og nu gør nye faktorer, at det er gældende for mig i helt nye dimensioner.

Inden vi tog af sted, var jeg på den samme arbejdsplads i mere end syv år. Minus et par barsler. Det var sjovt, det var lærerigt, det var udviklende, og det var til tider både dramatisk, bizart og ret uforudsigeligt. Jeg var afklaret med at tage afsked med det, da vi rejste, men jeg lavede en freelance-aftale med min arbejdsplads, så jeg fortsatte med at skrive for dem, mens jeg boede herover. Det var en perfekt overgang – jeg havde noget at give mig til, ud over at være fuldtidsmommy, og der var noget fint og trygt i at bevare tilknytningen til de kollegaer, der i mange år var med til at gøre min hverdag sjovere end de flestes. Jeg elskede at gå på arbejde, og det skyldtes i høj grad de mennesker, jeg havde omkring mig hver dag.

Det der skete, da jeg gik freelance herovrefra var, at hele den menneskelige dimension af mit arbejde var taget ud, og hvis jeg skal være helt ærlig, satte den omstændighed nærmest et projektørlys på tomheden af det, jeg skrev om. Emner og historier, som har optaget og underholdt mig i årevis, men som jeg nu – flere år og flere børn senere – ikke finder helt så interessant mere. Og når alt det sociale så var skrællet af, kunne jeg godt mærke, at det, der i næsten et årti har været med til at forme mine dage, godt kunne trænge til at blive taget op til revision.

På den måde passede det mig glimrende, da selvsamme arbejdsplads for et par uger siden fortalte mig, at de havde valgt at spare mine afleveringer væk. Det var ikke overraskende; jeg vidste godt, at vi var på vej i den retning, men jeg vidste ikke hvornår. I går sendte jeg så min sidste tekst af sted til redaktionen, og i dag har jeg ingen arbejdsmæssige forpligtelser.

Det er spændende og et vildt privilegium at have så mange åbne døre lige nu, men det er også en lille smule handlingslammende. Jeg kan alt lige nu! Jeg har tiden og muligheden og rammerne til at vælge frit, og det er mig og kun mig, der kan beslutte hvor det valg skal ende. I vores familieeventyr herovre har der hele tiden været andre mennesker og faktorer, der har været med til at sætte dagsordenen og rammerne for os. Men til den her beslutning kommer der altså ikke nogen og sætter hverken mål eller begrænsninger. It’s all me.

Jeg kan bygge oven på min uddannelse, så jeg synes, den passer bedre til det, jeg kan og er nu. Jeg kan lære at spille guitar. Jeg kan finde noget frivilligt arbejde. Jeg kan gå all in på yoga. Jeg kan tage diverse foto-, madlavnings-, kajak- og indsæt-selv-flere-kurser. Min største udfordring lige nu er, at jeg ikke aner, hvad jeg vil. Efter at have haft en fast hverdag i næsten et årti og ikke på noget tidspunkt have sat spørgsmålstegn ved, at den vej var rigtig, er det overvældende at kigge ud over et åbent landskab fyldt med alle mulige andre veje og vide, at de måske også kan være rigtige.

I de næste par uger vil jeg nyde åbenheden med et lige så åbent sind, en masse afslapning og et længe ventet besøg hjemmefra. Jeg behøver ikke beslutte noget lige nu, og jeg er egentlig ikke spor bekymret for, at jeg nok skal finde min vej igen. Uanset om det er den samme gamle, der måske bare skal have lidt ny asfalt, eller om jeg pludselig finder mig selv startende helt forfra på en lille snørklet grussti.

En tanke om “New beginnings…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *