Bjergtaget!

Hvis I har lagt mærke til, at der endnu en gang er lidt mere stille end sædvanligt på bloggen her, så er I ikke helt galt på den. Vi er så heldige, at vi igen har besøg hjemmefra, og når dette hold bedsteforældre tager af sted på tirsdag, lander et nyt hold – så der er godt med selskab i huset!

I den foregående weekend udnyttede vi familiebesøget til at tage på sightseeing, så vi pakke begge biler og kørte en tur i bjergene. Noget af det, der er allerbedst ved North Carolina, er naturen, som er fuldstændig fantastisk – og kombineret med den omstændighed, at staten her ikke ligefrem er et yndet turistmål, betyder det, at man har mulighed for at se så mange utrolige ting uden at skulle stå i kilometerlange køer med andre turister og betale ågerpriser for entrébilletter. Her kan man se det meste i fred og ro og uden ret mange mennesker ved sin side.

To mænd og en skyline. Udsigten fra Grandfather Mountain er svær at beskrive - og fantastisk at beskue.
To mænd og en skyline. Udsigten fra Grandfather Mountain er svær at beskrive – og fantastisk at beskue.

Bjergkæden her ved os hedder the Appalachians, og i den ligger det (lokalt) kendte Grandfather Mountain, som med sine 1818 meter er det højeste i området Blue Ridge Mountains. Vejen Blue Ridge Parkway går gennem Blue Ridge Mountains, og det var den N og jeg kørte flere timer ad, da vi tog en voksenweekend sidste efterår. Vejen er helt latterligt smuk om efteråret, hvor de røde og gyldne farver lægger sig hele vejen ned over bjergvæggene, men her om foråret, hvor alt spirer og er helt lysegrønt og sprødt, er den altså også temmelig bjergtagende (høhø).

IMG_6640

IMG_6660

Man kan køre hele vejen op af Grandfather Mountain og parkere bilen og derefter tage de sidste skridt op ad en trappe til Mile High Swinging Bridge, som er en hængebro, der går mellem to tinder og, som navnet antyder, befinder sig en mil over havets overflade. For en, der har udviklet lidt højdeskræk på sine ældre dage (hvad sker der egentlig for det?!) kan det godt være en udfordring at bevæge sig ud på sådan en bro, men nu var vi der, og forceres skulle den jo.

Hvad skulle man gøre uden en lille tapper følgesvend, der altid er klar til at tage ens hånd?
Hvad skulle man gøre uden en lille tapper følgesvend, der altid er klar til at tage ens hånd?

I Grandfather Mountains naturparkområde er de rogså en lille zoo med oddere, pumaer, bjørne, ørne og andre dyr, der lever vildt i the Appalachians. Vi prøver altid desperat at få øje på bjørne, når vi kører der, men det er ikke lykkedes os endnu – på trods af, at der altså lever omkring 4000 vildt i området – så det var fint at få lov at se dem her. Børnene var selvfølgelig vilde med den lille zoo, og som så mange gange før blev vi bekræftet i, hvor fedt et sted det er at have børn. Alle steder (medmindre man bevidst vælger det modsatte) er så utrolig børnevenlige, og det er så nemt – og ikke mindst sjovt! – at have dem med på tur og oplevelse.

Findes der ret meget, der er mere nuttet end oddere? Jeg tror det ikke!
Findes der ret meget, der er mere nuttet end oddere? Jeg tror det ikke!

Vi er godt i gang med at udforske området lidt efter lidt, og der er stadig masser at se. Godt vi har masser af tid endnu!

P.S. Nogle af jer har måske hørt lidt om den meget omtalte – og omstridte – “toiletlov”, House Bill 2, som er blevet vedtaget i staten herovre, og som (bl.a.) tvinger transkønnede til at bruge offentlige toiletter, der svarer til deres medfødte køn og altså ikke det køn, de identificerer sig med. Det fylder rigtig, rigtig meget herovre, og loven har blandt andet ført til, at store stjerner som Bruce Springsteen og Pearl Jam har aflyst deres North Carolina-koncerter i protest. DR P1 tager emnet op i morgen eftermiddag og har spurgt, om jeg vil medvirke i et interview over Skype. Så de af jer, der gerne vil høre mere om det – eller bare savner min stemme 😉 – kan stille ind på P1 Eftermiddag i morgen (torsdag den 21.) klokken 15.30 og høre med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *