Voksenveninder

Jeg har tidligere skrevet lidt om, hvor svært det ind imellem er at undvære alle vores nære, gamle venner i Danmark. Vi har en tæt knyttet og virkelig kærlig vennekreds, hvor mange endda kender hinanden på kryds og tværs, og jeg har altid følt, at vi havde de sjoveste, bedste, dejligste venner, nogen kunne forestille sig. Jeg har virkelig følt mig heldig med de venner og veninder jeg har, og inden vi flyttede, fyldte det rigtig meget i mine tanker, at vi nu skulle til at undvære dem hele tiden.

En anden tanke, der fyldte en del var, om jeg (og vi) ville få nye venner herovre. Af den lokale slags. Af en eller anden grund havde jeg svært ved at forestille mig det. Ikke fordi jeg er specielt introvert eller asocial, men fordi det 1) kan være en udfordring at skabe “rigtige” relationer på tværs af sprog og kultur og 2) på en eller anden måde føles sværere at få nye venner, når man er voksen. Det er ikke svært at finde bekendte og mennesker, man kan “hænge ud med”, men de der rigtige venskaber, som jo i så høj grad dannes på en baggrund af historie, fortid og fælles oplevelser – det kan godt føles så langt væk, når man er voksen, at det på en eller anden måde bare er nemmere at lade være.

Jeg er glad for, at jeg ikke opgav tanken helt, for så ville jeg ikke have mødt Chloe, som ikke bare er blevet en fin og dejlig veninde, men også har vist mig, hvor nemt det egentlig kan være at finde hinanden på trods af alt det, der umiddelbart adskiller – hvis man bare gerne vil og åbner øjnene lidt.

Chloe er indbegrebet af en amerikansk “hottie”. Hun er petit og sindssygt smuk – en anden ven beskrev hende som striking, hvilket er ret rammende – hun har lækkert hår, søde børn, er veluddannet og bor i et fantastisk hus i den hippeste del af byen. Hendes mand ejer en succesrig restaurant, de tager på luksusferier til Miami og Bahamas, og de har cool, sjove venner. Og vigtigst af alt: Chloe er sød, kærlig og ægte. Hvilket er ret overraskende, når man hører hvad hun kommer fra.

Chloe voksede op for enden af en grusvej uden for en lille by oppe i North Carolinas bjerge. Jeg er ikke helt klar over, hvad hendes forældre lavede – ud over at drikke og tage stoffer. Der var ingen rammer og ingen tryghed, og hun har fortalt hvordan hendes fordrukne far ind imellem vækkede børnene midt om natten med larm – bare fordi han syntes, det var sjovt at se, hvordan de reagerede. Chloe har tre søskende, to brødre og en søster – den yngste bor stadig hjemme hos deres mor, og de to andre er henholdsvis alkoholiker og stiknarkoman med HIV. Deres far mishandlede alle børnene gennem hele deres opvækst; drengene både med psykisk og fysisk vold, pigerne kunne nøjes med den psykiske del. Chloe var den, der slap nådigst – “Han så mig som sin lille perfekte pige, så det var kun, når jeg trådte forkert, at han var ond mod mig. De andre var han ond mod hele tiden,” forklarede hun forleden.

Jeg lærte Chloe at kende, fordi hendes yngste søn går i klasse med A, og de to er bedste venner. De er frække og sjove sammen, og de hænger sammen som to små stykker tyggegummi. Chloe har også en dreng på fire, og jo mere jeg hører om, hvordan hun selv er vokset op, jo mere imponeret bliver jeg over, hvor god en mor hun er, og hvor harmoniske og velfungerende hendes sønner er. Selv tvivler hun altid på sine evner, og hun har stadig sit at slås med. Hun ser en psykolog, og det kommer hun måske til altid. Når hun ind imellem brænder sammen over for sine børn, som vi alle sammen prøver fra tid til anden, er der altid en usikkerhed i hende: Sker det her for mig, fordi jeg er vokset op, som jeg gjorde? Hun skal lære, at ikke alle handlinger skyldes hendes bagage, og det kan være virkelig svært at navigere i. Men hun gør det godt.

Så jo. Man kan altså godt få nye, gode veninder fra andre lande, med et andet sprog og en mildt sagt anderledes baggrund – også efter man har rundet de 35. 😉 Jeg savner stadig alle mine hjemmevenner frygtelig meget hver eneste dag, men det trøster lidt at opdage, at der stadig ligger så mange spændende relationer og venter på at blive udforsket.

2 tanker om “Voksenveninder

  1. Så fint et indlæg, Julie 🙂 Jeg kender virkelig følelsen, og selvom det er muligt at finde venner i udlandet, også som voksen, så er det helt klart sværere. Jeg fik selv en rigtig god veninde, da jeg boede i Bulgarien, som jeg stadig har kontakt med, men jeg har endnu ikke fået nogle “rigtige” venner her i Stockholm. Det kan godt være lidt hårdt en gang imellem og gøre, at man savner dem derhjemme lidt mere, men som du selv skriver, så er det ikke umuligt, og hvis man er åben, så skal det nok lykkedes. Dejligt for dig, at du har fundet Chloe, og heldigt for hende, at hun også har fundet dig. <3
    Knus fra Lundski.

    1. Hej Katrine – ja, det er en dejlig følelse at få udvidet sine relationer på den måde. 🙂 Jeg håber, du snart møder nogle gode veninder i Sverige. Der kan jo godt gå lidt tid (mit venskab med Chloe var heller ikke et, der kom fra dag 1 herovre). Og jeg håber, at du ellers trives!
      kh Julie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *