De farvede medier

Det kommende præsidentvalg og i særdeleshed de to uhørt upopulære kandidater er naturligt nok noget, der fylder ekstremt meget i medierne herovre, og det det kommer formodentlig kun til at fylde mere og mere fra nu og til november, hvor det endelige slag skal stå. Her til morgen læste jeg en artikel fra Berlingske, skrevet af Poul Høi, som fokuserede på måden, de amerikanske medier nu er begyndt at rette både kandidaterne og deres tilhængere og kritikere, når de bevæger sig ud i påstande og udsagn, som er decideret usande. Jeg nævnte nogle af Trumps fadæser her, men sandheden er jo, at der er så meget mere at tage fat i – og at den republikanske kandidat mere end én gang er blevet grebet i direkte at lyve. Det er ret rystende at overvære, og det er så langt fra fornuftige menneskers opvækst og børnelærdom: At det er forkert at lyve. Når en præsidentkandidat bliver taget i det – og ikke engang vil indrømme det, når han(/hun) bliver afsløret – hvilke rammer og normer er det så, vi alle sammen har at forholde os til?

Der findes meget få neutrale/objektive medier i USA – hvis nogen overhovedet – og jeg er udmærket klar over, at det er en vinklet, redigeret og endog meget farvet version af begivenhederne jeg får, når jeg to timer hver aften sætter mig foran CNN. Stationen er meget tydeligt anti-Trump, og det har efterhånden nået en grad, hvor det er, om ikke pinligt, så i hvert fald påfaldende. For mange står CNN som en af de mest troværdige nyhedskilder (jeg er også godt klar over, at mange ikke giver en fløjtende fis for den), og det er alt andet lige usædvanligt at se en respekteret, landsdækkende tv-station tage så meget side. Et lille, men ret karakteristisk eksempel kom i går aftes, hvor nyhedsværten Don Lemon (som jeg i øvrigt er ret vild med) afsluttede en debat mellem finansjournalisten Ali Velshi og ejendomsmægleren (og Trump-supporteren) Katrina Campins med ordene: “Thank you, Ali, a very well-respected global affairs economist and also, uhmm, Katrina, a…luxury real estate specialist and winner of the first season of “The Apprentice””.  Det var så lidt subtilt og så helt upassende partisk, at det var komisk.*

Så hvorfor er medierne nærmest gået i selvsving i deres partstagen? Jeg mener, vi har altid vidst, at Fox News var højredrejet propaganda på speed, men det har ligesom været præmissen, og bryder man sig ikke om det, kan man lade være med at se det. CNN har i de senere år bevæget sig i en mere og mere skarpt redigeret retning, men det har aldrig været så markant, som tilfældet er lige nu. Min egen lille lommeteori – som jeg måske nok tror er for simpel til rigtig at kunne gøre sig gældende – har været, at et medie som CNN ganske enkelt, som så mange andre i USA, er rædselsslagne for, at Trump rent faktisk skulle gå hen og vinde det her valg. At de i højere grad end nogensinde før ser det som et fuldstændig uacceptabelt udfald og derfor sætter alt ind på at vise deres seere, hvor helt igennem vanvittig en opførsel, han står for, og derfor helt er stoppet med at nedtone deres holdning og belyse fra flere sider. Trumps støtter – som i øvrigt i lige så høj grad som modparten får lov at komme til orde og deltage i debatterne; alt andet ville også være helt sort – anklager pressen for ikke at fokusere lige så meget på Hillarys fejl som Trumps, og som Don Lemon sagde i går (noget lignende, i hvert fald): Nogle gange kan man ikke fokusere én til én, fordi den anden part ikke altid gør og siger ting, der er lige så langt ude.

Og han har jo ret, men det efterlader stadig spørgsmålet: hvor langt kan pressen tillade sig at gå i deres vinkling, før det bliver utroværdigt? Og endnu vigtigere, hvor langt kan de gå, inden det får den modsatte effekt af den ønskede? Der er ingen tvivl om, at Trumps hardcore-tilhængere ikke giver meget for CNN’s dækning og nok nærmere søger endnu længere mod den modsatte grøft, fordi de ser hvert angreb mod Trump som socialistisk Hillary-propaganda. I mange tilfælde ser de sig nok endda så sure på dækningen, at de stopper med overhovedet at lade det sive ind. På trods af, at ingen kan komme uden om, at Trump har løjet så mange gange, at det måske faktisk overstiger de gange, han har talt sandt, at han mangler basal viden om udenrigspolitiske forhold, og at hver dag byder på nye tilfælde af hans egne partifæller, der tager afstand fra ham og melder sig under Hillarys faner. Det er kendsgerningerne, og de er iøjnefaldende. Men jeg er ikke sikker på, de trænger ind dér, hvor de skal.

Well, i dag er en ny dag i Trump-land, og hver dag er en dag mindre, inden vi når november. Jeg er sindssygt spændt på at følge både debatten, meningsmålingerne og bare det generelle cirkus, der følger med det her show af et præsidentvalg.

* I kan se debatten mellem Ali Velshi og Katrina Campins her – det kan godt anbefales.

En tanke om “De farvede medier

  1. Kloge overvejelser, men i Danmark savner jeg at medierne tager stilling og ikke bare referer udtalelser. Det kan få den mindre opmærksomme lytter/seer/læser til at tro at alt er lige godt – også det mest afsindige vrøvl.
    Ja, det er spændende måneder vi går i møde. Rædselsfuldt spændende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *