Skal vi være venner?

For et par uger siden sendte min mor – som er virkelig sød til at holde mig opdateret i den danske nyhedsstrøm – mig et link til denne artikel om hvor svært det kan være for en udlænding at blive venner med en dansker. Den var virkelig interessant for mig at læse på trods af, at min vinkel i sagens natur går den anden vej rundt. Her er det mig, der er expat’en, og mig, der skal sørge for at skaffe mig nogle venner. Og lige præcis herfra hvor jeg sidder, er det ret nemt at få øje på et par forskelle mellem amerikanske og danske venskaber.

Amerikanerne er enormt gode til at socialisere. Sådan helt vildt, og jeg bliver lige imponeret hver gang. Vi var til noget eftermiddags-poolhygge for et par uger siden, og i løbet af en halv time havde en af vores bekendte introduceret mig for fire nye mennesker, som ikke var en del af selskabet, men som boede i området, og lige kom forbi. Det førte til, at N pludselig havde en ny potentiel kunde, og at vi i næste uge skal se på et hus i det område, vi gerne vil købe en bolig. Og sådan er det hver gang vi deltager i noget. “Julie, this is Ashley/Amy/Nancy/Jessica/Steve/Michael/etc who lives down the street and has three children in our school. (S)he owns a company that…” og fortsæt så bare i fantasien. Så går snakken, og pludselig er man på en helt ny sms-liste til næste weekends komsammen af en eller anden slags. Det er ret sjovt og meget socialt, og det er lige før det kan blive helt hæsblæsende. Men hvis der er noget, der virkelig er gået op for mig, så er det hvor sindssyg meget godt, der kan komme ud af den slags hurtige bekendtskaber. For det er lige præcis dét, de er: bekendtskaber. Det er ikke sådan, at vi nu pludselig har otte nye fantastiske og nære vennepar, som vi tager på weekend med, mens vi deler alle vores inderste tanker. Slet ikke. Men det er bekendtskaber med sjove, gode og kloge mennesker, og af dem har jeg lært, at bekendtskaber kan være om ikke helt, så i hvert fald næsten lige så givtige som venskaber.

Jeg har tidligere skrevet om mine veninder, og af den sluttede kreds, jeg betragter som mine nærmeste, kom den seneste til, mens jeg gik på universitetet – altså for over 15 år siden! We all go way back. Jeg har mødt masser af andre skønne, sjove og dejlige folk siden da, men det er mit – og den føromtalte artikels forfatters – helt klare indtryk, at vi danskere går rigtig meget op i vores gamle venner. Og når vi ligesom føler, at vi er omringet og favnet af de helt rigtige mennesker, så havner dem, der kommer til senere, i en anden kategori. Det har sikkert også en hel masse at gøre med, at de gamle venner er dem, der ved det hele, og dem, der har set os græde, tvivle, vokse op og lave bommerter, og derfor er de trygge og kærlige at have.

Amerikanernes hang til bekendtskaber hænger for det første sikkert sammen med den “overfladiskhed”, som de så ofte bliver kritiseret for (og som jeg tidligere har sat spørgsmålstegn ved). Alt behøver ikke at have en dybere mening eller et værdibaseret formål – et møde med et andet menneske kan også bare være noget sjovt og hurtigt, og lad os da lige se, hvad der kan komme ud af det? Jeg tror også, det handler meget om, at de i mange tilfælde er langt mere mobile, end vi danskere bryder os om at være. Alle de mennesker jeg har mødt, er flyttet rundt mellem forskellige stater, og det er snarere reglen end undtagelsen, at man flytter sig efter et job – uanset, om man bor i Oregon, og jobbet er i Oklahoma. Samtidig er der heller ikke den samme tradition for at blive i et job i årtier, så der kan altså komme rigtig mange flytninger ind i løbet af et liv – og dermed rigtig mange nye bekendtskaber.

Jeg er rigtig glad for at have begge dele i mit liv lige nu, også selv om det er et kæmpesavn for mig, at mine gamle venner er langt væk, og at min jævnlige kontakt med dem er sat lidt på standby. Jeg er virkelig, virkelig glad for at have fået nogle rigtig gode venner herovre – ikke kun bekendte, men gode, dejlige veninder –  men jeg er også nødt til at forholde mig til det faktum, at i det øjeblik deres liv pludselig byder dem en chance i Californien eller Illinois, kan de være væk igen. Og så er det lidt sværere at holde kontakten end i Danmark, hvor distancen mellem vennerne sjældent overstiger 50 kilometer. Og det samme gælder jo for mig. Mine venner herovre ved jo godt, at jeg kun er her i en begrænset periode. Alligevel har de absolut ikke haft nogen forbehold over for at lukke mig ind. Snarere tværtimod. Det har været så fint at mærke, og det er helt klart noget af det, der har betydet, at jeg føler mig så godt tilpas her og rent faktisk ser Raleigh som mit hjem nu.

Det kunne vi måske godt lære noget af derhjemme. Jeg skal være den første til at indrømme, at det aldrig er faldet mig ind at have expat-venner (eller -bekendte) i Danmark. For det første har jeg nok altid set dem som et slags lukket selskab, og for det andet, så havde jeg jo hvad jeg skulle bruge på vennefronten, ikke? Det er nok en holdning, jeg vil være mere bevidst om fremover. For nu er det mig, der er expat’en, og jeg ved heldigvis kun, hvordan det føles at få venner i et nyt land. Ikke hvordan det føles ikke at få dem – men jeg kan kun forestille mig, at det gør ondt. Så næste gang I møder en expat-mor i daginstitutionen, så overvej lige at invitere hende og familien til en omgang ægte dansk grillhygge. Jeg tør næsten garantere, at de vil elske det. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *