Når man selv bor i… paphus?

Raleigh – og det meste af North Carolina i almindelighed –  har et såkaldt fugtigt, subtropisk klima. Det er ensbetydende med skønne, lange somre (med vildt høj luftfugtighed) og korte vintre, der som regel er milde, men ind imellem krydres med en snestorm og isslag. Det betyder også, at vejret her er noget vildere, end vi er vant til det fra Danmark, og det fik vi en smagsprøve på i går. Hele dagen blev der varslet om mulige tornadoer, og midt på formiddagen fik jeg et opkald fra skolen om, at børnene skulle hentes inden 12 på grund af det forestående uvejr. Da jeg hentede dem, var der stadig ikke mange tegn på storm, men vi kørte hjem gennem et fælt regnvejr og brugte eftermiddagen med at sove (børnene, ikke mig), se tegnefilm og klippeklistre lidt, mens de lokale vejrnyheder kørte på fjernsynet i baggrunden.

Vi fulgte situationen tæt via tv og telefon, og på skærmbilledet fra min app kan man se hele det område, der på det tidspunkt var under warning. Den røde knappenål er vores placering, og jo mørkere område, jo større fare.
Vi fulgte situationen tæt via tv og telefon, og på skærmbilledet fra min app kan man se hele det område, der på det tidspunkt var under warning. Den røde knappenål er vores placering, og jo mørkere område, jo større fare.

Det mest af eftermiddagen var vores område under det, der hedder tornado watch. Det betyder, at man skal forberede sig på at gå i sikkerhed, holde sig indendøre og vide, hvor i huset man skal gå hen, hvis tilstanden udvikler sig. Det sikreste rum i huset er kælderen, men hvis man – som os – ikke har sådan én, skal man finde et rum så tæt på jorden som muligt og med så mange vægge ud til det fri som muligt – og uden vinduer. I vores hus er de eneste rum, der opfylder de kriterier vores walk in-closets.

N kørte fra arbejdet, da han kunne se, at det begyndte at tage til, for han ville gerne være sikker på at nå hjem til os, mens det stadig var sikkert at køre. En times tid efter han kom hjem, blev vores tornado watch opgraderet til en tornado warning. Når området kommer under warning, bliver en høj, metallisk computersirenelyd (jeg aner ikke hvad sådan en hedder) sendt ud af tv, radio, telefoner og hvad man ellers måtte have af medier. En “her er London”-agtig stemme siger så, at dette område nu er under tornado warning indtil et givent tidspunkt, og at man skal søge i sikkerhed. Jeg havde ikke sagt så meget om uvejret til børnene forinden, fordi jeg ikke ville skræmme dem – især hvis det nu ikke blev til noget – men jeg havde forberedt dem på netop den lyd, for den er høj og underlig, og den kan godt være uhyggelig for børn. Selv jeg synes, den er lidt uhyggelig, haha! Jeg havde også fortalt dem, at hvis vi hørte den, skulle vi gå ind i skabet – hvilket de syntes var en anelse mærkeligt, men de greb en iPad og et par bamser, og så satte vi os alle sammen derind.

Husets utallige walk in-closet er ikke bare en hverdagsluksus. De - i hvert fald dem i underetagen - er også husets sikreste rum ved tornadovarsler!
Husets utallige walk in-closet er ikke bare en hverdagsluksus. De – i hvert fald dem i underetagen – er også husets sikreste rum ved tornadovarsler!

Vi nåede gennem et par warnings i løbet af eftermiddagen, men selv om der blev registreret flere tornadoer i områder i nærheden, blev vi heldigvis ikke ramt. Hvilket jeg er virkelig, virkelig glad for, når jeg i dag ser skaderne fra de områder, der blev ramt. Det er fuldstændig vanvittige naturkræfter, vi har at gøre med her, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan vores høje, tynde træhus ville klare sig i sådan en omgang. Både i aftes og i nat hørte jeg vinduerne give sig i de hårde vindstød, og det var jo “bare” storm. Hvad ville der mon ikke ske i en tornado? Der er altså ikke mange gode, solide murermestervillaer herovre, og vores hus, der er fra 1996 og dermed af ældre dato i manges øjne, virker altså nogle gange mere eller mindre som et paphus. Det er smukt, det har charme, og det er kæmpestort – men sådan rigtig kram er det altså ikke. 🙂

I dag er alt roligt igen. Solen skinner, og det blæser lidt, men der er ingen tegn på, at flere områder i staten blev mere eller mindre kørt over af tornadoer. Og nu, hvor alt endte så fint, tør jeg godt sige, at det jo på en eller anden måde også var lidt spændende at opleve. Misforstå mig ikke, der er intet spændende ved naturkatastrofer, og jeg har al respekt i verden for naturens kræfter. Men at få lov at mærke det så tæt på og stadig i sikkerhed – det er en lillebitte smule sejt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *