Feministiske forbilleder

Forleden, da jeg var på en af ugens morgenkaffedates med min danske veninde M, kom vi til at snakke om det liv, vi hver især lever herovre – og ikke mindst vores ønsker for det. Hvor det for mig, her godt et halvt år inde i opholdet, stadig er relativt nyt; ikke mindst dét med at have så meget tid alene og med mine børn, så har M været her i over et år, og hun og familien ved faktisk ikke, hvor de står om endnu et år. M’s mands kontrakt udløber, og hvad deres rejse så bringer dem – eller hvor den tager dem hen – ligger på ingen måde fast endnu. Og mens vi sad der og snakkede om, at M, i tilfælde af at de skulle blive i landet længere, gerne ville et andet sted hen end den meget velfriserede forstadsidyl, North Raleigh har at byde på, kom vi ind på arbejde.

“Jeg vil også gerne have, at mine piger ser mig have et arbejde,” sagde M, og jeg var ret hurtig til at erklære mig enig. Måske endda lidt for hurtig, for da jeg efterfølgende tænkte lidt over det, var jeg faktisk ikke helt klar over, hvorfor jeg var så enig. Hvorfor er det så vigtigt, at vi viser vores døtre, at vi har et rigtigt arbejde? Eller rettere: Hvad er det vi gerne vil have, at de skal se? Er det vigtigt, at vi som mødre arbejder, fordi det er sådan, vi viser vores døtre, at kvinder kan det samme som mænd? Eller handler det i virkeligheden ikke bare om at vise dem, at det måske ikke handler så meget om, hvad vi laver, men hvorfor – og for hvem?

Der hersker vist ikke meget tvivl om, at der ikke er supermeget prestige i at være hjemmegående. Slet ikke i Danmarks hovedstadsområde, hvor både M og jeg boede, inden vi flyttede herover. Herovre er det langt mere almindeligt, at kvinden bliver hjemme med med børnene de første år – ikke mindst fordi prisen for at have dem i institution, indtil de er gamle nok til at komme i en public school, ofte overstiger den løn, moren får, og det derfor ganske enkelt ikke kan betale sig – og det er ikke mit indtryk, at kvinder af den grund bliver mindre interessante; hverken i deres mænds eller medsøstres øjne. I Danmark ville jeg som hjemmegående helt sikkert føle et behov for at forklare mig, hver gang jeg mødte nogen, der uundgåeligt ville spørge mig, hvad jeg lavede.

Men for mig handler livet som hjemmegående i denne tid ikke om nød eller noget, der ikke kunne være anderledes. Det handler ikke om, at vi ikke har råd til at få børnene passet, og det handler heller ikke om, at jeg ikke har evnerne til andet. Det har derimod været et meget bevidst valg fra min og og hele familiens side, og det var i høj grad en del af overvejelserne, da muligheden for at tage herover bød sig. N skulle arbejde, og jeg skulle være mere sammen med børnene. At lægge karrieren i dvale for en begrænset periode var ikke et afkald fra min side, og jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at jeg faldt i nogens anseelse. Tværtimod føles det for det meste som et helt vildt privilegium – at vi rent faktisk har muligheden for den konstellation, vi lige nu lever i. Hvor mange har muligheden for at tage to år ud af kalenderen og se deres børn, lige så meget de overhovedet vil?

Jeg ved godt, at det for mange kvinder ville være dødssygt og uinspirerende at melde sig ud af jobscenen og ambitionerne for en tid og i stedet lade dagene gå op i moderskab og og migtid. Jeg forstår også godt, at det for mange kan syne både lidt uambitiøst og ikke særlig visionært. Men det er bare ikke sådan, det føles. For mig. Det føles som et pusterum, en helt vild chance for at få lov til at vende alting lidt på hovedet, få lidt balance ind, opleve noget mere og tage nogle andre valg i hverdagen. Skifte perspektivet og se, hvad dét så bringer. Og jeg er ikke i tvivl om, at det er skidesundt. Både for mig og min familie.

Min datter – og min søn for den sags skyld – skal nok komme til at se mig arbejde igen. Ikke fordi jeg skal, men fordi jeg på et eller andet tidspunkt ikke kan lade være. Indtil det sker, vil jeg nyde at vise dem begge et alternativ, som de måske ikke ville få samme nuancerede syn på, hvis vi var blevet hjemme: En selvstændig, intelligent og tænkende mor, der lige nu er meget hjemme, fordi hun synes det er det rigtige. Og at så længe vi beslutter med både refleksion, overbevisning og hjerte, så har vi god grund til at være stolte af vores valg.

3 tanker om “Feministiske forbilleder

  1. Åh, så skide godt at læse, Julie!!! Hvis jeg skulle ud, skulle jeg heller ikke arbejde – slet ikke hvis det ikke er muligt at være på deltid. Jeg ville også nyde tiden m børnene, hvis jeg havde økonomien til det. Det er jo kun nogle få år.

    1. Præcis! Det ér kun nogle få år, og når jeg tænker over det, kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg nogensinde kan have tvivlet på, at det er en 100 % god ting. For sådan føles det altså.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *