De omstillingsparate

Advarsel: Det her er et blæreindlæg. Så hvis man ikke rigtig orker tanken om en mor, der skamroser sine poder, så kan det godt være, at det i dag er en god ide at springe over bloggen her. Hvis man derimod ikke har et problem med skamløs lovprisning, så læs bare videre.

Som beskrevet tidligere, sker der virkelig meget med børnenes sprog lige nu, og det er ret sjovt at høre, når M spørger mig, hvad der står på den “nexte side” i bogen, og når A råber “all done!” og rejser sig fra middagsbordet. Men det er ikke kun på sprogfronten, at de to har fart på. Forleden var vi til “fall conference”; en samtale mellem forældre og lærere, hvor formålet er at give forældrene et indblik i, hvordan deres børn klarer sig. Det er vel det, der på godt dansk hedder en forældrekonsultation. Og det var ikke noget særligt for vores børn, fordi de er indvandrere og fremmedsproglige – det gælder alle skolens børn.

Jeg har altid grinet af min mor, fordi hun har så let til tårer. Som teenager rullede jeg med øjnene, når hun kneb en tåre over “Dirty Dancing” (det tror jeg faktisk stadig, hun gør), men det gør jeg ikke mere, for ved I hvad? Nu er jeg selv blevet sådan. Jeg tuder over ALT! Det er helt forfærdeligt. Og vi var ikke nået ret langt ind i samtalen med A’s lærer, før jeg mærkede tårerne stige, og i øjenkrogen så N skæve lidt nervøst til mig (han vidste godt, hvad der ventede), for det, vi hørte, var så fint. Og så rørende. A klarer sig så godt; han forstår stort set alt, hvad der bliver sagt, han løser stuens sværeste puslespil, og han koncentrerer sig om dem i op til 25 minutter, hvilket er ret imponerende (ifølge læreren – ikke kun moderen!) for en toårig. Han blev rost til skyerne for sin rumlige forståelse, sin intelligens og sin empati i forhold til andre børn.

Ugen efter gjaldt det M, og jeg vil gerne indrømme, at jeg var lidt mere spændt på den samtale. Mest fordi A var så lille, da vi kom herover, og hans omstilling har slet ikke været så bevidst som M’s. Som mor kan jeg selvfølgelig godt mærke, om min datter er glad og trives, men jeg var alligevel ret spændt på at høre, hvordan hun klarer hverdagen i skolen. Om hun er med, om hun trives socialt, om hun er engageret og interesseret. Og dét er hun. På alle måder. Hun er dybt optaget og motiveret af alle deres fag dernede, er begyndt at læse fonetisk, interesserer sig for matematik, elsker at synge på spansk og fiser rundt i idræt. Hun er vildt afholdt af de andre børn og har en rigtig god fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg vil ikke sige, at jeg forventede problemer, men jeg havde tænkt, at der måske – de sproglige udfordringer taget i betragtning – ville være områder, hvor hun skulle have lidt ekstra hjælp, lidt ekstra kærlig støtte. Men nej. Ikke det fjerneste.

Må jeg godt sige, at jeg efter begge de samtaler gik hjem og var helt vildt overdrevet stolt? Jeg tror, de fleste forældre er ret stolte af deres børn, men da vi tog beslutningen om den her tur, da vi planlagde den, da vi tog af sted, og da vi begyndte vores hverdag herovre, tænkte jeg rigtig meget og rigtig tit over, hvordan børnene ville klare den omstilling. Om de ville falde til og være lige så glade som de var derhjemme, for de daglige rammer vi fandt til dem. Nu kender vi svaret, og jeg er så taknemmelig, så glad og stolt over, at de to små mennesker, vi har taget med og plantet herovre, er gjort af så godt og stærkt et stof, at de ikke bare klarer sig, men klarer sig rigtig godt. Uden hæmninger, uden begrænsninger – bare som de små, harmoniske, glade sjæle de er.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *