It’s not me, it’s you…

Lad mig bare være ærlig og indrømme, at dét der med at slå op med nogen aldrig har været et sådan vildt tilbagevendende tema i mit liv. Dels har jeg ikke ligefrem et hav af forhold bag mig, og dels har jeg (mindst) lige så ofte været den, der blev slået op med. Men nu står jeg der altså. Det er dog ikke et kæresteforhold, der er tale om – men derimod forholdet til min guitarlærer.

IMG_2438 (1)

Jeg har gået til guitarundervisning en gang om ugen siden begyndelsen af oktober, og hver tirsdag mødes jeg med Bob i et lillebitte lokale, hvor han i teorien skal lære mig at klimpre lystigt og uhøjtideligt, så jeg altid kan sørge for en god stemning ved diverse bål og børnefødselsdage. Jeg skriver “i teorien”, fordi selv om Bob uden tvivl er en dygtig lærer og en haj på en guitar, så har vores halvtimes-sessions simpelthen handlet om alt, alt for meget andet end guitarspillet. Og nu er jeg nået dertil, hvor jeg ikke orker det mere. Bob er flink og rar, men han er nok også vant til at undervise folk, der er væsentligt yngre end jeg er, og eftersom han selv er i 50’erne, tror jeg, han i mig har fået øje på en slags sjæleven. En, han uge efter uge kan delagtiggøre i sine sorger og glæder, som har meget, meget lidt med guitar at gøre.

Jeg ved, at han har profiler på Tinder, Match og diverse andre datingsider, at hans mor døde for tre år siden (og at han hvert år bruger en uge omkring hendes dødsdag på at sørge), at han bruger læbepomade med granatæble, fordi det efter sigende skulle være godt for testosteronniveauet, at han vil begynde at spise mere asparges, fordi broccoli virker væskeophobende i kroppen (det har en af hans mange dates fortalt ham), at han i sidste uge mødte en masse piger, der hed Debbie, og at det derfor var lidt sjovt, at han i denne uge mødte hele to Cynthia’er. At han godt kan lide romantiske komedier (som han tit græder til), at han ikke spiser sukker, men at han alligevel har tænkt sig at prøve at invitere en pige på en date, hvor de kun spiser dessert, fordi det var noget han så i en film. Jeg har også set billeder på hans telefon af hans Thanksgivingmad (han fik laks og kammuslinger), og på samme telefon har han vist mig, hvordan han ser ud, når han er tyndere, for han vil gerne være tynd igen (deraf asparges-planen).

Alt det ovenstående er et meget, meget lille – faktisk nærmest forsvindende – udpluk af eksempler på dele af Bobs liv, jeg har fået indblik i. Min vurdering vil nok være, at han hver uge bruger cirka 10 minutter på selve guitardelen og 30 på at tale om sit privatliv (og ja, det giver 40 minutter i alt, selv om vi kun har en halv time, men han overskrider det altid, for som han siger, “jeg har ikke nogen efter dig, så vi har ikke travlt!”). Og selv om det måske lyder sjovt, og han lyder som en spøjs type (det er han), så er det blevet for meget. Og derfor har jeg besluttet mig for at slå op med min guitarlærer.

Jeg har allerede fundet et alternativ, som jeg skal prøve første gang i dag. N foreslog, at jeg prøvede at køre dobbeltundervisning et par uger for at se, om det andet var bedre, så det gør jeg december ud. Mit største problem lige nu er at få sagt det til Bob. Det er ikke noget, jeg er særlig stolt af, men jeg er meget, meget dårlig til konfrontationer. Jeg er vanvittig konfliktsky, og bare tanken om at sige til ham, at jeg stopper, giver mig mavepine. For slet ikke at tale om tanken om at skulle fortælle ham hvorfor!

Jeg spurgte N, hvad han syntes jeg skulle give Bob som begrundelse, og hans svar var: “det, der sårer hans følelser mindst muligt”. Jeg kan godt lide det svar. Ikke bare fordi det er venligt og empatisk, men også fordi det fritager mig fra at være ærlig! Spøg til side: Jeg kunne sagtens sige til ham, at jeg stopper hos ham, fordi jeg ikke orker at høre to minutter mere af hans konstante privatlivsvidendeling, og det ville være sandheden. At der er for meget snak og for lidt guitar. På den anden side mener han jo ikke noget ondt med det, og der er jo også noget sødt i, at han åbenbart synes, jeg er så god en lytter, at han bare giver los. Det er bare ikke det, jeg betaler ham for. Heller ikke selv om, han godt kan lide mig, fordi jeg minder ham om Goldie Hawn. (?!)

Jeg har stadig ikke helt besluttet mig for, hvordan jeg vil forklare min exit, men mon ikke det kommer til mig, når jeg står i det. Under alle omstændigheder glæder jeg mig til at begynde på en frisk – forhåbentlig med lidt mindre sludder og lidt mere spil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *