Når fædrelandet sniger sig ind på én…

I forgårs ramte en lidt uventet følelse mig. Lige med ét – og ud af absolut ingenting – mærkede jeg et stik af Danmarkssavn helt inde i maven. Og det var mærkeligt, for ud over savnet af venner og familier, som jeg allerede har skrevet om flere gange, så er det altså meget sjældent, at jeg som sådan savner at bo i Danmark. Eller sagt på en anden måde: Der er så mange gode ting herovre, der vejer op for hvad jeg kunne savne i Danmark, så jeg bruger ikke særlig meget tid eller energi på at tænke over mit fædreland. Men lige pludselig kom det altså. Og jeg mener det virkelig, når jeg skriver, at det var ud af det blå – jeg tror seriøst, det var en eller anden erindring om at stå og købe en ansigtscreme på et dansk apotek, der pludselig fik en vemodig form for længsel frem i mig. Det var helt uventet og kom bag på mig – og siden har følelsen faktisk hængt lidt ved. Og det mærkelige er, at det stadig er de komplet random ting, jeg tænker på – ikke de lange lyse sommernætter, cykelture gennem København, efterårsæbleplukning eller adventshygge. Det er helt åndssvage ting – som f.eks. at gå rundt i SuperBest i Virum. I kid you not.

Det er ellers ikke fordi jeg går og føler mig specielt dansk i hverdagen, og det at være dansk er heller noget, jeg går op i eller dyrker – det er der ligesom bare. Men fædrelandet ligger jo nok derinde et sted, og hos mig valgte det så åbenbart at give sig til kende i form af nostalgi her halvandet år efter vi kom. I øvrigt efterfulgt af et ordentligt skud “hjemme”, for vi har lige haft besøg af mine forældre i to dejlige uger. Vi har været på yndlingsrestauranter, holdt Thanksgiving med baconindpakket kalkun, kartoffelmos, green bean casserole, gravy og pecan pie (alt selvfølgelig hjemmelavet!); der er blevet snakket, hygget, læst danske godnathistorier og drukket masser af vin. Og vinket farvel med en dejlig følelse af at være blevet fyldt godt på hjemlighedskontoen. Og et par dage efter kom savnet altså.

Det er ikke et savn, der giver mig en pludselig lyst til at komme hjem før tid eller genoverveje vores planer om at blive herovre. Men det er en følelse, der får mig til at kigge på danske boligsider (hvor skal vi bo, når vi kommer hjem?), læse om de bedste danske skoler (skal det være folkeskole eller privat?) og drømme om gamle venner og bekendte – også dem, jeg ikke har set i årevis og sandsynligvis heller ikke kommer til at se igen nogensinde. Det er en underlig følelse, eller snarere tilstand, men den er ikke u-rar. Den er der ligesom bare. Udefinerbar og lidt ubeskrivelig, men alligevel krystalklar og håndgribelig.

Nå, men uanset hvad er det ikke en følelse, der bliver imødekommet lige foreløbig, for vi har ikke planer om at tage til Danmark de næste par måneder. Vi holder jul i North Carolinas bjerge, nytår herhjemme, og de første par måneder i det nye år har jeg nogle planer, som kommer til at fylde det meste af min weekendtid. Så næste gang vi kommer hjem bliver formentlig, når vores visum skal forlænges til foråret. Indtil da må jeg så finde ud af hvad jeg skal gøre af minderne om storkøbenhavnske apoteker og mandagmorgener i forstæderne. 😉

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *