En lille familieforøgelse?

Inden jeg nu giver både vores familie og andre, der kender os, et par mindre chokanfald, så lad mig bare understrege, at der trods overskriften altså ikke er babyer på vej. No no, det pjat er vi ovre med de to små pragteksemplarer, vi har. 😉

Det er en helt anden type familiemedlem, der er tale om, og tankerne om det er røget oven i alle de andre overvejelser, der fylder lige nu. M har i årevis ønsket sig en kanin, og da vi tog herover, var det egentlig planen, at vi ville lade hende få en, når vi kom tilbage til Danmark. Men nu, hvor tidsplanen er blevet lidt mere flydende, og vi ikke ved præcis, hvornår vi tager hjem, er dét løfte jo ikke længere det fedeste, så N og jeg begyndte at overveje, om vi skulle lade hende få en herovre, når hun om et par måneder fylder seks. Jeg ved godt, at hoveddelen af det arbejde, der følger med sådan en pelsven, kommer til at ligge hos os, og det er også helt ok. Jeg er ikke i tvivl om, at M stadig vil passe, pleje og elske den, og at hun samtidig lærer en masse.

Sidstnævnte er noget af det, der for mig er det allerbedste ved børn og dyr. Jeg er selv vokset op med hund (to af dem), og når jeg tænker tilbage på min tid med hunde, kommer jeg ikke bare i tanke om nogle af de allerbedste minder jeg overhovedet har – jeg er også sikker på, at det har givet mig nogle helt uvurderlige erfaringer i forhold til omsorg, ansvar og respekt for andre levende væsner. Børn og dyr er en af de bedste kombinationer, der findes – det tror jeg, enhver der har set et barn kramme deres kæledyr kan skrive under på.

Så ja, vi vil gerne give M et kæledyr, og ja, vi vil gerne tage ansvaret for det, så længe hun deler det og forstår det. Men så var det, jeg tænkte lidt videre… Siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg ønsket mig en hund, men jeg har altid skudt det foran mig. I begyndelsen, fordi jeg var ung og forlystelsessyg og bestemt ikke skulle være afhængig af et kæledyr, og senere fordi jeg havde både børn og arbejde og syntes, det ville være forfærdelig synd for en hund at bo hos en familie, der var så lidt hjemme. Selv om det altså trak i mig, da vi boede 20 sekunder fra Danmarks største hundeskov, og jeg så alle de søde, glade vovser løbe rundt og lege.

Men hvad med nu? Jeg arbejder ikke – i hvert fald meget sporadisk – og jeg har alverdens mulighed for at passe en hund. Jeg ville elske det, børnene ville elske det – for slet ikke at tale om N, der også er vokset op med hund og på helt samme måde som jeg har en følelse af, at det “hører til” i en familie. Og derudover er USA det vildeste hundeland – nærmest alle har en hund herovre. Der er ikke ret mange, der køber dem fra en opdrætter eller kennel – de adopterer rescue dogs fra diverse dyreinternater, som der findes masser af herovre. Så hvorfor skulle vi ikke få os en hund?

For det første er der selvfølgelig det aspekt, at vi gerne vil have friheden til at rejse rundt i landet og se en masse. Tage på weekendture og roadtrips uden, at noget (eller nogen) holder os hjemme. På den anden side kan jeg nu se tilbage på næsten et år herovre, og SÅ mange af de ture er det altså ikke blevet til. Ikke flere, end at man måske godt kunne overveje en hundepension eller nogle søde vennepassere i det omfang, det eventuelt skulle udvikle sig. Dét, der er en langt større usikkerhedsfaktor, er derimod vores hjemrejse – for hvad gør vi så? Jeg ville aldrig få en hund for at skille mig af med den igen efter et par år, så det skulle være en, der kunne komme med til Danmark, når vi tager tilbage – men hvordan er mulighederne for det? Kan man bare det? Skal den i karantæne i månedsvis – og er det ikke voldsomt stressende for en hund?

Der er stadig masser af spørgsmål, og jeg har ikke fundet ret mange af svarene, så indtil videre er hundetankerne stadig bare en drøm og et ønske. Men skulle der sidde nogen derude med erfaringer med at tage et pelset familiemedlem med over Atlanten, så fyld endelig op i kommentarfeltet herunder! 😉

2 tanker om “En lille familieforøgelse?

  1. I skal da se at faa koebt en hund! Vi fik en shelter hund i sommers og det er noget af det bedste vi har gjort i lang tid – isaer for vores boern. Vi arbejder begge to, men der er alligevel til et par gaa ture hver morgen til skolebusserne, og hvis man gerne vil hjemmefra nogle dage, er det let og relativt billigt at sende hunden paa hundehotel. Vi brugte “humane Society”. De er lidt irriterende naar man skal skrives op, da de spoerger ret meget ind til hvem man er, og hvad man har af forventninger. Til gengaeld proever de ikke at prakke een en hvilken som helst hund paa.

    1. Vi ville helt sikkert også finde en shelter dog, hvis vi nu skulle ende med at beslutte os for at få sådan en ven. Og selv om det kan være omstændeligt, er det jo i grunden rart, at den slags steder spørger meget ind, så de kan finde både det rigtige hjem og den rigtige hund!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *