Should I Stay or Should I Go?

Jeg er pinligt bevidst om, at det ikke er ret meget I hører fra mig i øjeblikket. Tro mig, det er ikke fordi jeg ikke gerne vil dele det hele med jer – men det er som om, at jo mere hverdag og hjem det her bliver, jo mindre reflekterende bliver min holdning til det. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at jeg ikke stadig jævnligt støder på ting, der får tanker i gang, men det sker ikke så intenst, som da alt stadig var relativt nyt. Så kunne jeg selvfølgelig bare skrive dagbogsagtige indlæg herinde, men det bliver alligevel også en smule for tamt. Og nok også temmelig uinteressant, min knap så action packed hverdag taget i betragtning!

Til gengæld er der så nogle andre tanker, der begynder at melde sig lidt i disse dage. N og jeg har nemlig hele tiden haft den aftale, at vi til foråret skulle lande på en beslutning om, hvorvidt vi vil forlænge vores ophold herovre. Det kræver selvfølgelig, at den amerikanske ambassade i Danmark siger god for det, men derudover er beslutningen vores. Jeg har hele tiden haft en masse plusser og minusser kørende rundt i mit hoved, og mine overvejelser for og imod fylder mine tanker næsten dagligt. En af mine veninder nævnte forsigtigt, at beslutningen måske ikke bliver nemmere at tage, jo længere tid vi bor her, og jo længere væk vores danske liv kommer, men på en eller anden måde har jeg nok fået overbevist mig selv om, at det blev nemmere at træffe et valg, når vi var faldet til herovre, og der var ro nok på til at se det hele i et lidt skarpere lys.

Min kloge veninde havde selvfølgelig ret, for nej, selvfølgelig er det ikke blevet den mindste smule nemmere. Jo, måske er valget om den umiddelbare fremtid blevet lidt mere oplagt, for hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg næsten ikke bære tanken om igen at skulle hive børnene ud af en hverdag de elsker og er trygge ved og i, om bare et års tid. Og en ting er hverdagen, noget helt andet og mere specifikt er skolen. Jeg har nævnt før, at jeg synes vores Montessoriskole er verdens bedste sted for dem at være og lære, og den holdning har ikke ændret sig siden – tværtimod. M har en alder nu, hvor hun, hvis vi boede i Danmark, skulle i 0. klasse efter sommerferien, og jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke er særlig sikker på, hvad jeg ville synes om at sende hende i en dansk folkeskole. Hvilket lyder helt vildt, det ved jeg godt. Danmark er jo kendt for sit gode skolesystem, og vi bor endda i et af de bedste skoleområder i landet. Men alligevel. Jeg er simpelthen så glad for den måde, deres nuværende skole ser børnene, måden de lærer på, måden de bliver mødt, og hele den ro og respekt og overskuddet, der hviler over stedet – fra vuggestuealderen til 9. klasse.

Så jo. Jeg tror godt, vi kunne finde på at blive lidt længere end de først planlagte to år. Men derudover? Der er det, at min hjerne begynder at brænde lidt sammen, fordi det er de samme fordele og ulemper, der popper op og skubber til hinanden, hver gang jeg begynder at tænke på det. Og indtil videre har ingen af dem vundet. Det ender altid bare med, at jeg erkender, at jeg stadig ikke er kommet nærmere en side at hælde mod, og så lægger jeg tanken væk igen. Det der gør det så svært er, at de ting, der taler så varmt for at blive, er virkelig mange – men de ting, der taler for at tage hjem igen, er virkelig vigtige. Familien. Vennerne. Det er dem, der popper op og bliver savnet og ødelægger hele min evne til at tage en beslutning, de skarn! 😉

Heldigvis sker der jo ikke noget drastisk endnu, og vi har stadig (minimum) et år og lidt mere at nyde herovre. Og til sommer får vi alle dem vi savner, at se – og så bliver beslutningen sikkert bombet helt tilbage til nul, haha!

P.S. Hvis nogen skulle være have tænkt over en opdatering på den her lille situation, så kan jeg fortælle jer, at jeg valgte en løsning, som i første omgang føltes meget krysterisk: Jeg sendte ganske enkelt en mail til ham, der har musikstedet og fortalte ham, at jeg stoppede. Jeg fortalte ikke i detaljer hvorfor; kun, at det var blevet klart for mig, at den måde jeg gerne ville lære på, ikke helt passede med den måde, jeg blev undervist på. Jeg følte mig som den største svagtisser, indtil min søde veninde skrev til mig: “Jeg ser det ikke som en svaghed, men mere som at du er et rart menneske. Måske de næste “modne” kvinder han skal undervise vil nyde hans fortællinger, så at I ikke var et match behøver man jo ikke at fortælle ham.”
Er der noget at sige til, at jeg ind imellem savner mine veninder? 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *