Hvis alenehed er et ord…

…så er det nok det helt rigtige til at beskrive en stor del af min tilværelse lige nu.

Jeg har aldrig haft noget imod mit eget selskab. Jeg har altid nydt at være alene, og jeg kan stadig genkalde mig følelsen af at glæde mig inderligt til en alene-aften i de ellers socialt travle ungdoms- og studieår. Jeg anser ellers mig selv for en meget socialt anlagt person, og jeg elsker at tilbringe både planlagt og spontan tid med gode folk. Venner, familie, nye bekendtskaber. Men selv om jeg til fulde nyder at være sammen med andre, så har jeg altså heller ikke noget imod at være helt, helt alene. Det er ret praktisk i forhold til den situation, jeg står i nu.

Siden vi kom herover, har N mødt på arbejde meget, meget tidligt om morgenen. Jeg skulle til at skrive et klokkeslæt, men det gik op for mig, at han tager af sted så tidligt, at jeg stadig er så langt væk under dynen, at jeg faktisk ikke ved, hvad klokken er. Når børnene er stået op, spist af og gjort klar, kører jeg dem i skole, og så starter min alenetid. En eller to gange om ugen kommer der en kaffedate ind over, men størstedelen af ugedagene er det bare mig. Jeg løber en tur. Øver mig på mit guitarspil. Læser nyheder og bøger. Tager til yoga. Går en lang tur et sted. Eller jeg sætter mig på en café og nyder, at jeg kan bruge al den tid, jeg har lyst til, på at drikke min kaffe og spise min vaffel.

Aktiviteterne varierer fra dag til dag, men selskabet er i vidt omfang det samme: Mig selv. Og hvis jeg skulle komme med ét konkret råd til nogen, der overvejer, om tilværelsen som at home mom i udlandet er noget for dem, så ville det være at lære at elske deres eget selskab, hvis de ikke allerede gør det. Nye venner kommer ikke bare dumpende ned fra himlen – i hvert fald ikke i de mængder, man har fået oparbejdet derhjemme – og selv om man kan Skype, Facetime og skrive med alle dem, man savner, så kommer man altså ikke uden om, at rigtig mange timer foregår alene. Og hvis man keder sig i sit eget selskab – ja, så bliver det altså nogle lange dage, uger og måneder!

Det fine ved alenehed er, at selv om mange unægtelig vil kæde det sammen med ensomhed, så behøver de to ting slet ikke have noget med hinanden at gøre. I de syv måneder vi har været her, har jeg været rigtig meget alene, jeg har savnet utallige mennesker maveknugende inderligt, og jeg har nok også følt mig lidt rastløs ind imellem. Men på intet tidspunkt har jeg følt mig ensom. På intet tidspunkt har jeg følt, at jeg ikke havde nogen hos mig, eller at jeg stod alene med de ting, der betyder noget. Og så længe, det er sådan aleneheden præsenterer sig, er den lige så velkommen som en god ven.

 

4 tanker om “Hvis alenehed er et ord…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *