Look, jeg swinger højere end you!

For næsten præcis et år siden kom jeg med en lille opdatering på børnenes sprog, og forleden fik jeg lyst til at gøre det igen. Ikke mindst fordi jeg ved, der sidder mange andre udlandsdanske børnefamilier derude, og for dem, der ikke har været af sted så længe, kan det måske være meget rart at høre lidt erfaringer om, hvor lang tid dét der sprog egentlig tager.

Nu, halvandet år siden ankomsten, er vores børn stort set flydende. Der er ikke ret meget dansk accent at spore hos nogen af dem længere – selv om A stadig egentlig bare taler med sin egen hjemmelavede accent, der hverken er fugl eller fisk, men bare sådan lidt spøjs – og jeg vil tro, at ordforrådet i begge sprog efterhånden nærmer sig hinandens niveauer. Dog er der stadig ting, der bliver blandet sammen, men hvor det før drejede sig om nogle virkelig komiske, Eddie Skoller-agtige fordanskninger – som da M sidste efterår skulle give sin veninde et godt råd til en gynge og begejstret råbte “You have to hold good on!!” – er det nu den anden vej rundt – og det danske sprog, der ind imellem får en lidt hårdhændet behandling. Det kan være små, uskyldige hovsa’er, som når A gynger og siger til sin søster: “Look, jeg swinger højere end you!” eller når han råber “hjælp, min fod er stuck!”. Og så er der de mere grelle tilfælde, som da M skulle fortælle mig om en leg, hun havde leget med sin lillebror og gik i gang med forklaringen: “Ej mor, det var så sjovt, for A var håbet til at få flodhesten, og jeg var håbet til at få giraffen, og så fik vi dem!” Jeg ved ikke, om I kan gennemskue den sætning, men det er selvfølgelig ordene “was hoping to get”, der bliver direkte oversat til Danglish vås. 😉

Det er svært ikke at fnise, når vi overhører den slags smuttere, men samtidig er det jo også en påmindelse til os om, at vi har et ansvar i forhold til at styrke deres danske. Vi taler stadig 100 % dansk herhjemme, og selv når M slår over i engelsk, hvilket som oftest sker, når hun leger eller bliver meget optaget af at skulle beskrive eller forklare noget, så svarer vi hende konsekvent på dansk. Det kan godt virke lidt anstrengt, men det er simpelthen så magtpåliggende for os, at begge børn holder fast i det danske og fortsætter med at tale det lige så naturligt som det engelske. På et eller andet tidspunkt inden for de næste år skal vi jo tilbage, og så ville det simpelthen være for ærgerligt, hvis de skulle til at begynde næsten forfra, fordi vi ikke havde gjort os den umage at holde fast i det danske for dem. Derudover er både N og jeg jo så i øvrigt også stadig så gennemdanske, at jeg slet ikke kan forestille mig hvor åndssvagt det ville føles, hvis vi gik herhjemme og talte engelsk sammen. Så dansk it is. 😉

Der er naturligvis nogle (ganske få) undtagelser. Når vi er blandt andre (ikke-danske) mennesker, så taler vi alle sammen engelsk. Ikke, hvis vi går rundt i supermarkedet, men hvis vi er sammen med folk, vi kender, slår vi aldrig over i dansk. Det ville jo bare virke uhøfligt, synes jeg. En anden undtagelse kan være, hvis vi hjælper M med lektier, og hun har brug for, at noget bliver snakket igennem. Så foregår det ind imellem også på engelsk, så hun kan tage det med sig i skolen næste dag. Vi sørger selvfølgelig også for – gennem lærerne – at være meget opmærksomme på, om deres dobbeltsprog er en hæmsko, men det virker på ingen måde, som om det er tilfældet. Snarere tværtimod.

En anden undtagelse er, når børnene leger sammen herhjemme. Det foregår næsten udelukkende på engelsk, og det giver egentlig ret god mening, når man tænker på, at det eneste tidspunkt, de hører dansk, er når de taler med os to voksne. Engelsk er det sprog de taler med deres venner flere timer hver dag, og derfor er det kun naturligt, at det er blevet deres “legesprog”. Det blander vi os selvfølgelig ikke i.

Men ud over de få eksempler er der faktisk ingen situationer, hvor vi ikke taler dansk sammen, og det har vi tænkt os at holde fast i al den tid vi er her. Ikke mindst fordi et af de største argumenter for at begive os ud i det her eventyr faktisk var, at vi syntes, det ville være en fantastisk gave for vores børn at være tosprogede. Og det bliver de jo ikke, hvis de smider det ene væk. Så kan det godt være, at A konsekvent taler om sin blue bil, black jakke og yellow tandbørste, og at M spøger mig, om hun må læse en bog til mig, men hvis vi kan holde det på dét niveau, går det nok. For de er faktisk meget, meget tæt på at være ægte bilingual, og dét i sig selv er noget, der gør mig pavestolt at være vidne til.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *