Det vi takker for…

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at sidste torsdag stod i Thanksgivings navn. Thanksgiving er af gode grunde ikke noget, vi fejrer i Danmark, men herovre er det stort – større end jul. Helligdagen falder altid på den sidste torsdag i november, og folk holder fri på selve dagen og dagen efter – den dag, der nu er kendt som Black Friday – og ud over den tiltrængte fritid (amerikanerne har virkelig ikke særlig meget ferie) handler de to dage i meget høj grad om én ting: Mad.

Vi havde for længst besluttet, at vi skulle have en “rigtig” Thanksgiving, hvor der skulle kokkereres hele dagen, spises hele aftenen og slås mave på sofaen efterfølgende. Vi var så heldige at have besøg fra Danmark i ugen omkring Thanksgiving, så ud over at få hjælp til det store madlavningsshow, kunne vi også fejre dagen og ferien med folk, vi holder af. Det gør altså det hele lidt sjovere, og ikke mindst for børnene er det guld værd at have besøg hjemmefra.

M og morfar hånd i hånd på Museum of Life and Science. Familiebesøg er guld værd!
M og morfar hånd i hånd på Museum of Life and Science. Familiebesøg er guld værd!

Dét med besøg fra Danmark kan være lidt af en balancegang. Vi har helt bevidst lejet et hus, hvor der er rigtig god plads til gæster (de får faktisk deres helt egen etage), fordi vi ønskede, at folk skulle kunne besøge os uden at være bange for at trænge sig på – og så de stadig kunne have lidt privatliv. Og vi lægger ikke skjul på, at alle, der har lyst til at komme herover, er mere end velkomne. Men samtidig kan det godt være svært at smide invitationer ud til højre og venstre, for vi er jo også godt klar over, at det at tage til Raleigh og måske blive her i en uge eller to, ikke bare er dyrt i form af flybilletter – det koster også på feriekontoen. Samtidig er Raleigh måske ikke lige det sted, de fleste ville prioritere at bruge ferietid og -kroner på, hvis vi nu ikke lige var her. Så vi prøver at finde balancen mellem at lade folk vide, at vi SÅ gerne vil se dem herovre, men ikke risikere, at nogen skal føle sig dårligt til mode ved at takke nej – eller føle sig presset til at sige ja. Det lyder måske åndssvagt, at dét skulle være et problem, men ikke desto mindre er det en omstændighed, vi er nødt til at forholde os til, når vi nu har valgt at flytte os så langt væk fra venner og familie.

Nå, men tilbage til Thanksgiving. Vi holdt os til planen, og der blev lavet både kalkun med stuffing og baconfrakke, tranebærsauce, sovs, kartoffelmos, green bean casserole, sweet potato fries og pecan pie. Mit krav til madlavningen var, at alt skulle laves fra bunden – ingen tranebærsauce på glas eller stuffing fra pose! – og det holdt stik. N’s krav til madlavningen var, at alle køkkenets fem blus OG to ovne skulle være i brug – ellers talte det ikke. Det holdt også stik. Desværre med det resultat, at fritterne og pie’n kom til at lide skrækkeligt under, at jeg ikke havde helt styr på den nederste ovns temperatur, men med lidt god vilje og ikke så mange fine fornemmelser fandt vi ud af, at pecan pie’n faktisk smagte vildt lækkert … når man altså lige havde skrabet det forkullede låg af. 🙂

IMG_4051
Seks kilo fugl med fyld af brød og overfrakke af gris. Velbekomme!

Der er ingen tvivl om, at vi skiller os mere ud her end derhjemme med vores manglende religiøse ståsted, og jeg kan vist med fuld overbevisning sige, at hverken N eller jeg nogensinde har bedt bordbøn. Men skik følge og så videre, så traditionen tro begyndte vi måltidet med at sige, hvad vi hver især var taknemmelige for. Det var faktisk rigtig fint, og lad mig bare gentage en del af min taksigelse her, da det i høj grad er dét, hele den her blog handler om: Jeg er ovenud og ubeskriveligt taknemmelig for, at vores eventyr indtil videre har udviklet sig så vellykket, som det har. Jeg er dybt taknemmelig for, at vores børn har klaret flytningen, den her helt vilde omvæltning, som små flytteverdensmestre, og at de simpelthen er faldet så godt til, at jeg ind imellem får tårer i øjnene bare af at se dem trives. Jeg er taknemmelig for, at N og jeg også har klaret flytteskærene – vi er begge glade, N klarer det han skal så vildt kompetent, at man skulle være et skarn, hvis man ikke var vildt stolt af ham. Og jeg er glad. Jeg er faldet til, jeg føler mig hjemme, jeg har ro indeni. Ja, jeg savner; det gør vi alle – men det er også kun noget, vi kan være taknemmelige for. At vi er så vanvittig heldige at have så mange dejlige mennesker at savne.

Nu står julen for døren, og vi har taget de første skridt mod vores amerikanske jul. Sokkerne hænger ved kaminen, vores foreløbig eneste julekort står på hylden over, og børnene har fået deres eget lille træ, som de begyndte at pynte i går. Der er ingen tvivl om, at det bliver underligt at holde jul bare os fire, men jeg glæder mig nu alligevel ret meget. Også selv om julestemningen ikke ligefrem har indfundet sig i det t-shirt-inviterende solskin, der stadig hersker her! 🙂

Julestemning? Ikke just. Men gyldent, lunt og strålende smukt!
Julestemning? Ikke just. Men gyldent, lunt og strålende smukt!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *