På vej mod musikken

Som jeg flere gange har nævnt, så har en af mine (og vores) ambitioner med det her ophold hele tiden været at opleve. Se landet, udforske naturen, mærke de mange kulturelle forskelle (seriøst, at tage fra New York til f.eks. Savannah er som at rejse mellem to kontinenter, rent kultur- og stemningsmæssigt) og i det hele taget bare opsøge og opleve. Og eftersom vi altid har været ret musikglade her i familien, dækker oplevelser selvfølgelig også over koncerter, så alle muligheder for at se bands, vi ikke nødvendigvis ville se derhjemme, gribes. Jeg var på pletten efter Beyoncé-billetter, og da jeg så, at Fall Out Boy skulle spille i Charleston, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at købe billetter. Fall Out Boy er ved gud ikke noget specielt “cool” band at køre fire timer efter, men jeg har aldrig været specielt snobbet, når det kom til musik (jeg kan lide ret mange u-cool kunstnere); jeg har haft en ting for dem, siden de brød igennem med “Infinity on High” for næsten 10 år siden, og personligt tænker jeg, at man må have et hjerte af sten, hvis man kan lytte til lille Patrick Stumps store stemme uden at blive den mindste smule blød i betrækket.

Anyways, af sted skulle jeg, og da jeg godt vidste, at FOB absolut ikke er noget for N, og at vi i så fald også ville have en babysitterudfordring, fik jeg heldigvis lokket min danske veninde M med. Vi afleverede alle vores fire børn tirsdag morgen og satte kursen mod Charleston i fuld sol og med taget nede. Jep, marts var kun én dag gammel, og vi sad i korte ærmer og nød solen hele vejen til South Carolina (med kun lidt røde næser, da vi ankom). Det var en virkelig effektiv tur: Hotellet lå lige over for koncertstedet, så da vi ankom, fik vi lige ordnet vores vindblæste manker og tilføjet lidt makeup, inden vi gik ud, spiste en god middag (med masser af martinier), og så luntede vi til koncert.

Charlestons eftermiddagssol sørgede godt for både glød og humør.
Charlestons eftermiddagssol sørgede godt for både glød og humør.

Det var en både fed, anderledes og overraskende oplevelse. Fed, fordi koncerten var alt, hvad jeg havde håbet på. Lyden var lige i øjet, bandet gav den gas, den store stemme var lige så stor i virkeligheden som i mine højttalere derhjemme – og koncerter er bare altid gode for sjælen. På den ene eller anden måde. Anderledes, fordi der var så mange børn! Det var SÅ mærkeligt, fordi jeg virkelig ikke er vant til at se børn til koncerter, men herovre er det åbenbart helt normalt, at man slæber sine 8-, 10- og 14-årige med til koncert. Hvilket egentlig var ret hyggeligt, fordi det var tydeligt, at både forældre og børn havde en fest! Hvis der så bare var nogen, der ville opdrage alle generationer til at lægge deres sk*de telefoner væk i stedet for at stå og filme koncerten (seriøst, hvad i alverden skal I bruge det til? I er her for at se LIVE musik. Ikke for at optage live musik og gå hjem og se en film af det. Surt opstød, men jeg var virkelig ved at gå amok over de 20 mobilskærme, der konstant lyste foran mig), så ville det hele være glade dage.

Sidst, men ikke mindst var det overraskende, fordi jeg nåede at savne mine børn. Vi snakker en tur på 24 timer, folkens! Jeg savnede dem ikke på den dér “jeg kan bare ikke holde ud at være væk et minut længere”-måde, og jeg nød al min børnefrie og martinifyldte tid i fulde drag – men da vi vågnede næste morgen og satte kursen hjemad, kunne jeg altså godt mærke, at jeg er vant til at være mere sammen med dem og derfor på en anden måde end tidligere skal vænne mig til at være væk fra dem. Det var egentlig lidt underligt, for jeg havde altså ikke regnet med at savne dem efter et døgn. Ikke desto mindre var det altså det, der skete. Jeg havde simpelthen M- og A-abstinenser. Og da jeg hentede dem den eftermiddag, føltes det som den perfekte afrunding på en mors lille eventyr. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *