In a New York minute…

I weekendens kalender stod der et punkt, jeg har glædet mig til ustyrlig længe. P og jeg, som har været alt for langt fra hinanden alt for længe, havde aftalt, at nok måtte være nok, og nu skulle vi mødes. Og hvilket bedre sted at mødes end New York? Onsdag aften boardede jeg et lille indenrigsfly, og få timer senere befandt jeg mig i Manhattans West Village. I en – for New Yorker-standarder – gigantisk toværelses lejlighed med en ubeskrivelig og uhindret udsigt over Hudson River og New Jersey. P ankom efter en noget længere transporttid (som ikke ligefrem blev gjort nemmere af Norwegians defekte fly og flere timers forsinkelse), og efter en kort opdatering på hinandens liv og hverdag og en hurtig nattesøvn var vi klar til at indtage Manhattan.

Nå, det her? Det er såmænd bare udsigten fra vores West Village-hjem. Uden filter, naturligvis.
Nå, det her? Det er såmænd bare udsigten fra vores West Village-hjem. Uden filter, naturligvis.

Dagsordenen var, at der ingen dagsorden var. Shopping som punkt giver sig selv, og derudover var planen lige så flydende, som vi var begejstrede for at være der. Dagen inden afrejse gik det op for mig, at jeg aldrig, i de fem et halvt år jeg har været mor, har været så længe væk fra nogen af børnene, og selv om det sikkert er enormt ukorrekt at sige, så blev min frygt for, at savnet ville blive helt ulideligt, gjort ret meget til skamme. For sandheden er, at selv om jeg savnede dem sådan proforma, så trængte jeg nok bare så meget til lidt tid for mig selv, at det i allerhøjeste grad var et savn, der var til at overskue.

IMG_2574 (3)
Eggs Benedict. En af mange…

Tiden gik med det, den skulle: snak, shop, spis og spadsér. I vilkårlig og blandet rækkefølge. Og det var fedt. New York er indiskutabelt fantastisk, og jeg bliver aldrig så mættet, at jeg ikke får en smule åndenød ved synet af Manhattans skyline. Vejret var med os; vi indtog byen og dens gader og lækkerier i sandaler og bare arme, og om aftenen sad vi ude – sidste aften med hjælp fra en varmelampe, men inden da var byens varme tilstrækkelig.

En tur på The High Line er vel nærmest obligatorisk. Især, når den ligger fem minutter fra hoveddøren!
En tur på The High Line er vel nærmest obligatorisk. Især, når den ligger fem minutter fra hoveddøren!

Og så var der de små ting, der for mange lyder helt vildt bagatelagtige, men som for to småbørnsmødre er noget af det nærmeste, man kommer femstjernet luksus: alle måltider blev nydt uden hverken afbrydelser, mad på tøjet eller højstole; vi kunne sove, til vi vågnede, der var ingen middagslur at tage hensyn til (medmindre vi selv ville ha’ en) – der var med andre ord ingen, der VILLE os noget. Vi var bare os, og vi kunne lade både tid og rytme flyde.

Pitstop i Williamsburgs formiddagssol.
Pitstop i Williamsburgs formiddagssol.

De fire dage gik som det sagnomspundne New York minute, og selv om tiden fløj, var det alligevel nok til, at det savn, der oprindeligt førte os begge til samme storby, kunne glemmes for en tid. Søndag aften krammede vi farvel på et West Village-hjørne – P med ekstra vægt i kufferten, jeg med nogenlunde samme antal ekstra kilo i maven – og senere samme aften kunne jeg kysse mine børn godnat. To børn, der i øvrigt havde hygget sig så meget med deres far og diverse aktiviteter, at de på ingen måde havde haft tid til at savne deres mor.

New York er en by, jeg altid vil have mere af, og jeg må nærmest knibe mig selv lidt i armen ved tanken om, at den er så meget inden for rækkevidde lige nu. En time i fly eller otte-ni timer i bil er nok til at møde synet af den usammenlignelige skyline, og det ville være fuldstændig skørt ikke at udnytte det, mens vi bor her. Samtidig er NYC dog ikke en by, jeg ville kunne overskue med små børn (og jeg tvivler på, det ville være deres idé om en drømmeferie), så næste mission må blive at udtænke en plan for at komme af sted med N uden børn… Indtil da vil jeg leve skyhøjt på minderne om den solrige, venlige, mættende og helt igennem overskudsgivende weekend jeg lige har suget i mig – og stornydt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *