D.C., baby!

Yay! Jeg lovede et indlæg om vores tur til Washington, og her kommer det. N tog en efterhånden velfortjent fridag i fredags, så da han kom hjem fra arbejde torsdag eftermiddag, fik vi pakket bilen og satte kursen mod hovedstaden. Jeg glædede mig virkelig meget til den tur; dels fordi vi stadig ikke har fået holdt så meget ferie sammen alle sammen, og dels fordi der bare er meget at se i D.C. Jeg hører ikke til dem, der stormer alle tænkelige museer, når de rammer en storby, men jeg elsker historisk arkitektur – mindesmærker, monumenter, bygninger… Det er i øvrigt også en af grundene til, at jeg elsker at være i Rom – jeg ved godt, det nærmest ikke kan blive mere klichéagtigt end at bruge udtrykket “at mærke historiens vingesus”, men det er altså ikke desto mindre dét, der sker, når man er i Rom. Hvorend man bevæger sig, kan man nærmest mærke skelsættende historiske øjeblikke krybe ind under huden. Washington D.C. er selvfølgelig på ingen måde historisk på samme måde som en by med Roms alder, men det er ikke desto mindre en by, hvor man virkelig kan blive forkælet, hvis man interesserer sig bare en lille smule for USA’s historie. Og eftersom jeg dels bor her og dels har læst engelsk på universitetet, ville det godt nok være underligt, hvis jeg ikke interesserede mig for det.

Mine fine, glade familie - klar til at indtage Washington D.C.
Mine fine, glade familie – klar til at indtage Washington D.C.
Udsigten fra den ene ende af den legendariske Reflecting Pool og hele vejen til Washington Monument er både storslået og fascinerende.
Udsigten fra den ene ende af den legendariske Reflecting Pool og hele vejen til Washington Monument er både storslået og fascinerende.

Turen begyndte rent ud sagt ad h…… til. D.C. ligger cirka fire timers kørsel fra Raleigh, og da vi havde kørt et par timer, mødte vi pludselig en udstødning med tilhørende lydpotte midt på motorvejen. N undveg så meget han kunne, men med biler til begge sider var det begrænset hvor meget uden om han kunne komme, så vi endte med at køre over en del af den. Til at begynde med skete der ikke noget, men ikke ret længe efter fik vi en advarsel om lavt dæktryk i et af bagdækkene. Vi holdt ind ved en øde tankstation i aftenens mørke og kunne konstatere, at der sad et ordentligt stykke udstødning i dækket. Jeg skal spare jer for detaljerne, og det korte af det lange er, at vi havde 130 kilometer tilbage, og det tog os noget længere tid – sådan cirka tre timer ekstra – end beregnet at nå frem.

Skidt start... Heldigvis kom hun (ja, min bil er en pige, og M har i øvrigt døbt hende Glimmer) hurtigt tilbage.
Skidt start… Heldigvis kom hun (ja, min bil er en pige, og M har i øvrigt navngivet hende Glimmer) hurtigt tilbage.

Men frem kom vi, og da vi havde set vores bil blive trukket væk af en lastbil tidligt næste morgen, var vi klar til at indtage byen. Der er som sagt virkelig, virkelig meget at se i D.C., og taget i betragtning, at vi kun havde tre dage, og at vi havde børn med, var vi nødt til at prioritere ret skarpt for at det ikke skulle blive for presset. Vi havde selvfølgelig klapvogn med til A, og så havde vi fået det, viste det sig, fuldstændig geniale tip at tage et løbehjul med til M. Det gjorde virkelig en kæmpe forskel, og det betød, at vi hele den første dag gik til alt det, vi gerne ville se uden klager og alt for trætte børneben.

IMG_6434

Jeg kan ikke anbefale det varmt nok: Er børnene store nok til løbehjul, er det virkelig en genial transportløsning!
Jeg kan ikke anbefale det varmt nok: Er børnene store nok til løbehjul, er det virkelig en genial transportløsning!

Vi lagde ud med Lincoln Memorial – det velkendte monument med en masse trapper op til en storslået og tænksom statue af Abraham Lincoln, der sidder og skuer ud over byen. Det er et virkelig fint sted, og udsigten deroppefra er helt fantastisk. Der er et skilt om, at man skal respektere stedet og være stille, og det giver altså en ekstra stemning til hele rummet. Efterfølgende gik vi langs det aflange bassin Lincoln Memorial Reflecting Pool, som nok er mest kendt fra Martin Luther King Jr.’s tale (og “Forrest Gump”, haha!). For enden af bassinet ligger mindesmærket for de faldne i Anden Verdenskrig, og det hele ses med Washington Monument – den tårnhøje basilisk – i baggrunden. Vi gik gennem de blomstrende kirsebærtræer over til Det Hvide Hus, og på vejen derhen ville M gerne vide, om jeg havde præsidentens nummer, så vi lige kunne tjekke, om han var hjemme. 🙂 Efter en obligatorisk selfie foran præsidentboligen gik vi tilbage til hotellet, hvor tre af os fik et tiltrængt hvil, mens N hentede bilen – nu med frisk bagpote. Efter luren gik vi en tur i Georgetown, som vi boede lige på grænsen til, og som uden sammenligning er det absolut hyggeligste og mest stemningsfulde område i D.C.

Næste dag startede lidt vådt og trist, så den brugte vi på Naturhistorisk Museum, som er et af de mange, mange museer, der ligger omkring The National Mall. Vi nåede ikke andre museer end (en brøkdel af) dét, så det bliver næste gang. Naturhistorisk Museum er supersejt, både for voksne og børn, og der var simpelthen så meget at opleve. Efter besøget tog vi metroen til Zoologisk Have, hvor hovedattraktionen naturligvis er pandabjørnene. Og nårh, de er søde! Der er to voksne og en baby, og man kan komme virkelig tæt på dem både udenfor i deres “have”, og når de er inde og spise bag deres ruder.

For en der aldrig har set pandabjørne i levende live før, var det en nærmest rørende oplevelse at se de nuttede bamser så tæt på.
For en der aldrig har set pandabjørne i levende live før, var det en nærmest rørende oplevelse at se de nuttede bamser – her pandamor Mei Xiang – så tæt på (billedet er taget gennem en rude, deraf den lidt slørede kvalitet).
Alle kommer til The National Zoo for at se Bei Bei - pandaungen, der blev født sidste sommer. Han var meget træt, da vi var der. ;)
Alle kommer til The National Zoo for at se Bei Bei – pandaungen, der blev født sidste sommer. Han var meget træt, da vi var der. 😉

Søndag ville vi have tilbragt med en tur til Arlington Cemetary, som var en af de ting jeg personligt glædede mig mest til, men vi vågnede simpelthen til minusgrader og folk, der gik rundt udenfor i deres vinterfrakker og huer. Vi havde slet ikke pakket tøj til vintervejr, så det ville blive alt for koldt, ikke mindst for børnene. Så Arlington har førsteprioritet, når vi vender tilbage til D.C. i maj!

Vi havde en virkelig skøn tur. D.C. er en smuk og hyggelig by, på ingen måde så stor, summende og levende som New York, men med sin helt egen kloge og stemningsfyldte ro. Der er plads og luft, og der er så meget at se. A var for lille til at forstå meget af det han så, men vi havde nogle fine små snakke med M om hvad en præsident er for en, hvem der bestemmer hvor, og hvordan landene i verden er forskellige. Jeg synes, det var sådan en god by at have børn med i, og selv om der er langt fra sydstaternes høflighed og imødekommenhed, som vi kender den her, og til Washingtons seriøse og travle storbymentalitet, så følte vi os aldrig uvelkomne eller malplacerede med børnene, heller ikke da vi den sidste aften var på en fin restaurant. Og så er noget af det allerbedste ved byen, at stort set alle de store seværdigheder er gratis, fordi de hører under Smithsonian Institution. Det er altså så genialt, og det giver jo nogle helt vilde muligheder for at se og opleve nærmest ubegrænset.

Vi nåede kun en lille del af det naturhistoriske museum - men nok til at have fået en hel masse med os. Det er et fremragende museum for alle aldre! Og så koster det ikke en krone. What's not to love?
Vi nåede kun en lille del af det naturhistoriske museum – men nok til at have fået en hel masse med os. Det er et fremragende museum for alle aldre. Og så koster det ikke en krone. What’s not to love?

Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage og se mere af det, vi ikke fik med, og hvis nogen af jer derude overvejer Washington D.C. – med eller uden børn – kan jeg kun sige: gør det! Bare kom af sted. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *