I en nøddeskal – og noget om en lille BFF

I dag lagde jeg en masse annoncer på Den Blå Avis med ting vi skal have solgt, inden vi rejser. Vores elskede ladcykel. Babyjoggeren. Puslebordet. Og det er fantastisk, at jeg få timer efter fik flere henvendelser på flere af tingene – og endnu mere fantastisk, at jeg lige har fået en mail fra en, der rigtig gerne vil komme og se på puslebordet nu! Om en time!

Det ville selvfølgelig være en lille smule MERE fantastisk, hvis hele huset ikke sejlede, og hvis min søn ikke lige havde brækket sig som en fuldvoksen mand. Ud over mig og hele badeværelset. Jeg er ikke voldsomt sart i forhold til hvordan andre ser mit hjem, og da slet ikke fuldstændig fremmede, men… Jeg foretrækker bare at de ser det, når der ikke er maveindhold på gulv, vægge, skamler, skabe. Med mere (meget mere).

Nå, men derudover begynder det her farvel jo sådan lidt at tage form. Ikke kun rent lavpraktisk i forhold til de ting, vi så prøver at sælge, men også i den mere følelsesladede afdeling. Og det rammer faktisk en lille smule nogle gange.

I weekenden var vi til fødselsdag hos min bror og hans kæreste. Tre af deres fem skønne sammenbragte børn fyldte otte år, og særligt den ene af min brors bonuspiger har min datter et helt specielt forhold til. Der er godt tre år imellem dem, men deres bånd har altid været noget helt særligt, og det er så rørende at se, hvordan de kan fordybe sig sammen; hvordan den store er lidt ekstra omsorgsfuld og nærmest lidt storesøsteragtig, og den lille nyder at lege med en pige, der måske nok er ældre, men behandler hende som en 100 % ligeværdig.

Inden vi gik, fik min datter en venindehalskæde af netop den kusine. Et halvt hjerte, hvor kusinen havde den anden halvdel og sagde: “Så kan den minde M om mig, når hun er i USA!”

Det var så sødt og bevægende og samtidig lidt af et wake up call. For jeg kunne ikke slippe tanken om, at den relation – blandt mange andre – gør vi jo noget ved nu. Og selv om den selvfølgelig ikke bliver ødelagt, så bliver en eller anden form for tæthed jo i hvert fald sat lidt på standby.

Jeg ved godt, at vi med den her tur giver vores børn en helt fantastisk oplevelse for livet. Men puh, hvor det ind imellem også rammer samvittigheden, når jeg bliver mindet om, hvad vi også gør – nemlig flår deres rødder op og kaster dem ud i en helt ny tilværelse uden alle de små, men nære bånd, de har skabt herhjemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *