Ved I, hvem jeg er?

Jeg håber, I alle er kommet godt igennem julen! Det er vi. Det var en noget anderledes oplevelse kun at være os fire, og selvfølgelig savnede vi alle dem, vi plejer at holde jul med, men alt taget i betragtning var det en rigtig, rigtig fin jul. Vi blev kastet ud i selv at lave vores eget julemåltid (er det ikke det, man har mødre til?!), og det skulle naturligvis indeholde både and med æbler og svesker, brune og hvide kartofler, rødkål, sovs og risalamande med kirsebærsauce. Som I nok kan regne ud, er flere af tingene ikke lige noget, man finder på glas nede i det lokale supermarked, så flere dage i forvejen gik jeg i gang med rødkål og kirsebærsauce fra bunden. Lad mig bare – helt uden at prale – sige, at vi fik skruet et rimelig fantastisk julemåltid sammen!

Efter maden dansede vi om træet (og ja, “Nu’ det jul igen” med løben rundt i huset var en del af seancen), men gaveåbningen ventede vi med til den 25. for at tilføre julen et amerikansk islæt, nu hvor vi trods alt bor her. Vi var spændte på, hvordan børnene ville klare at skulle vente helt til dagen efter, men der kom ikke et eneste pip af utilfredshed. De hyggede sig hele aftenen, kom sent i seng, og da de sov, bar vi alle gaverne ind. Dagen efter lavede vi brunch og åbnede gaver stille og roligt. Det var så fin en oplevelse, og der var en virkelig skøn ro over det hele. Ro er i det hele taget noget, der har karakteriseret juledagene, og derfor har I heller ikke hørt fra mig før nu. 🙂

Senere på dagen den 25. var vi inviteret over til Amber, som er M’s meget, meget gode veninde i klassen. Ambers mor og far har en tradition, hvor de hvert år juledag inviterer venner til at kigge forbi mellem kl. 16 og 22 til en pastaret, som Ambers far, der har italienske rødder, bruger timevis på at lave. Der er nærmest åbent hus, og man behøver ikke melde til eller fra; man kan bare møde op. Det gjorde vi, og det var vildt hyggeligt. Der blev rørt i gryder og skænket vin, mens vi alle stod rundt om køkkenøen og nød den fuldstændig fremragende mad. Vi mødte en masse søde mennesker, og M og A legede med Amber, hendes to søskende og alle de andre børn, der var der. Senere blev der tændt bål udenfor – hvor der var varmere end inde – og der blev ristet S’mores og kigget på fuldmåne.

Den dag – og dagen efter, hvor naboen inviterede os til chili con carne sammen med en masse andre børnefamilier fra vejen – gik det op for mig, hvor meget sprog betyder. Jeg har simpelthen været så optaget af tanken om, hvordan mine børn klarer sig med et nyt sprog, at jeg helt har glemt at overveje, hvordan jeg selv klarer mig. For selv om mine engelskkundskaber er helt som de skal være, så går det mere og mere op for mig, hvor svært det er at være sig selv på et andet sprog. Eller måske snarere, hvor svært det er at gengive det billede man har af sig selv. Og alt, hvad der har med sprog, formidling, kommunikation at gøre, er så stor en del af mig og mit selvbillede, at det, når det udfordres, bliver sat på lidt af en prøve.

Jeg synes, jeg er ret sjov på dansk. 😉 Jeg synes også, jeg er både skarp og ret velformuleret. Det er trods alt det, jeg har levet af de seneste mange år. Jeg er ikke nogen prangende danser, jeg er ikke smukkere end gennemsnittet, og jeg holder ikke hele selskaber tryllebundet med et liv af beundringsværdige bedrifter. Vi har alle vores sociale styrker, og jeg ved, at jeg er både sjov, underholdende, klog og reflekteret. Bevares, jeg er hverken kedelig, usjov eller uintelligent på engelsk, men den der skarphed, jeg føler mig hjemme i, er bare sværere at få helt med, når man unægteligt og uundgåeligt hører sig selv tale med både accent og – når det går lidt hurtigt – grammatiske brølere. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mine småfejl og sproglige upsere får mig til at fremstå mindre skarp, mindre morsom og lidt mindre intelligent end på mit modersmål, og derfor går jeg ofte fra den type selskaber med en følelse af ikke at kunne være helt mig selv. Det er jeg selvfølgelig – men rent verbalt synes jeg faktisk, der findes en bedre udgave af mig.

Det er ikke et problem som sådan, og det er ikke noget, der forhindrer mig i at få venner herovre, men netop som jeg er i gang med at udvide mit sociale netværk mere og mere, er det i højere grad et element, jeg bliver opmærksom på. Jeg har aldrig tænkt, at fænomenet “sprogbarriere” skulle være noget, der ville gælde for mig i et engelsksproget land, for i Danmark taler de fleste af os jo fint engelsk, ikke? Og jo, det gør vi – og det gør jeg. Men det er ikke mit modersmål, og jeg kan ikke komme uden om, at uanset hvor farverig jeg selv synes jeg er, så går nogle af nuancerne altså tabt.

Men hey – hvem sagde også, at det kun skulle være børnene, der lærte noget? Jo mere engelsk bliver hverdagen for mig, jo mere skal jeg nok komme til at føle mig hjemme. Og der er heldigvis ingen af vores nye amerikanske bekendtskaber, der har sorteret os fra endnu. Grammabrølere eller ej. 😉

 

 

6 tanker om “Ved I, hvem jeg er?

  1. Du har perfekt beskrevet lige hvad jeg også føler. Jeg har forsøgt at forklare en del danske venner og familie netop dette dilemma, hvortil de siger; Men du taler da så godt engelsk. Men er helt i samme båd som dig, jeg er bare sjovere, skarpere og har bedre timeing på dansk.. ???

    1. Ja, det er virkelig noget af det, man ikke rigtig er forberedt på. At man hele tiden føler sig lidt som en anden. Jeg kan kun forestille mig, hvor markant det må være, hvis man flytter til et land med et helt nyt sprog!

  2. Glædelig jul og godt nytår til jer alle.
    Det er en meget klog (og velskrevet) artikel. Ja, der er en god grund til at kalde sit sprog for sit modersmål. Vort sprog bærer ikke kun vore tanker, men lige så meget – mindst – vore følelser.
    Kh Birgitte

    1. Tak skal du have, Birgitte! Og ja – sproget er det hele: følelserne, selvet, hjernen og kernen. Det er noget, man virkelig bliver opmærksom på, når det ikke længere er en givet del af hverdagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *