Happy anniversary!

Det her indlæg burde jeg have skrevet i går, men der skete for mange andre ting til, at det kunne lade sig gøre. I går var på en måde en lidt stor dag – det var nemlig årsdagen for vores ankomst hertil. Jeg kan stadig huske rejsen herover meget, meget tydeligt. Den var helt og aldeles rædselsfuld, fordi M var så ulykkelig på sin egen, knap femårige indesluttede måde, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre for hende. Jeg husker også ret tydeligt de første par dage på hotellet, de næste måneder i den møblerede lejlighed og turen tilbage til Danmark for at tage det møde på ambassaden, som vi troede var rene formaliteter, men som viste sig at være meget tæt på at sætte en stopper for hele opholdet. Og alt det, der kom efter… Tja, det husker jeg nok mest i glimt, øjeblikke, begivenheder og følelser, for hold op, hvor er tiden fløjet.

Det oplagte for et indlæg som dette ville nok være at gøre en slags status over året, men hvis jeg skulle foretage mig noget så systematisk og struktureret, ville indlægget ikke blive årsdag plus en dag, men årsdag plus en måned eller to. Så nu bliver det i stedet lidt løst, lidt improviseret, lidt associerende.

Hende her. Hun var lille og utryg, da vi kom, og nu er hun stor, stærk, klog, kærlig og så meget andet.
Hende her. Hun var lille og utryg, da vi kom, og nu er hun stor, stærk, klog, kærlig og så utrolig meget andet.

Det altoverskyggende fra året, der er gået, er naturligvis hvordan det er gået. Hvor ualmindelig taknemmelige vi føler os over, at det er gået så godt, som det er. Ja, der har været hårde perioder, men de har været korte, og de har aldrig været så hårde, at de på nogen måde virkede uoverkommelige. Og ja, vi savner venner og familie, men til gengæld får vi lov til at invitere folk herover og vise dem den verden, der nu er vores. Vi får lov at blive ekstra glade for at se dem, vi holder af, og når vi til sommer tager til Danmark på ferie, får vi lov at kramme en masse mennesker ekstra hårdt og nyde det ekstra meget. Men ja – det er gået godt. N’s virksomhed, som var den, der bragte os hertil, udvikler sig fuldstændig vildt, og der er så stor efterspørgsel på det han kan og gør, at han lige nu kunne ansætte fire nye folk til opgaverne (han er i fuld gang).Det betyder selvfølgelig også, at vi er i stand til at leve på en måde, der gør opholdet endnu bedre, for vi har råderum til at rejse og til at opsøge og opleve de eventyr, der falder os ind.

Vores børn stortrives. Jeg har skrevet det mange gange før, og det her bliver helt sikkert heller ikke sidste gang: De går i verdens bedste skole, som hver dag giver dem de mest fantastiske, kærlige, omsorgsfulde, rummelige, udfordrende, spændende og inspirerende rammer, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad der sker næste år, hvor de begge rykker op. M læser rigtig meget nu, og ud over at hun laver de fineste projekter i sin klasse, har hun også fået mange virkelig gode venner. I eftermiddag havde hun en legeaftale med (en anden) M, som hun ret hurtigt fik et tæt forhold til, da vi kom – måske fordi denne M er næsten helt døv, og de to fandt et fællesskab gennem den udfordring det var at kommunikere? Jeg aner det ikke, men de fandt hinanden og elsker at være sammen. M blev taget imod med de mest rørende åbne små børnearme af alle kammeraterne, da hun begyndte i sin klasse, og ikke et sekund har hun følt sig udenfor eller uvelkommen. Tværtimod er hun blevet krammet og holdt af fra første dag.

A er gået fra den lille babyagtige fyr han var, da vi rejste, til at være en rigtig tumlingedreng. Han går under navnet “sweet boy” i skolen, og når vi har været til forældrekonsultation, roser hans lærer ham blandt andet for hans store hjerte og fine empati. Han er ingen ballademager, men han har masser af vilje og humor, og i dag fandt jeg ud af, at han og hans bedste ven A havde fået den fremragende idé at smide bukserne (jep, også de inderste) på legepladsen og indtage gyngerne med bar mås. Han skifter ubesværet mellem dansk og engelsk, og han er så tæt knyttet til sin primære lærer, at han jævnligt fortæller os, at han elsker hende. Jeg ved godt, jeg er en gammel sentimental tudefis, men jeg lyver ikke, når jeg siger, at skolen, lærerne og børnene giver mig en klump i halsen flere gange om ugen.

Min egen lille "sweet boy", som har udviklet sig fra en halvandetårig babydreng til en lille fyr med fart på...
Min egen lille “sweet boy”, som har udviklet sig fra en halvandetårig babydreng til en stor fyr med fart på…
...men aldrig så meget fart, at der ikke lige er tid til at stoppe op og snuse til blomsterne.
…men aldrig så meget fart, at der ikke lige er tid til at stoppe op og snuse til blomsterne.

Og så er der mig, og den er lidt sværere, for på den ene side føles det, som om jeg bare har fået lov at stoppe tiden og være i nuet (ja, det er en kliché, men det er en kliché, som jeg har været enormt dårlig til at gøre til virkelighed), og at der ikke er sket noget med mig – på den anden side synes jeg, der er sket så meget. Og de to sider hænger selvfølgelig sammen, for netop det privilegium det har været at sætte hverdagen som jeg kender den på stand-by, er hele grunden til, at jeg alligevel godt kan mærke en forandring. Som det er svært at sætte ord på, men noget med ro. Noget med at få lov at gøre hvad jeg har lyst til, og have friheden til det. At granske indersiden for impulser og ønsker og lyst til at udforske noget andet end den vej, jeg var havnet på. Som var en vildt god vej i øvrigt, men jeg har haft godt at lade den ligge og se i andre retninger. Jeg ved godt, alt det ovenstående er en omgang abstrakt fluff, men måske skal der mere end et år til, før jeg kan se rigtig klart og beskrive det lidt bedre.

Hvad jeg til gengæld kan beskrive er det fuldstændig vanvittig skønne i at have de her år så tæt på mine børn. Vi havde alle sammen et dejligt liv i Danmark, og jeg er slet ikke i tvivl om, at mine børn ville have elsket deres børnehave- og skoleliv i disse år, men samtidig ved jeg også, at jeg her har fået muligheden for at være mor på anden måde – og det er den måde, jeg foretrækker lige nu. Om ikke ret mange år bliver de to små mere og mere ligeglade med os, mere og mere selvstændige og får mere og mere lyst til at tilbringe mindre og mindre tid med deres forældre, men lige nu – lige nu er vi stadig det meste af deres verden, og det er så fedt at få lov at indtage den plads fuldt og helt. Og uanset hvad det næste år byder på, uanset om vi aldrig når en brøkdel af de rejser, som vi har planlagt gennem knappenålene i vores verdenskort, så har dét været det hele værd. At få lov at vælge tiden med børnene til hele tiden og ikke skulle kæmpe for at få den presset ind.

Tilbage er der nok bare en opfordring: Hvis I nogensinde får chancen for noget lignende, så gør det. Det er et kæmpestort spring, det er angstprovokerende og uoverskueligt, og der en masse bureaukratiske forhindringer, der lige skal forceres, men alt det er væk og glemt, når alle opturene melder sig. Og de kampe, der kan føles svære at komme igennem, er nok i virkeligheden de mest værdifulde, for det er dem, der føles som en ny styrke, når man når ud på den anden side.

I dag har vi taget hul på år to, og hvis det bliver bare halvt så berigende som det år, der er gået, så er vi faktisk kommet rimelig godt fra start.

P.S. Og så har jeg ikke engang nævnt vejret! Vi tøffer rundt i 28 graders solskin i disse dage og er nu på vej ind i en sommersæson, der sikkert varer til engang ind i december. Ah, the sweet sunny life… 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *