At tale med to tunger

Som I nok har kunnet fornemme på en del af mine indlæg, er sproget en af de ting, der har fyldt mest i flytningen hertil – især, når det kommer til børnene. M, som snart er seks år gammel, er virkelig godt med efterhånden, og selv om hun stadig roder lidt med grammatikken og har en (lille) snert af en dansk accent, så er hun virkelig flydende på engelsk nu. Hun slår tit over i engelsk, når hun ikke lige tænker over det – og kalder mig på bedste sydstatsvis ofte for “momma” – og når hun leger med sin lillebror og andre, herboende danske børn, foregår det helt automatisk på engelsk, fordi det nu, efter snart et år, er blevet det sociale sprog, hun omgås alle andre end os med.

A’s situation er lidt anderledes. Han er to et halvt nu, og i modsætning til M havde han ikke engang lært sit eget modersmål, da han kom herover, halvandet år gammel, og pludselig blev introduceret for et nyt sprog, der omgav ham fem af ugens dage. Derudover begyndte han sit liv med en lang periode med væske på ørerne, hvilket nedsatte hans hørelse og dermed formodentlig også gik lidt ud over hans sprog, indtil han en uge før vi tog herover fik lagt dræn. Siden har hans hørelse, så vidt vi ved, ikke fejlet det mindste, men rent sprogligt har vi haft sværere ved at vurdere hans udvikling. Siden vi kom herover, er det nemlig kun gået langsomt frem med hans sprog, men det ER trods alt gået frem, og vi har hele tiden haft i tankerne, at det er meget, meget almindeligt for børn i hans alder at blive bremset lidt i den sproglige udvikling, når de pludselig skal forholde sig til og  lære ikke bare et, men to sprog på én gang. Så det er ikke noget, der har bekymret os, men vi er selvfølgelig opmærksomme på det.

Vi har hele tiden insisteret på at tale dansk med børnene. På et eller andet tidspunkt skal vi jo hjem igen, og så ville det godt nok være tosset, hvis de ikke kunne tale dansk, fordi vi ikke havde “lært” dem det eller holdt det ved lige. Samtidig føler jeg mig også lidt fjollet ved at gå rundt og tale engelsk herhjemme, når vi nu allesammen ER danskere og taler dansk. Og som jeg tidligere har været inde på, er engelsk stadig et fremmedsprog for både N og mig, så det er ikke naturligt for os bare at gå rundt og tale det hele dagen. M spørger os tit om ting på engelsk, men jeg svarer hende altid på dansk (medmindre der er andre, ikke-dansktalende, til stede, naturligvis. Det ville være uhøfligt). A har hele tiden kun talt dansk herhjemme – i det omfang, han nu kunne.

Men i weekenden prøvede jeg  – kortvarigt og mest for sjov – at tale engelsk med ham. Og det var nærmest, som om hele hans lille ansigt lyste helt op, og han så på én gang både lidt glad, lidt stolt og lidt genert ud. Og han snakkede engelsk med mig. Dét, der var meget, meget tydeligt lige med det samme var, hvor meget mere ubesværet hans engelske virkede. Det virkede næsten som en lettelse for ham at “få lov” at tale engelsk, og det var som om sætningerne kom lettere ud af hans mund, end de gør på dansk. Jeg vidste godt, at hans engelske var fint, for han kommunikerer jo med alle i skolen, og vi kan hver uge læse på hans klasses blog om, hvad de har snakket om, og jeg har faktisk tit tænkt, at jeg ikke engang vidste, at han kunne svare på så komplekse spørgsmål som dem, de fortæller om dernedefra.

Og dét skaber selvfølgelig lidt af et dilemma. Eller måske er dilemma det forkerte ord, for jeg er sådan set overhovedet ikke i tvivl om, at jeg vil blive ved med at tale dansk med ham. Hvordan skal han ellers lære det? Men så i hvert fald en bekymring. For samtidig med, at jeg synes, det er så vigtigt, at han også taler dansk, synes jeg jo også, at det er synd, at han ikke kan udtrykke sig lige så frit herhjemme, som han kan i skolen. Det er synd, at han ikke får lov til at bruge sit sprog lige så kreativt og alderssvarende, som han jo godt kan – når det altså foregår på engelsk. Forskellen var ikke så voldsom, at det virkede alarmerende, men den var alligevel mærkbar nok til at sætte nogle tanker i gang. Tanker, som jeg forestiller mig stort set alle andre udlandsfamilier med mindre børn har haft på et tidspunkt, haha!

Heldigvis virker A ikke som om han synes, det er noget stort problem. Han er glad og sjov og nysgerrig – på alle sprog. Men det er endnu en af de situationer, der viser mig, at dét at flytte til udlandet er en proces, der strækker og udvikler sig over meget, meget længere tid, end man lige tror. Der vil nok blive ved med at dukke spørgsmål op, og jeg vil nok blive lige overrasket hver gang. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *