To som elsker hinanden

Hvad skriver man efter en weekend som den, vi lige er blevet væltet af? Jeg ved det ikke rigtigt. Selv her, langt fra Paris, er katastrofen, sorgen og skrækken smerteligt mærkbar, og mine forskellige feeds flyder over med både kloge ord, mindre kloge og masser af stof til eftertanke. Jeg har ikke nogen store, perspektiverende tanker at komme med, men jeg kan sige, at det fra et helt nært og personligt perspektiv føles meget, meget underligt at tænke på, at vi – N og jeg – med lethed kunne have været blandt dem, der blev ramt. Havde vi været i nærheden af Paris, havde vi været på Bataclan den aften. Eagles of Death Metal er blandt vores favoritbands, og deres koncert i Paris kunne sagtens have været en, vi – og mange af vores nærmeste venner – havde rejst efter. Det gjorde vi heldigvis ikke, og heldigvis er vi her. Langt væk, men alligevel er det hele alt for tæt på.

I den slags situationer er dét at have børn på én gang både det bedste og det værste. Det værste, fordi det er umuligt ikke at tænke på, hvad der venter dem i den verden, de vokser op i, og fordi dét at få børn bare skaber et helt nyt og sårbart følelsesliv, der bliver flået helt igennem, når sådan noget sker. Og det bedste, fordi de – i hvert fald når de er så små som vores og så langt væk fra tv-nyheder og blodige billeder – heldigvis ikke har den fjerneste anelse om, hvad der sker omkring dem, og derfor formår at hive os ud af de sorteste tanker og tvinge vores fokus over på andre, langt mere glædelige, ting. Som kærlighed. Til os og hinanden.

I otte måneder har vores børn været rigtig, rigtig meget sammen. I begyndelsen hele tiden, hver dag, og efter et par måneder med nogle skoletimers afbrydelse, men hele vejen igennem har de været langt, langt mere sammen, end de ville have været, hvis vi stadig havde boet i Danmark. De har været hinandens vigtigste støtter og ligesindede, når alt har været ukendt, og alle andre på deres alder talte underligt og uforståeligt, og de har været og er stadig hinandens bedste venner. De savner hinanden, når de har været for længe fra hinanden, og M vil stadig ikke gå i seng om aftenen uden at have kysset A og snuset til hans hoved, som hun har gjort, siden han var helt nyfødt.

Det bånd, der er blevet skabt mellem dem, mens vi har været her, er simpelthen så fint at få lov at se fra sidelinjen. Af alle de oplevelser og eventyr, der kommer ud af det her, er den tætte, stærke forbindelse mellem dem måske dét, jeg er allermest taknemmelig for. Så meget omsorg, så meget kærlighed – i så små kroppe. Det er fint og fantastisk og rørende,  og det er utrolig meget mere trygt at være vidne til end rigtig meget andet lige nu.

Dig og mig for altid.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *