Sydens mange ansigter

Som jeg nævnte i mit Trump-indlæg (og manner, hvor er der sket meget på den front siden da – jeg skal nok opdatere, når støvet fra Demokraternes konvent lige har lagt sig), så er North Carolina (desværre) en af de stater, hvor den republikanske kandidat vandt stort ved primærvalgene. Sådan uden nævneværdig konkurrence. Jeg kører dagligt forbi postkasser med Make America great again-klistermærker, og jeg tænker virkelig tit over, hvem af de mennesker, jeg dagligt møder og taler med, der rent faktisk hører til Trump-lejren. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at NC også er en af de stater, der stadig har deres at kæmpe med og rydde op i, når det kommer til racisme og rummelighed (eller i sidstnævntes tilfælde, manglen på samme), og jeg får altid en virkelig mærkelig følelse i maven, når jeg kommer lidt uden for byen og ser de relativt mange sydstatsflag blafre i vinden. Jeg har også læst på flere online debatfora, at racismen lever i bedste velgående, når man kommer længere ud på landet her. Jeg oplever det ikke selv, fordi 1) jeg er meget hvid og meget gennemsnitlig og 2) det område jeg bor i, og de områder jeg færdes i, mestendels består af veluddannede, urbane mennesker, der trods alt er kommet lidt videre gennem det seneste halve århundrede. Men altså, jeg ved, at det findes.

Området er på mange måder ekstremt modsætningsfyldt, for selv om Raleigh stormer fremad i sin udvikling og tiltrækker arbejdskraft fra hele landet og hele verden, så er NC også bare en sydstat og som sådan temmelig gammeldags og både reaktionær og konservativ. Jeg bliver mindet om det, hver gang jeg passerer en af de sådan cirka syv milliarder kirker, der er i nærheden, og når jeg tænker på, at nogle af de mest ekstreme af dem hører til dem, der foretager omvendelseslejre – “Pray the gay away” – og så var der selvfølgelig hele spektaklet med den meget kontroversielle (og fuldstændig vanvittige) “toiletlov”, HB2, der forbyder transseksuelle at bruge offentlige toiletter for det køn, de identificerer sig med. Det er pinligt, og det er i mine øjne en skamplet på et samfund, der har så meget andet at byde på.

Men det er samtidig en underlig fornemmelse at vide, at den slags – og meget andet – forekommer, når det er så langt fra hvordan jeg selv oplever stedet her. Jeg har tidligere skrevet om den southern hospitality de er så kendt for herovre, og den møder jeg hver dag og mange gange. Jeg får så meget hjælp og så mange smil og hjertelige hilsner, at det er umuligt ikke at føle, at folk bare ER venlige og imødekommende, og jeg tror simpelthen ikke på, at det kun er fordi jeg er bleg og historisk velstillet. Jeg oplever bare ikke den diskrimination, som jeg ved findes, og det er så svært at forholde sig til, når det nu ikke er synligt. En af M’s allerbedste veninder i skolen er en sort hørehæmmet pige, og N’s ekstremt religiøse, hjemmeskolede kollega og hans kone (som begge er meget hvide) har lige adopteret en lille afroamerikansk dreng fra en misbrugsfamilie. Ikke fordi de ikke kunne få børn selv – de har to yndige piger – men fordi deres opdragelse og værdier (og vel nok også deres tro?) får dem til at føle, at det er det rigtige. Og det er ikke kun indbyrdes i de små familier. Lokalsamfundene hænger sammen på grund af indbyggernes vilje til at hjælpe hinanden og gøre en indsats.

Jeg håber på at blive lidt klogere på byen, staten og de folk der bor her, fremover, for der er så mange flere nuancer at grave frem. Og så vil det nok heller ikke skade, at jeg graver lidt i mig selv – og ikke mindst mine fordomme. Og indser, at man godt kan være både konservativ, dybt religiøs og med et værdisæt, der ligger meget langt fra mit eget – og alligevel være et af den slags mennesker, som jeg sagtens kunne lære en masse af. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *