“Vil du lege med mig, mor?”

Det lyder virkelig ikke særlig pænt, men ovenstående er en af de sætninger, jeg frygter mest at høre fra M (i princippet også A, men han spørger ikke så tit, og det er sjældent fulgt op af en tanke, han har tænkt færdig). Misforstå mig ikke, jeg elsker at tilbringe tid med hende (med begge mine børn), og havde spørgsmålet lydt “vil du læse for mig?”, “vil du sidde med mig og nusse mig?”, “vil du snakke med mig?”, “vil du gå en tur med mig?” og tusindvis af andre spørgsmål, så er der nærmest ikke noget, jeg hellere vil svare ja til. Men… jeg er ikke god til at lege. Og jeg synes heller ikke, det er særlig sjovt. There, I said it. Jeg har sikkert tabt sørgeligt mange af mine legende tendenser gennem årene, og nu har jeg mistet evnen til at nyde at fordybe mig i en leg. Jeg synes virkelig, virkelig ikke det er sjovt at være lillesøsteren, der besøger storesøsteren, der lige har fået lov at tygge tyggegummi og som er fourth year i skolen, og at skulle følge alle de regler og regulativer, der følger med den leg. Eller være en (næsten) valgfri karakter fra Lego Friends. Eller for gudvedhvilken gang lege “Mit Kæledyr” (Ramasjang-forældre, I ved, hvad jeg taler om), hvor M er pigen Elise/Molly/Emily/Mia, der får en kanin, mens jeg spiller rollerne som både Silja, det andet barn (der allerede har et kæledyr) og begge Elises forældre. Nå ja, og så skal jeg synge kendingsmelodien både ved start og slut.

Jeg er ikke et legebarn. Og det er forfærdeligt, for M bliver jo frygtelig skuffet, hver gang jeg takker nej. Selvfølgelig siger jeg også ja, men absolut ikke hver gang, for principielt synes jeg egentlig også, det er noget underligt kunstigt noget at gå ind i en leg, man ikke rigtig gider. Børn er jo ikke dumme. Jeg vil langt hellere lave noget med hende, som vi begge to synes er sjovt, og andre gange siger jeg også nej, fordi jeg ganske enkelt har andre ting, jeg skal nå på det tidspunkt.

Hvilket leder mig til en anden problematik, nemlig balancen mellem nej og ja, når man er hjemmegående. Da vi boede i Danmark og jeg arbejdede, var det egentlig rimelig enkelt: jeg så ikke mine børn det meste af dagen, så den tid der var fra vi kom hjem, til de skulle i seng, blev brugt sammen, så vidt det overhovedet var muligt. Det gav sig selv. Men nu har jeg mange, mange flere timer til rådighed sammen med dem hver dag, og hvor meget jeg end nyder deres selskab, så synes jeg hverken det er sundt for dem eller mig selv at være sammen heeeeeele tiden. De skal også kunne underholde sig selv og hinanden, og bare fordi jeg HAR mere tid, er det jo ikke ensbetydende med, at det hele skal bruges på dem. Mere end før – selvfølgelig! Men med en balance. Og jeg har opdaget, at den balance godt kan være lidt svær at finde, for hvis det er op til dem, så laver vi noget, der er SJOVT. Hele tiden. Og mor er med. Og det er naturligvis, fordi jeg er den voksne, op til mig at definere rammerne for, hvornår det er ok at sige, at nu er mor IKKE med.

Jeg tror dét med at være hjemmegående stadig er så anderledes en følelse, at det er svært at finde det naturlige forhold mellem sammen og ikke sammen. Jeg har været så vant til, at den tid, jeg KUNNE bruge med børnene også blev det, og jeg kan sagtens mærke den dårlige samvittighed, hver gang jeg beder dem om at finde på noget selv. Eller med hinanden. Nogle gange lykkes det, men de fleste af gangene bliver afslaget mødt med skuffede miner og diverse forsøg på overtalelse. Men jeg synes virkelig, det er vigtigt, at vi ikke bliver et uadskilleligt trekløver, der altid skal finde på “sjove ting” sammen. Selvfølgelig fordi det ville gå ud over min mentale tilstand, men først og fremmest, fordi jeg helt uden tvivl mener, at det er det sundeste for dem. De har masser af tid med mig, og de skal lære også at nyde og bruge den, de har med og for sig selv. Ligesom jeg gør.

7 tanker om ““Vil du lege med mig, mor?”

  1. Kender det! Vores kloge leder i børnehaven taler om, at det er vigtigt at være autentisk. Og det er du, når du siger nej tak til at lege. Det ville være meget værre at takke ja, og være fraværende i legen. Så bliver man utydelig og anonym. Vi træner det herhjemme for tiden. Den 4-årige er vild med rollelege – hvilket jo kræver en modspiller. Så…. Jeg siger meget nej for tiden. Det er svært, synes jeg. Men jeg ved, hun udvikler sin hjerne og fantasi, hvis hun leger selv – og når jeg så siger ja til at lege, forsøger jeg at gøre det 100 %. Du er sej. Kh A

    1. PS. Den 6-årige er vildt god til at lege selv. Har altid en masse små projekter. Det er så fedt – men betyder også, at børnenes legelyst ikke rigtig matcher for tiden. Ville ønske de var bedre til at lege sammen. Er dine det?

      1. Det ER nemlig vildt fedt, når de kan. M kan også, når hun først kommer ind i det (og så elsker jeg faktisk bare at sidde lidt væk og lytte til alle de ting, der foregår i hendes egen leg), men hun foretrækker at have mig med, så derfor er det altid hendes første indfald.

    2. Det er rigtigt, man skal være autentisk. Men nogle gange føles det at være autentisk lidt for meget ligesom at være afvisende. Jeg tror bare, jeg skal lære det. Tak for ordene! 🙂

      1. Jep, autentisk er bestemt ikke altid det nemme valg. Autentisk er jo også, at man tør vise, når man er ked af det. Og det kræver også mod, synes jeg. Jeg har nok været lidt for god til at tage en maske på – eller den ekstroverte hat, inden jeg fik børn. Men børn gennemskuer jo alt – de fintfølende små væsner, så den går ikke længere. Den form for hudløs ærlighed kan være lidt grænseoverskridende – i hvert fald for mig. Men jeg øver mig.

        1. Det er meget rammende, at det kræver mod. Det er der egentlig vildt meget, der gør, når man får de dersens børn, synes jeg! Jeg er i øvrigt helt enig i det med ærligheden (inden for rimelighedens grænser, naturligvis), for jeg tror på, det giver forvirrede og utrygge børn, hvis de får en “uægte” følelser fra de mennesker, som er dem, de skal kunne vide sig allermest sikre på.

          1. Enig. Jeg kan selv huske situationer fra min barndom, hvor jeg tydeligt kunne mærke en dårlig eller trist stemning – og når jeg spurgte ind til det, så var alt i skønneste orden. Eller “Det skal du ikke bekymre dig om”. Men sagen var jo den, at jeg bekymrede mig ekstra meget, når jeg, for det første ikke vidste, hvad det handlede om, og for det andet ikke oplevede at der var overenstemmelse mellem, det der blev sagt, og den stemning der herskede. Så den mønster prøver jeg at bryde – med måde. Er heller ikke fortaler for, man skal dele alt med sine børn. Der er selvfølgelig noget, der hedder voksen/ privatliv : )

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *