Om jeg kan holde det ud?

Da vi var på hjembesøg, var der naturligt nok masser af spørgsmål, som både venner og familie gerne ville have svar på. Hvordan trives børnene, hvordan er vejret, hvor skræmmende er det, at Trump lige nu er en reel præsidentmulighed, hvordan går det med sproget og så videre. Et spørgsmål, der ofte gik igen, var rettet mod mig og lød: “Hvad med dig? Kan du stadig godt holde ud ikke at lave noget?”

Det er jo et helt reelt (og ikke mindst omsorgsfuldt og velment) spørgsmål, og jeg kan godt forstå, at det kan være rigtig svært at sætte sig ind i, hvordan et veluddannet menneske, som altid har haft gode og udfordrende stillinger, lever med pludselig at være hjemmegående. Uden arbejdsplads, uden indtjening, uden kollegaer. Uden dagligt input fra fagligt og intellektuelt ligesindede, om man vil. Alligevel – selv om jeg godt kan forstå det – er der også noget ukomfortabelt i at skulle svare på det på dén måde. Om hvorvidt jeg kan holde det ud. Det får en klang af noget ufedt; noget de færreste ville kunne “holde ud”. Og jo flere gange jeg fik spørgsmålet, jo mere fik jeg en følelse af at skulle forsvare min hverdag, og jeg hørte mig selv svare nærmest lidt undskyldende. Men jo, det kan jeg godt holde ud. Og jeg ikke bare holder det ud, jeg er faktisk ret vild med det.

Herovre er der ingen af mine veninder, der arbejder. Det er absolut ikke ensbetydende med, at de ikke er veluddannede (nogle af dem har virkelig seje jobs bag sig) eller at de ikke laver noget. Men de arbejder altså ikke. Derfor bliver jeg selvfølgelig heller aldrig mødt med en undren over at have fundet mig fint til rette dér hvor vi er lige nu. Det er på mange måder normen, og de hjemmegående mødre jeg kender herovre, kan sagtens finde ud af at bruge deres tid fornuftigt. Også, når deres børn er i skole. Mange af dem er involverede i skolearbejdet (eller kirken – det er trods alt bibelbæltet, dét her), velgørenhed eller forskellige projekter, og så er de vildt sociale og sindssygt dygtige til at netværke, også selv om de ikke lige nu har brug for det rent professionelt. De gør det bare.

Af samme årsag var det også nærmest en lettelse, da jeg en af vores allersidste dage i Danmark sås med min søde, gamle (altså fra gamle dage! :)) veninde N, som aldrig stillede det spørgsmål. Hun er hjemmegående med sine tvillingepiger og har været det i nogle år efterhånden – og stortrives med det. Endda i Danmark, hvor det trods alt skiller sig noget mere ud, end det gør her, og hvor det måske nogle gange godt kan føles lidt sværere at få lov at trives med det. Det var så fint at snakke med hende om alt det helt igennem dejlige ved vores situation, og den gensidige forståelse – og bare dét ikke at behøve at forklare hvorfor det faktisk ikke er så svært at holde ud af at have al den tid, man kunne drømme om, med sine børn – var bare rar at have. Nogle gange kommer situationer og omstændigheder til at føles så selvfølgelige og naturlige, at man glemmer, at de for andre godt kan se lidt slørede ud – og så er det bare rart at sætte sig ned sammen med en, for hvem det hele er lige så krystalklart. 🙂

Jeg synes også, det ind imellem bliver glemt, at ja, jeg har fjernet en masse elementer fra min vante hverdag – men nogle af de mest mærkbare ting, der er væk, er travlheden, den dårlige samvittighed og følelsen af aldrig rigtig at være noget sted nok. Hele klicheen “hverdagens stress” er fuldstændig elimineret herhjemme, og jeg kan oprigtigt ikke huske, hvornår vi sidste gang har haft udfordringer med at få dagens timer til at hænge sammen. Det har betydet alverden for os som familie, og det giver en ro, som børnene nu tager for givet, fordi de ikke kan huske at have prøve andet – men det kan jeg. Samtidig føler jeg faktisk ikke, at det bare er tomhjernet tidsfordriv at gå hjemme (hvilket i øvrigt er et misvisende udtryk, for jeg er ikke specielt meget hjemme i løbet af dagen) – jeg synes, det giver mig en masse, jeg ellers ikke ville have mulighed for. Jeg kan træde til, når nogen har brug for hjælp, når der behøves lidt ekstra hænder på skolen – som for eksempel, da alle børnene pakkede madkasser til sultende børn, og en bunke af forældrene som en selvfølge stod klar til at hjælpe og koordinere – jeg kan tage på en ubeskrivelig smuk og fredfyldt kajaktur ned ad floden hele formiddagen, jeg kan udforske alle områdets kulturelle tilbud, løbe ture, dyrke yoga, kaste mig over al den litteratur jeg orker… Og alt det andet, der kunne melde sig som en lyst.

Som det som regel sker med alle andre tilstande, skal jeg nok nå et punkt, hvor jeg gerne vil videre fra denne. Hvor der skal ske noget andet, og hvor vores børn er blevet så store, at det ikke føles som tid fra dem, at jeg bruger min på noget andet. Og hvor jeg igen skal spytte i husholdningskassen. 😉 Men jeg har ikke noget behov for at fremskynde den dag, bare fordi jeg kan mærke, at nogle normer fortæller mig, at jeg burde blive rastløs og ivrig efter noget andet eller “mere”. Jeg holder det fint ud. Og jeg er ret sikker på, at når jeg engang ser tilbage på de valg jeg tog, vil årene hjemme med mine småbørn ikke være ét af dem, jeg fortryder.

5 tanker om “Om jeg kan holde det ud?

  1. Åh, jeg husker det SÅ godt! Lidt synd, at så mange tror, at visitkort og ‘rigtige’ stillingsbetegnelser er den eneste vej til lykke. Bare fordi hjernen ikke tropper op på en arbejdsplads, behøver den jo langt fra at dø – nærmest tværtimod ? Jeg er lige så sikker som dig – du kommer ALDRIG til at fortryde, at du har taget dig tid til dig selv og din familie ?

    1. Det er meget rammende formuleret, Mette! Det er ok og endda forståeligt, at det kan være svært at sætte sig ind i, at det her (for nu) er lykken. Men derfra og til at tro, at det er noget der skal “holdes ud”; der er altså lidt langt på fantasiskalaen. 😉

      1. Hej søde Julie, hvor jeg nyder at læse dine breve,du formulere dig så godt. Nyd jeres år i U.SA. Det er det bedste du kan gøre for dine børn,Niels og dig selv. Det vil du aldrig fortryde. Knus Inge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *