Den republikanske kejser

Jeg ved ikke hvor meget I derhjemme hver især følger med i amerikansk politik, men her er der naturligvis fuld gang i den på grund af det forestående præsidentvalg. Jeg har aldrig været specielt politisk begavet, og jeg skal helt ærligt indrømme, at jeg har været en af dem, der i den grad har mærket politikerleden melde sig. Jeg synes, de seneste år i dansk politik har været virkelig uinspirerende og præget af al, al for meget spindoktori, for mange levebrødspolitikere, for få visioner og ambitioner og for lidt ægte vilje. Nå, men alt det kunne jeg jo så mageligt nok tage en pause fra, da jeg flyttede, for jeg må ikke længere stemme nogen steder, og jeg er således forvist til at følge både den danske og amerikanske debat på behørig afstand og uden nogen form for indflydelse.

Sidstnævnte er virkelig svært at acceptere herovre, som tingene ser ud lige nu. Det er formentlig ikke gået nogens næse forbi, at Donald Trump stiller op – og at han har overraskende meget vind i sejlene. Til at begynde med, og inden det hele blev alvor, var det nærmest lidt underholdende og komisk. Ingen tog det rigtig seriøst, og de fleste grinede af den skøre mand med det endnu skørere hår og de vanvittige udtalelser om at bygge en stor mur mellem USA og Mexico (en mur, som mexicanerne i øvrigt skal betale for), så der ikke slap flere af de uønskede immigranter ind. I ved, “make America great again”, ikke? Det var sjovt nok, lige indtil det begyndte at gå op for folk, at manden faktisk havde tilhængere, og de blev flere og flere. Og sådan er det sådan set fortsat gennem det sidste halve år – Trump sejrer, og han sejrer stort. Han vinder stat efter stat i the primaries, og hans konservative konkurrenter Cruz, Kasich og Rubio ligger langt efter ham.

Jeg har siddet bænket foran de fleste af de tv-transmitterede debatter – især de republikanske. Jeg ville selv stemme demokratisk, hvis jeg kunne, men de republikanske debatter har altså været virkelig interessante at følge, ikke mindst fordi udviklingen i dem har været så markant. Til at begynde med var det et cirkus af dimensioner – kandidaterne stod og råbte i munden på hinanden, Trump pralede med sine forbindelser, præstationer og penge, Rubio hånede den føntørrede milliardærs manddom, og det hele var virkelig skørt, når man er vant til de trods alt relativt stuerene danske debatter. Men nu er stemningen ved at ændre sig. De tilbageværende kandidater ved godt, at det er nu de skal vise sig som potentielle statsmænd frem for skolegårdsbøller, og i CNN’s debat fra Miami mellem de fire republikanere i går aftes var der for første gang masser af både fakta og substans at hæfte sig ved.

Fra nogen i hvert fald. For det blev for første gang også pinligt tydeligt, hvor lidt Trump kan, og hvor lidt han ved. Mens hans konkurrenter svarede detaljeret på kommentatorernes virkelig gode spørgsmål med fakta, konkrete planer og bredt kendskab til både inden- og udenrigspolitiske forhold, var Trump på helt vildt dybt vand og gentog fuldstændig indholdsløse floskler som svar på stort set alt. Det var så soleklart, at nu hvor han ikke længere kan bruge sin “frække dreng i klassen”-attitude og sine mobber-fornærmelser til at jorde de andre og skabe momentum – ja, så har han faktisk ikke særlig meget tilbage. Han har vitterlig ikke noget tøj på. Selv for en med så overfladisk politisk kendskab som mig var det tåkrummende tydeligt, at han ganske enkelt ikke har styr på helt basale begreber og sammenhænge – og han har haft for travlt med at føre sig frem på sin egen storhed til at sætte sig ind i det.

Jeg håber, at hovmod står for fald. Jeg ved, at Trump på mange måder er blevet den lille mands mand, og mange af hans følgere er uuddannede, og uden at lyde alt for arrogant er det måske for meget at forvente, at netop den del af hans tilhængere så den debat i går – og så det samme som jeg gjorde. De ægte Trump-fans er formodentlig så forblændede af hans selvtillid, ekstreme holdninger (“alle muslimer hader USA”, “Putin er en stærk leder” osv.) og vilde løfter, at de på nuværende tidspunkt ikke hører alt det, han ikke siger – og ikke ser alt det, han ikke kan. Samtidig er der nok bare en så vidtrækkende frustration over landets nuværende tilstand (det er bestemt ikke alle, der er så vilde med Obama, som Europa og diverse Hollywood-kendisser er), at de i deres desperation og afmagt sætter krydset ved den kandidat, der i høj grad er blevet billede på og en talsmand for netop deres egen vrede og foragt.

Jeg er virkelig spændt på, hvordan det udvikler sig nu, og om Trump rent faktisk bliver republikanernes endelige præsidentkandidat. For slet ikke at tale om landets næste præsident. Det er så surrealistisk en tanke, at jeg kan mærke min hjerne gå i stå, når jeg prøver at tænke den til ende. Jeg ved ikke hvor meget, der ligger i, at jeg bor her (naturligvis en del), men jeg har aldrig oplevet en så spændende optakt til et amerikansk præsidentvalg før. Det er lidt som at blive afhængig af en ny serie og bingewatche den på Netflix – med den lille detalje, at jeg desværre ikke har muligheden for at slukke, hvis slutningen bliver så vanvittig, som jeg godt kunne frygte.

En tanke om “Den republikanske kejser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *