Namaste!

“Du ved godt, at du ryger direkte ind i klicheen, ikke?” spurgte N med et ikke særlig skjult smil, da jeg forleden indviede ham i en plan jeg havde. Og jo, det vidste jeg godt. Og det gode var, at jeg alligevel var ret ligeglad. Det handler om yoga. Om en midaldrende (eller midaldrende er måske at stramme den… hvad hedder det, når man er i slutningen af 30’erne?) mor til to, der bliver hjemmegående i et fremmed land og pludselig – tadaa – får øjnene op for yoga. Så meget, faktisk, at hun begynder at drømme en lillebitte smule om at gøre så meget ud af yogaen, at hun måske endda kan undervise i det.

Det er snart et år siden vi kom hertil, og det er næsten lige så længe siden, jeg begyndte at dyrke yoga; nærmere betegnet Vinyasa/Flow i 40 graders varme. Og jeg har elsket det inderligt lige siden første gang jeg trådte ind i det stegende hede og fugtige lokale, hvor jeg begyndte som den vildeste elefant-i-glasbutikken-parodi, men efterhånden føler mig så meget hjemme, at det ikke engang føles som “at tage op at træne” længere. Det er bare noget, jeg gør, og som jeg glæder mig til hver gang. Med undtagelse af pauser som ferier, besøg fra Danmark og den slags har jeg dyrket det fast to gange om ugen (ud over træningen herhjemme), og jeg har ikke en eneste gang IKKE haft lyst. Eller gået derfra med en følelse af, at jeg ikke fik, hvad jeg kom efter. Eller måske endda noget andet og mere.

Nogle af de sjoveste yogaposeringer er dem, hvor man "flyver". Jeg øver mig dagligt og stædigt på både crow og side crow - og de er ved at være der!
Nogle af de sjoveste yogaposeringer er dem, hvor man “flyver”. Jeg øver mig dagligt og stædigt på både crow og side crow – og de er ved at være der!

Som jeg tidligere har nævnt, var yoga virkelig ikke noget, der fangede mig i Danmark. Jeg prøvede det et par gange og kedede mig hver gang dybt og inderligt og fattede ikke, hvordan en enkelt time kunne føles som en hel eftermiddag. Jeg ved ikke, om jeg har prøvet den “forkerte” slags – som sagt holder jeg mig til vinyasa nu og orker stadig ikke de langsomme former med dyyyyybe stræk, der holdes i evigheder – eller om tilgangen herovre er anderledes. Eller om det slet og ret er mig, der er sket noget med. Men faktum er, at yoga er den eneste form for træning – med undtagelse af min fortid som passioneret hestepige – som jeg dyrker uden overhovedet at tænke på, om jeg kan tabe mig af det. Det er den første træningsform, der har fået mig til at se, hvor meget sjovere det er at være stærk end bare slank, og hvor jeg rent faktisk presser mig selv ud over egne grænser og hæmninger hver gang jeg træder ind i det brandvarme rum.

Det er også den eneste træningsform, der har givet mig noget ud over det fysiske. Jeg er hverken blevet buddhist, frelst eller på anden måde “bedre”, men jeg kan mærke, at jeg tager så mange gode ting med mig fra måtten og ud i verden. En følelse af et godt fundament. En følelse af at være god, stærk, fokuseret og have det meste af hjertet det rette sted. En påmindelse om at give slip på de ting, der ikke er gode for mig, og om ikke at dømme – hverken andre eller mig selv. Dermed ikke sagt, at jeg kan sætte et flueben ved alle egenskaber, men jeg kan faktisk mærke, at jeg siden jeg begyndte i hvert fald er på rette vej, og det giver en virkelig dejlig ro indeni.

Jeg har kæmpet med mine balanceøvelser i månedsvis, og følelsen af at ramme rigtigt er fantastisk!
Jeg har kæmpet med mine balanceøvelser i månedsvis, og følelsen af at ramme rigtigt er fantastisk!

Jep, min begejstring for yoga har nærmet sig besættelsesniveau. N forstår det ikke, og han kan slet ikke sætte sig ind i det (jeg har i meget tydelige vendinger droppet et par hints om, at mit største fødselsdagsønske er et yoga retreat), og jeg kan også godt se, at det kan virke lidt underligt, at ens kone går fra at shoppe tasker, sko og de helt rigtige jeans til at bruge formuer på privattimer og de perfekte yogapants. Og han griner lidt af det, fordi det er så langt fra hvad jeg tidligere har gjort. Men en stor del af hele ideen med at tage herover var jo at åbne både sind og sanser, og yoga er altså det, der fundet vej til mig. Jeg kan godt forstå, at man ikke kan forstå det, men jeg er glad for, at det er sket.

Alle billederne herover er fra min privattime med min fantastiske instruktør, Andrea - og det her er taget sekundet inden jeg mistede balancen. Om en uge er den der, og stængerne er strakte. :D
Alle billederne herover er fra min privattime med min fantastiske instruktør, Andrea – og det her er taget sekundet inden jeg mistede balancen. Om en uge er den der, og stængerne er strakte!

Al den begejstring er således endt med, at jeg rent faktisk overvejer – når jeg er blevet lidt mere erfaren – at uddanne mig til yogalærer. Uden egentlig at vide, hvor det skal bære mig hen, men simpelthen fordi jeg er sikker på, det ville være en fantastisk oplevelse. Og jep, jeg kan sagtens trække på smilebåndet over at leve op til den ultimative kliché om hjemmemoren, der så lyset i yogamåtten, men det er heldigvis ikke en tanke, der sætter sig fast. For hvis der er én ting, yogaen har givet mig, så er det at ignorere og efterhånden ikke engang genkende frygten for, hvad andre tænker. Først og fremmest fordi sandheden er, at andre ikke bruger en brøkdel af den energi, jeg bruger på at bekymre mig, på at tænke på mig og mine valg – og dernæst fordi det er ligemeget.

2 tanker om “Namaste!

  1. Velkommen Julie:) Fedt at læse om din glæde ved at dyrke yoga! Genkender i den grad dine følelser omkring yoga og gud hvor jeg dog glæder mig til at komme i gang igen, nu hvor min barsel snart er et afsluttet kapitel.
    Stort kram og smil, Ninette….og ja du skal da så meget tage den yoga uddannelse!

    1. Hej søde Ninette! Hvor hyggeligt at høre fra dig. Kan godt forstå, du glæder dig – det er jo den rene balsam! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *