Så gik der tid med det…

Som jeg nævnte i mit sidste indlæg – der efterhånden ligger laaaang tid tilbage – kæmpede jeg med en dum hånd med senebetændelse. Den blev desværre ikke rigtigt bedre, før jeg kom på piller og holdt hånden i en skinne og langt væk fra computeren, så derfor har der altså været temmelig tavst herfra. Nu – efter mere end en måned – har den det dog meget bedre, og hvilken bedre måde at fejre det på end ved tastaturet, right? 😉

Tiden væk fra skærmen har heldigvis ikke været spor spildt, for vi har haft besøg af mine forældre, som har været her i næsten to uger. De tager hjem i morgen aften, og ud over, at der bliver frygtelig tomt i hjemmets penthouseafdeling, er der især to små væsener, der skal til at omstille sig. M har vænnet sig til at gå ovenpå i stedet for nedenunder, når hun vågner om morgenen, og så ligger hun ellers deroppe med mormor og morfar, indtil de alle sammen lusker ned på underetagen til morgenkaffe og cornflakes. A tror vist nærmest bare, de er flyttet ind, så han vil nok undre sig noget, når han lørdag morgen kalder “MORFAAAAAR”, og ingen svarer. Heldigvis kommer de igen til Thanksgiving, så der går ikke så længe, før store og små ses igen!

Mormor blev straks spurgt, om hun ikke ville læse højt for M's klasse - og takkede ja! Sammen blev de enige om, at "Det Gule Hus" (som jeg fik læst, da jeg var lille) var det perfekte valg, og en lille oversættelse senere var lekturen klar!
Mormor blev straks spurgt, om hun ikke ville læse højt for M’s klasse – og takkede ja! Sammen blev de enige om, at “Det Gule Hus” (som jeg fik læst, da jeg var lille) var det perfekte valg, og en lille oversættelse senere var lekturen klar!

Ud over familiebesøget er der faktisk også sket noget andet, mens jeg har været væk: Det er blevet efterår! Altså, ikke sådan i dansk forstand (og jeg kan slet ikke forholde mig til, at alle mine danske facebook- og instagramvenner nu lægger billeder op iført støvler, strømpebukser og strik!), men der er sket et klart og mærkbart skift i vejret herovre. Hvor der før nærmest konstant var over 20 grader, og eftermiddagene som regel lå og rodede i midten af 30’erne, vågner vi nu til 11 og 14 grader. Det bliver varmere i løbet af dagen, og jeg har endnu ikke behøvet skifte til lange ærmer, men det er slet ikke samme hede som før.

Morgenerne lige nu er noget af det smukkeste jeg har oplevet herovre. Det er svært at forklare, men luften, lyset og stemningen er så anderledes, og jeg kan mærke, at det gør mig sådan lidt smålykkelig på den dér nede-på-jorden-hverdagsmåde. Duften og følelsen af sprød efterårsluft er noget af det, der gør mig allerbedst tilpas, og lige nu topper det om morgenen. Det er ret fantastisk, og selv om jeg faktisk godt kan mærke, at jeg har vænnet mig så meget til varmen, at jeg ikke er helt klar til at hoppe i de varmere klæder endnu, så glæder jeg mig ret meget til at opleve, hvordan årstidsskiftene føles her.

Pæne bjergpanoramaer danner rammen for legendariske Blue Ridge Parkway, hvor N og jeg tog en køretur i weekenden.
Pæne bjergpanoramaer danner rammen for legendariske Blue Ridge Parkway, hvor N og jeg tog en køretur i weekenden.

Åh, og så er der kommet en lille del af et svar på den usikkerhed, jeg skrev om her. N og jeg benyttede os nemlig af mormor og morfars besøg og efterlod dem med børnene, mens vi ræsede en tur i bjergene i den åbne bil, og i den lille hippieby Asheville, hvor vi boede, fik jeg en gammel drøm opfyldt: Jeg købte mig en guitar. Jeg kan absolut intet på en guitar, men jeg har altid gerne villet, og nu skal det være. Jeg har tiden og aner ikke, hvornår jeg igen får chancen. Og jeg har allerede meddelt M’s klasselærer, at jeg kommer ned og spiller for dem i slutningen af skoleåret. Det er godt at have en ambition at arbejde sig hen imod, ikke? 😉

Jeg aner ikke, hvad jeg laver med den her fine fætter. Endnu!
Jeg aner ikke, hvad jeg laver med den her fine fætter. Endnu!

 

En tanke om “Så gik der tid med det…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *