Lad os løfte i flok

Tilbage i maj skrev jeg om M’s colombianske lærer – der faktisk hedder det samme som M; det er lidt hyggeligt – og hendes store sorg. Hun og hendes mand mistede for otte år siden en datter, Hillary, i en tragisk mountainbike-ulykke, og det er selvfølgelig noget, der den dag i dag stadig påvirker søde Martita meget. I går ville det have været Hillarys fødselsdag, og traditionen tro blev den mindet med en gåtur, som Martita og hendes mand tager hvert år på den dag. Hvert år foregår det i samme område – en smuk sti omgivet af museumspark og kuperet natur – som et minde om, at Hillary var et meget aktivt, udendørselskende naturmenneske. Og hvert år inviterer de alle, der kender dem, til at gå turen med dem.

Dagen var smuk og fremmødet fint til den årlige "Hillary's Walk".
Dagen var smuk og fremmødet fint til den årlige “Hillary’s Walk”.

Vores M har et ret særligt forhold til Martita – eller rettere, det FØLES som om hun har det, men i virkeligheden tror jeg bare det handler om, at Martita er den type menneske, som får alle til at føle, at de har et særligt bånd til hende – så vi tøvede selvfølgelig ikke et sekund med at joine Martita og hendes mand. Og hvor var det en fin oplevelse! Masser af forældre til børn i Martitas klasse, deres børn og selvfølgelig en masse lærere fra skolen mødte op, og efter et par rørende ord fra Martitas mand fra ladet af en pick up-truck bevægede alle sig af sted på turen, som trods anledningen var fyldt med smil, latter, sludren og en virkelig fin stemning.

Alle - fra de alleryngste til de meget ældre - nød turen og den særlige stemning, der indrammede den.
Alle – fra de alleryngste til de meget ældre – nød turen og den særlige stemning, der indrammede den.

Der er ingen tvivl om, at Martita og hendes mand værdsætter den opbakning helt vildt. Og det kan jeg godt forstå. Jeg kan – gudskelov – slet ikke sætte mig ind i den sorg det må være at miste et barn, men jeg kan kun forestille mig, at den slags støtte fra mennesker man ser hver dag, må være uvurderlig. Jeg er nok efterhånden syltet så meget ind i the American way, at jeg, mens jeg sidder og skriver dette, faktisk ikke helt kan vurdere, om den slags begivenheder hører til dem, vi i Danmark typisk ville stemple som vildt amerikanske og “for meget”. Jeg kan ikke forestille mig, at noget tilsvarende ville ske i Danmark – altså ikke dét at sørge og mindes, for det er uafhængigt af kultur og nationalitet – men at markere det i den grad. Med gåtur, taler, involvering af stort set hele skolen.

M og vennerne klarede den knap halvanden time lange tur med store smil og - næsten - uden klager.
M og vennerne klarede den knap halvanden time lange tur med store smil og – næsten – uden klager.

Det kan måske virke som en form for svælgen i noget, mange ville vælge at holde mere privat. Men som jeg gik der i går, med min mand og min søn, og længere fremme kunne se min datter gå hånd i hånd med en kvinde, der ikke længere kunne gøre netop det med sin egen datter, blev jeg godt nok evigt, ubeskriveligt taknemmelig over, hvad jeg har. Og jeg ved, at netop dét er Martita og hendes mands mening med at invitere så mange: For at give alle en chance for og anledning til at huske, hvad de har – og nyde det. Glædes over det og lade tiden stå stille omkring det. Bare et øjeblik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *