Jeg puttede en seksårig og blev vækket af en teenager

Da jeg for mindre end en uge siden skrev et indlæg om hvor meget jeg nød at være så meget sammen med mine børn, burde jeg have vidst, at man aldrig, aldrig, ALDRIG skal blive så dumdristig høj i hatten over den slags. For efterfølgende fulgte en tid, der egentlig mest af alt gav mig lyst til at tage et fuldtidsjob; gerne med lidt ekstra overarbejdstimer, og det behøvede ikke engang være specielt spændende – bare det foregik langt væk fra huset her.

Sagen er den, at min søde, omsorgsfulde, betænksomme, milde og næsten altid glade seksårige gik fra at være netop alt dét til pludselig flere gange dagligt at forvandle sig til en flabet teenagekopi, der driller sin lillebror, svarer mig igen, stiller et ugideligt ansigt op til en masse ligegyldige ting og skal have besked om fuldstændig basale situationer og gøremål 16 gange, inden hun reagerer. Jeg har seriøst ingen ide om, hvordan det skete, og jeg havde da slet ingen anelse om, at den slags kunne ske så hurtigt. Det er jo nærmest kommet snigende over natten! De første par hændelser slog jeg hen med, at vi lige var kommet hjem fra vores dejlige, men hektiske Danmarkstur, og vi alle var plagede af jetlag i tiden efter, men efterhånden som den nye opførsel så ud til at bide sig mere og mere fast, gik det op for mig, at det ikke var noget, vi kunne holde hverken jetlag, savn eller en fyldt kalender ansvarlig for.

Til at begynde med blev jeg virkelig gal. Jeg er absolut ikke fan af at skælde ud, og jeg prøver så vidt muligt at undgå det, medmindre vi er ude i ekstreme situationer. Samtidig har det faktisk heller aldrig været specielt aktuelt at skælde ud, når det kommer til M. Hun er følsom og bliver enormt skamfuld, hvis man skælder hende ud, og som regel er det alt rigeligt, hvis man  – med alvor – forklarer hende, hvorfor det hun gør/har gjort, ikke er i orden. Men de seneste par dage har jeg hørt mig selv både semiråbe, true hende med at komme i seng uden den livret, hun selv havde bestilt, og sågar gå så vidt som til at straffe ved at fratage hende privilegier, hun troede hun havde eller skulle have. Det har mildt sagt ikke været optimalt, og jeg har været grædefærdig, når jeg lagde mig til at sove om aftenen. Jeg har været virkelig flov over ikke at kunne holde hovedet koldt over for en seksårig, og jeg har været ked af at slukke lyset efter endnu en dag, der bare slet ikke var så hyggelig, som den skulle være – men mest af alt har jeg været møgforvirret. For hvad er det, der sker?

Jeg hører til dem, der søger og finder tonsvis af både mere og mindre brugbar information på nettet, og efter at have googlet diverse variationer over temaet “seksårig opfører sig som en teenager” opdagede jeg, at det er helt normalt og endda forventeligt i seksårsalderen. Noget med løsrivelse og identitet og en masse af de temaer, der som regel er i spil, når børn pludselig bliver kropumulige. Jeg læste og forstod (lidt), og på trods af, at jeg stadig var virkelig bombet i hovedet over, at den slags kan komme SÅ pludseligt, gav det en vis ro. Og en tro på, at det ikke var os, der havde ødelagt hende fuldstændig fra den ene dag til den anden. Efter at have læst og være blevet lidt klogere på seksåriges hjerner, tog jeg en helt klar beslutning om, at det skulle være fuldstændig slut med dét der skældud i den her forbindelse. Jeg ville fortsat fortælle hende helt klart, når hun gik over grænsen, men samtidig ville jeg virkelig gøre en indsats for at finde overbærenhed og tålmodighed frem – og mest af alt ville jeg sørge for at prøve at forstå hende. Og vise hende, at hun stadig er fuldstændig lige så dejlig og god og elsket, som hun altid har været. Også selv om hun lige nu måske har lidt svært ved at finde et par hylder, der passer. For hun passer altid.

Oveni droppede jeg alt om planer med andre i kalenderen og sørgede for, at der var tid til, at vi tre – M, A og jeg – kunne lave noget hyggeligt sammen. Så det har vi gjort. Og indtil videre har taktikken virket over al forventning. Vi har hverken haft konflikter eller sammenstød, hun er sød og hjælpsom, og hun hører efter, hvad jeg siger til hende uden konstant at sætte spørgsmålstegn ved det. I næste uge skal både hun og A på summer camp igen, men hele denne uge har vi tre ferie sammen, og jeg er helt stålsat på, at vi alle sammen skal nyde det.

Det har været en underlig omgang, og ud over at det jo bare altid er ufedt at være Sure Mor, så har det gjort ekstra ondt, fordi M og jeg altid har haft noget særligt. A har “valgt” sin far nærmest fra dag ét, og de to har altid haft et ret unikt bånd, som er så fint at se og mærke. Og M har altid været mors pige. Selvfølgelig har jeg godt vidst, at den slags bånd både udvikler og ændrer sig med tiden – heldigvis da! – men at gå så pludseligt fra fjollerier, kys og kram til en følelse af mest af alt at være et brokmonster… Dét har godt nok været en desillusionerende oplevelse. Jeg kan heldigvis mærke, at vi er på vej tilbage på sporet igen nu, men de bange anelser udebliver ikke, når jeg tænker på, hvad fremtiden bringer. Jeg er fuldstændig sikker på, at M fortsat vokser sig stærk, klog, empatisk, fornuftig, følsom og alt muligt andet både godt og svært – men jeg er nok også i højere og højere grad ved at få øjnene op for de barske realiteter. At dét at være mor (og far!) ikke bare er højtlæsningshygge, krammeture og tegnefilm i sengen. Det er også alt det andet; det sure og det, der får os til at tvivle. Heldigvis fylder det gode stadig meget mere end det mindre gode, og heldigvis er dét, der fylder allermest trods alt stadig og altid kærligheden. I sin reneste, fineste og mest betingelsesløse form.

DSCN1142

DSCN1143 (1)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *