(Knap så) Modige mor…

Der skete et eller mærkeligt med mig, da jeg fik børn. Jeg blev pludselig bange for en masse ting, som jeg aldrig tidligere havde skænket en tanke. En af de mest markante – og noget af det, der ærgrer mig mest – var dykning. N og jeg dykkede virkelig meget, inden vi blev forældre, og stort set alle vores længere ferierejser var med dykning som hovedtema. Vi har dykket langs en 600 meter højt, lodret revvæg ved Borneo, i huler i Mexico, på vrag i Egypten og masser af andre fantastiske steder – og det har været de største ferieoplevelser i mit liv. Men efter jeg er blevet mor, har jeg haft meget, meget svært ved at dykke. Jeg har faktisk kun gjort det en enkelt gang, og der var jeg virkelig tæt på at få et anfald af panikangst under vandet, hvilket selvfølgelig er noget af det allerværste, man kan gøre. Jeg fik undveget det meste af det ved at give signal til vores guide, som holdt mig i hænderne og kiggede mig i øjnene, indtil det var drevet over, og resten af dykket gik fint. Men dykning er ikke det samme længere; der er kommet en angst ind over.

Det samme med højder. Jeg har aldrig i mit liv haft noget, der bare mindede om højdeskræk – men det har jeg nu. Jeg er virkelig, virkelig ikke glad for højder. Og den frygt kom til udtryk i weekenden på et tidspunkt, hvor jeg simpelthen var nødt til at undertrykke den.

Vi tilbragte weekenden i bjergene på en fuldstændig fantastisk tur. N havde med firmaet inviteret alle sine medarbejdere og deres familier med i en hytte ved Black Mountain, og det var så skøn en weekend. Vi boede 13 mennesker sammen i en kæmpe træhytte med egen pool og udendørs opvarmet boblebad, og bortset fra lørdag formiddag, hvor der stod arbejde på programmet, var det ren social hygge med god mad, masser af drikke, afslapning, badetid og andre aktiviteter.

Kuechly og Newton - dog i en anden slags fodbold, end de navne normalt forbindes med. ;)
Luke Kuechly og Cam Newton – dog i en anden slags fodbold, end de navne normalt forbindes med. 😉

Blandt sidstnævnte var et såkaldt ropes course (jeg ved faktisk ikke, hvad det danske navn er?), hvor man bliver spændt ind i en masse seletøj og så bliver sluppet løs oppe på forhindringsbaner af forskellig sværhedsgrad mellem træerne. A var ikke gammel nok, så han måtte blive på jorden, men M måtte gerne være med på de to nemmeste, som N og jeg skiftedes til at tage hende med på. Den første, som N tog, gik fint, og M havde en fest. Den næste… Not so much. Det var den, jeg var med på, og på et tidspunkt skulle hun tage et skridt fra et bræt til et andet, men hun kunne ikke få fodfæste og blev virkelig bange. Hun græd og ville ned, men med hjælp fra chefen og støttende tilråb fra mig, der var lige bag hende, gik det, og sammen kom vi igennem resten af banen.

Not my proudest moment...
Not my proudest moment…

Det var ikke sjovt lige dér. Ikke kun fordi hun blev bange og var ked af det, men fordi jeg faktisk også var halvvejs rædselsslagen. Da jeg bagefter stod og kiggede på på banen, så den jo ikke engang ud til at være specielt højt oppe, men da vi var deroppe, synes jeg det var frygteligt. Men det var ikke rigtig en mulighed at give luft for min egen frygt, da jeg foran mig havde en skrækslagen seksårig, som bare havde brug for at holde sin mor i hånden og vide, at alt var trygt og godt og slet ikke så farligt, som hun følte, at det var.

Det gik, og efterfølgende var M simpelthen så høj på adrenalin over at have klaret det, at hun snakkede i up-tempo nonstop hele vejen hjem. Hun var helt oppe at køre. Jeg syntes også, det var sjovt – bagefter – og det var en cool fornemmelse at have gjort det (selv om den blev lidt fladere, når man stod og kiggede på de baner, som de andre tog helt oppe mellem træerne, hvor de kom frem ved hjælp af klatrevægge, hulahopringe og andre obskure hjælpemidler). Men det er en mærkelig følelse, dét med at være bange for noget og på en eller anden måde være i stand til at lægge låg på det. Bare fordi man for f*anden SKAL. Der er ikke rigtig nogen vej uden om, når man skal være den voksne til den bange. Det er sikkert meget sundt, fordi jeg lærte lidt om hvad frygt egentlig er, og hvor meget mere i kontrol over min egen frygt jeg kan være, når jeg skal. Men jeg tror ikke, jeg skal op i træerne igen lige foreløbig. 😉

Bjergene vil jeg til gengæld gerne tilbage til. Der er ingen højdeskræk – bare en helt igennem overvældende ro, udsigt og stemning. Vi må snart tilbage.

IMG_9827

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *