Langvarigt lagt ned

Jeg ved godt, det er ultraüberdumt, men jeg har altid pralet lidt af, at jeg var sådan en, der aldrig havde barn syg. Vores datter var seriøst aldrig syg som lille, og indtil for et par måneder siden kunne mine barn syg-dage tælles på én hånd. Helt vildt og temmelig privilegeret. Og som sagt, helt vildt dumt nogensinde at sige højt.

For så kom 2015.

Hold nu op, hvor har det været en l*rtestart på året; sådan børnesygdomsmæssigt. På én måned – ÉN! – har vi i husstanden haft besøg af streptokokker, børneorm (oh yes), lungebetændelse, mellemørebetændelse, influenza og roskildesyge. Fordelt ligeligt på to børn. Heldigvis har jeg verdens bedste arbejdsplads, når det kommer til forstående chefer og kollegaer, men min samvittighed over for netop de kollegaer har godt nok været kulsort, når jeg igen er taget tidligere hjem for at afløse manden i det private hospital. Eller slet ikke er kommet på arbejde, fordi nogen nu igen havde feber.

De seneste par dage har vi vasket mere tøj (og ved højere grader) end sidste måned sammenlagt, tror jeg – og grunden til det er stadig en lille slatten fyr. Som i øvrigt skal have lagt dræn i morgen, så der skal vi selvsagt også være hjemme.

Derfor kan jeg også helt oprigtigt sige, at jeg GLÆDER mig til at skulle på arbejde hele søndag nat. Vi skal live-opdatere fra Oscar-showet, og vi skal hygge og Hollywood-OD’e og holde hinanden vågne med sladder og tonsvis af snacks.

Inden da står den dog på forsinket fastelavnsfest, haveoprydning og ca. 100 ture til genbrugsstationen. Det er rimelig omfattende at gøre et hus klar til nye lejere, men lur mig, om vi ikke har godt af at få ryddet lidt op i det hele. 😉

5 tanker om “Langvarigt lagt ned

    1. Åh ja! Du kender det jo om nogen. Vi fik også lige en ekstra syg pige hjem fra børnehaven i eftermiddag, så nu har vi to med feber. Så er det jo skønt, at vi ikke har særlig meget vi skal have styr på lige nu! Ahem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *