“Og kom så hjem!”

For godt tre uger siden pakkede vi en masse kufferter og satte kursen mod Danmark – vores første hjemtur, siden vi for alvor landede herovre i slutningen af april 2015. Vi havde 19 dage derhjemme, og takket være et minutiøst planlagt program og et par uhyre fleksible børn lykkedes det os faktisk at få set næsten alle de mennesker, vi havde planlagt at se – med undtagelse af et par sygdomsfremkaldte afbud og den slags, men det er svært at gardere sig imod. Vi landede i øst, kørte næsten straks mod vest og så tilbage til øst og et smut nordpå… Og vi nåede så meget. Det var dejligt – og noget af det allerdejligste var faktisk at opdage, at selv om vi ikke havde set venner og dele af familien i næsten halvandet år, så føltes det jo ikke sådan. Alt var, som det plejer, og alt føltes hjemligt og godt.

En truende horisont og ulden hue på yngstebarnet - nej, Danmark gav os ikke den varmeste velkomst.
En truende horisont og ulden hue på yngstebarnet – nej, Danmark gav os ikke den varmeste velkomst.
Til gengæld var bedstefars finske badekar et gigantisk hit gennem alle de kolde dage - intet er så skidt, I ved...
Til gengæld var bedstefars finske badekar et gigantisk hit gennem alle de kolde dage – intet er så skidt, I ved…

Apropos hjemligt… På et tidspunkt fik jeg en sms fra min amerikanske veninde Chloe, der bad om lov til at bruge et billede af mig, der drikker en af hendes restaurants cocktails, på deres instagram-profil. Jeg sagde selvfølgelig ja, hun takkede – og tilføjede så: “Now come home. :)” Jeg blev vildt glad for den lille afrunding, fordi det (på en helt særlig navlepillende måde, haha) føles virkelig rart at være savnet både hjemme og… well, hjemme. Det er så stor en luksus at kunne danne så fine relationer, at man er savnet, når man rejser væk – og det gælder både væk fra Danmark og væk fra USA. Efterfølgende sagde Chloe, at hun, lige da hun havde sendt sms’en, var blevet lidt usikker på, om hun havde skrevet noget “forkert”. “You know, because I guess you were home”, som hun sagde. Men der var ikke noget forkert i det. Vi var hjemme på besøg og bagefter tog vi hjem. Sådan er det.

Ka' de li' østers? Jo, tak som byder - og smid bare lidt krabbeklør og andre af havets goder oveni! Dansk frokost, når det er bedst.
Ka’ De li’ østers? Jo, tak som byder – og smid bare lidt krabbeklør og andre af havets goder oveni! Dansk frokost, når det er bedst.
Ingen sommer uden friskpillede fjordrejer. Det - og nye kartofler - er min ubetingede sommerlivret, og heldigvis fik jeg chancen flere gange!
Ingen sommer uden friskpillede fjordrejer. Det – og nye kartofler – er min ubetingede sommerlivret, og heldigvis fik jeg chancen flere gange!

Af samme årsag er det også lidt underligt at komme tilbage hertil, og jeg kan godt mærke, at Danmarksbesøget – og at det nu er slut – lige skal fordøjes. At gense så mange mennesker, der betyder så meget, at se vores eget lille hus hjemme på vejen i Virum, at bade i Kattegat, at spise smørrebrød, stjerneskud og friskpillede fjordrejer og se solen gå ned, mens marsvinene hopper op og ned i vandet i horisonten… At mærke, hvor velkomne vi var, og hvor helt utrolig hjælpsomme og gæstfrie alle var, så vi både havde steder at bo, spise og aflevere børnene, når N og jeg gerne ville spise en frokost i bare hinandens selskab. Det er lidt som at få rippet op i noget, der egentlig ikke føltes som et sår, men som nu hvor det igen er så tæt på, godt kan fremkalde lidt melankoli. Det er ikke så skidt, tænker jeg, fordi det betyder jo bare, at vi stadig føler os hjemme derhjemme – og at det hele venter på os, når vi igen vender tilbage.

Jeg har aldrig set Kattegat så smuk som i de dage, vi tilbragte i strandkanten i mine forældres sommerhus. Krystalklart, blikstille og en drøm at tage en lang dukkert i.
Jeg har aldrig set Kattegat så smuk som i de dage, vi tilbragte i strandkanten i mine forældres sommerhus. Krystalklart, blikstille og en drøm at tage en lang dukkert i.

Vi landede i begyndelsen af juli, så som I nok kan regne ud, ankom vi til seriøst møgvejr. Som egentlig bare fortsatte de første to uger vi var der. Der var (meget få) undtagelser, hvor vi kunne smide tørklæderne og jakkerne, men helt overordnet var det bare dybt, dybt nedslående. Det blæste og regnede, og alle vores drømme om lange, lyse danske sommernætter blev skyllet ud med Limfjordens bølger, som vi de første mange aftener sad og kiggede ud over, mens ilden knitrede i brændeovnen. Yes, så koldt var det. Senere kom solen og sommeren heldigvis, og vi fik en masse sommeraktiviteter ind til allersidst. Og selv om det bare var et par dage, var det nok til at minde os om, hvor skønt Danmark er, når det gider.

Tak for denne gang, pelsplettede ven. Vi ses igen!
Tak for denne gang, pelsplettede ven. Vi ses igen!

Vi har været tilbage i USA i tre dage, og hvor umenneskeligt det end lyder, er børnene faktisk allerede tilbage i skolen. Det var sidste chance for summer camp, inden skolen holder sommerlukket op til skolestart, og eftersom begge børnene rykker op i nye “store” klasser nu, syntes vi det var vigtigt at lade dem komme på de virkelig gode forberedelsescamps, skolen har i denne uge. Men jeg vil gerne indrømme, at det er en lidt barsk start – ikke mindst fordi jetlagget på en eller anden måde er værre end det har været før, og vi alle sammen har været hårdt ramt på skift. Vi starter stille og roligt ud denne uge, og i næste uge er der igen ferie for børnene. Vi har både en weekend i bjergene med smukke, charmerende Asheville og en tur til stranden på programmet denne måned, så vi har oplevelser nok at se frem til. Og hvor solen skulle trækkes modvilligt frem i Danmark, bruger vi helt frivilligt størstedelen af dagen indendørs herovre; i sikkerhed for de 40 grader, der lige nu pløjer ind over området.

It’s all good. 😉

 

3 tanker om ““Og kom så hjem!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *