Can I please få the brrot?

Jeg ved godt, at mantraet om at tænke positivt og holde glasset halvt fyldt og hvad vi nu ellers kan komme i tanke om af floskler, er yderst populært – meget mere end det, der handler om at brokke sig. Men nogle gange hjælper det åbenbart med lidt brok, for dagen efter jeg havde skrevet dette indlæg, kom solen igen – og med den en helt magisk fornyet energi. I går begyndte en nærmest euforiserende sensommer, og jeg ved godt, jeg lyder som verdens største kliché, når jeg skriver, at de sprøde solstråler der hører lige præcis efterårsmånederne til, gør mig lykkelig. Men det gør de altså. På sådan en helt vildt befriende ukompliceret måde. At de herovre så også er akkompagneret af 25 grader er en omstændighed, jeg gerne tager med. Når det nu skal være. 😉

Jeg tog min første rigtige løbetur i næsten et år i morges. Med en baggrund som denne var det ikke spor hårdt!
Jeg tog min første rigtige løbetur i næsten et år i morges. Med en baggrund som denne var det ikke spor hårdt! Stedet er Lynn Lake, hvor jeg i den her uge har tilbragt alle mine morgener.

Nå, men det her indlæg skulle faktisk slet ikke handle om vejret (det er bare for fantastisk til at forbigå i tavshed), men om sprog. Jeg tænkte nemlig, at jeg ville give en lille opdatering på, hvordan det går med børnenes sprog – ikke mindst fordi det har været et af de fænomener, der har interesseret mig mest ved hele ideen om at flytte familien til et andet land: Hvordan og hvor hurtigt lærer sådan et par små egentlig et nyt sprog?

M er efterhånden ved at være ret godt med. Hun forstår stort set alt, hvad der bliver sagt i skolen, og hun retter os prompte, hvis vi ikke får det overdrevet rullende amerikaner-R med i ord som starfish, horse og Starbucks (sidstnævnte er i øvrigt et sted, hun efterhånden er ret bekendt med fra en bagsædevinkel, så da jeg forleden spurgte hende, om hun vidste hvad kaffe hed på engelsk, svarede hun uden tøven: “ja, det hedder latte!”). Hun taler også i sætninger, men der er stadig ord, hun ikke helt har fået med, så det er p.t. en ret sjov blanding af engelske og danske gloser. “Can I få the spaghetti?” spørger hun ved bordet, og da vi i morges havde taget hjemmebagte boller med til hendes klasse, overhørte jeg hende fortælle sin amerikanske veninde A, at hun havde taget “brrot” med. “Look, we have brrot!”

Ved mange enkelte ord er hendes udtale lige på kornet, men hendes sprog og sætninger er stadig præget af en dansk-klingende accent, som hendes klassekammerater er så fascinerede af, at de rent faktisk er begyndt at efterligne den. Forleden fik jeg en video tilsendt fra A’s mor, hvor A fortæller om et græskar hun har fået, på et helt forrygende cirkusengelsk. Hun prøvede at tale som M. 🙂

Vores egen A herhjemme er mere sporadisk i sin tilegnelse. Han er konsekvent begyndt at sige no i stedet for nej, han beder om butter på sin bolle, og om aftenen dikterer han, at daddy eller mommy putter. Der sniger sig engelske ord ind hist og pist, men han er selvfølgelig på ingen måde så bevidst om det som sin søster. De dukker bare op. I skolen kommunikerer han fint med sine lærere, så han har uden tvivl en fornemmelse for hvornår “man” taler engelsk, men derudover virker hans drys af engelske ord ikke som et specielt aktivt valg.

Jeg er ret sikker på, at når yderligere nogle måneder er gået, vil de to børn – og også M og hendes danske veninde A – sikkert i højere og højere grad begynde at lege sammen på engelsk; ganske enkelt fordi det er det, der for dem bliver normen. Dansk er noget, man snakker med mor og far, og leg foregår på engelsk. Det er så sjov en udvikling at følge, og jeg er sindssygt glad for, at de, når det her eventyr engang slutter, kommer tilbage til Danmark med ikke bare en masse fantastiske oplevelser, men også et fuldt udviklet andet sprog. Det er den slags, der giver en følelse af, at det er rigtig godt, det vi har gang i lige nu. Dét og så efterårssolen. 😉

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *