Sit still, look pretty

“Mødre forelsker sig i deres sønner og identificerer sig med deres døtre.” Jeg kan ikke huske, hvor jeg læste det udsagn, men det bed sig fast – i al sin amerikanske, one liner-agtige storladenhed. For selv om det er poppet, så har jeg efterhånden – efter seks år som pigemor og tre som drengemor – lært, at der er et eller andet om det. Da vi opdagede, at vi ventede barn nummer to, havde jeg (selv om man jo helst ikke skal sige den slags) et lille bitte håb om, at det var endnu en pige. Ikke fordi jeg havde noget imod drenge, men fordi jeg har en teori om, at søskende af samme køn ofte får et tættere forhold, når de vokser op. De har et andet fællesskab end søskende af forskelligt køn, og jeg synes tit, jeg møder voksne søster- og brødrepar, som er hinandens bedste venner. Det kunne jeg godt tænke mig at give M. For det andet var der også bare dét der med, at jeg jo vidste hvordan man var pigemor, ikke? Nu havde jeg jo ligesom prøvet det, og det ville være så nemt bare at fortsætte.

Nu har jeg så som bekendt prøvet begge dele, og ja, der er en kæmpe forskel. Men jeg har nok snarere lært, at forskellen ligger i mig og min egen “hunkønsidentifikation” langt mere, end den har at gøre med mine børns køn. Det er svært at forklare præcis hvad der sker, men jeg har en helt klar følelse af, at min måde at opdrage M på og min måde at være hendes mor er langt mere kompleks og langt mere “mudret” af, at jeg selv er hunkøn og selv har været igennem alt det, hun er. Jeg har så mange ønsker og håb for hende, og de er alle sammen blandet med et virvar af ængstelige følelser om, hvorvidt hun nu får det bedste ud af at være pige.

M har for længst nået en alder, hvor glitter, pynt og alt, der er smukt, har en kæmpestor interesse – og det betyder noget at være fin. Hun står foran spejlet og laver ansigter og poserer, og hun låner min læbestift og vil helst skifte tøj tre gange om dagen. Det er helt i orden, og jeg ved, hvor naturligt det er for (mange) piger at gå op i deres udseende og lade det fylde meget. Men så er det min frygt kommer snigende, for hvornår fylder det FOR meget? Jeg prøver at minde hende om hvor fedt det er at være stærk og lidt vild og turde tro på, at man kan, hvad man vil. Jeg elsker, når hun bedyrer, at hun vil være astronaut, når hun bliver stor – altså, kun fra mandag til torsdag, for om fredagen vil hun gerne være sammen med sine børn. 😉 Jeg vil så gerne, at hun vokser op med et ønske om at kunne og være meget, meget mere end den pæne pige, der aldrig stikker ud eller tager kontrollen. Jeg vil have, at hun skal vide, at hun kan det hele, og at der ikke er nogen “rigtig” måde at være pige på. Det handler ikke om at være pæn. Det handler om at være den bedste, man kan være. Og som det er nu, er der absolut intet at bekymre sig om. Hun går fuldstændig lige så meget op i at blive god til at svømme, slå vejrmøller, synge og læse, som hun gør i at være fin.

Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget af det jeg selv giver videre til hende. Jeg taler meget, meget bevidst aldrig om noget, der omhandler vægt eller kropsbillede foran hende, men jeg er da selv forfængelig, og det ser hun jo. Det er også mig, der elsker at købe en ny badedragt til hende, komme hjem med nyt gymnastiktøj eller overraske hende med en kjole – ikke fordi hun måske reelt havde brug for det, men fordi det var PÆNT. Og FINT. Og så bliver hun glad, og så handler det lige pludselig igen lidt for meget om at se ud. Ligesom jeg jo også er ret bevidst om, hvor fuldstændig åndssvagt meget tid og energi jeg selv har brugt på at tænke over, hvordan jeg så ud, hvor meget jeg vejede, hvor dumt mit hår krøllede – og alt det andet. Og i al min iver over IKKE at ville give det videre, er det måske netop det jeg kommer til, fordi det får så meget fokus i min bevidsthed. Jeg tror, jeg gemmer det væk, men i virkeligheden bliver det måske mere påtrængende end alt det andet, jeg hellere vil lære hende?

Jeg tror, at mange pigemødre ofte kommer til at lægge lidt for meget af sig selv over i opdragelsen, og alle de usikkerheder, man selv har – eller havde som barn og ung – kommer til at fylde for meget. Det er jo ok at give sine erfaringer videre, men der skal være en grænse for, hvad der er nyttige erfaringer, og hvad der er usikkerheder, der intet har med næste generation at gøre – og som en datter slet ikke skal forholde sig til.

På mange måder har det været mere ligetil med A. Jeg kunne ikke drømme om at påstå, at det er nemmere at opdrage drenge end piger, men jeg kan mærke, at det for mig personligt har været mindre… broget. Der har været en anden og mere ukompliceret følelse af at kunne følge de normer, vi har sat op for ham og den retning, vi gerne vil præge ham i, uden at min egen bagage kommer så meget ind over. Han og jeg har vores sammenstød – og vi har mange flere, end jeg nogensinde havde med M – men de er på en eller anden måde mindre komplekse, og et eller andet sted handler det nok om tvivl (og selvfølgelig om, at han stadig kun er tre år, haha). Jeg tvivler meget mere på mig selv som pigemor end som drengemor, måske fordi jeg naivt håber på, at jeg kan styre hende uden om de usikkerheder og tvivl, jeg selv har haft, hvis jeg bare gør noget andet. Det giver ingen mening, og det er helt urealistisk. Og i virkeligheden nok også generelt en dårlig ide, for jeg tror jo egentlig, at når vi bliver alt for fokuserede på de fejl, vi IKKE vil begå, overser vi alle de andre, som vi så begår i stedet. Som næste generation så vokser op med at kæmpe sig væk fra. Og så videre.

Det er svært, og det bliver absolut ikke nemmere, jo ældre hun bliver, og jo mere personlighed, der vokser frem. Jeg ved godt, at jeg gør det det godt, og jeg ved, at jeg er en god mor for begge mine børn. Men jeg ville nok ikke tage skade af at prøve at bevæge mig lidt væk fra alle usikkerhederne og i stedet minde mig selv om, at M er M. Hun er ikke mig, og hun skal ikke genleve mit liv. Hun er, lige som hun skal være – både når hun er fin og stærk og det hele på én gang.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *