Expat’ens forbandelse

Det er så vildt at tænke på, at vi ret snart har været her i to år. På den ene side er tiden fløjet af sted så hurtigt, at jeg slet ikke kan forstå, hvor den er blevet af – på den anden har vi allerede oplevet så meget, at det næsten er svært at begribe, at der ikke er gået endnu længere tid. Jeg er stadig så, så glad for at bo her og slet ikke færdig med at leve mit hyggelige amerikanske husmorliv, på trods af, at Danmark jævnligt – og nogle gange oftere end andre og på de særeste tidspunkter – viser sit lille, hjemlige ansigt i mine tanker og følelser. Der har været masser af tanker og savn hjemad gennem de seneste måneder, og jeg har nok også i højere grad tænkt over de mere praktiske omstændigheder omkring vores hjemkomst. Hvor vi skal bo. Hvilken slags skole skal børnene gå i, hvornår er det bedste tidspunkt for dem at vende tilbage, hvad skal JEG lave – og alle mulige andre lignende tanker.

Men oven i savnet og spændtheden er der også en slags… uro. For frygt er nok så meget sagt, men det er stadig en form for bekymring, der nogle gange fylder en del. Jeg er ret spændt på, hvordan det kommer til at føles at komme tilbage. Hvordan vi vil opleve det, der engang var det mest naturlige hjem for os alle – og ikke mindst hvordan vores gamle, nye hjem vil opleve os. Jeg har læst en del artikler om fænomenet “the expat curse”: forbandelsen, der gør, at de (vi), der har valgt at slå os ned ude og finde hjem der, bliver ramt af mere eller mindre uventede problemer, når vi skal finde hjem igen hjemme. For hjem betyder og føles måske som noget andet eller udvidet efter flere år i et andet land – og måske er det slet ikke så nemt at falde til igen i det gamle, som nu føles så anderledes. Det er selvfølgelig en situation, der er mest udtalt for dem, der har været ude i flere år og måske endda levet i flere forskellige lande. Men jeg kan ikke forestille mig, at vi skulle slippe helt for den rodløshed og forvirring, der kan komme – og som måske kan være svær at forberede sig på. For en stor del af den bunder jo også i, hvor meget vi har ændret os – og dét vi ved vi nok ikke selv, før vi bliver konfronteret med det gennem det spejl, som er de mennesker, der kender os bedst.

Det, der står klarest fra en af artiklerne om the expat curse, var et ret rammende citat fra en, der havde været væk fra sit hjemland i seks år: “No one wants to hear your stories.” Dét ramte på en eller anden måde virkelig plet; ikke fordi jeg har oplevet det (endnu, af gode grunde), men fordi jeg ved, jeg kommer til det. Følelsen af at have lyst til at referere til eller fortælle fra og sammenligne med oplevelser og omstændigheder i et tidligere liv et andet sted – og følelsen af bare at lyde irriterende og prætentiøs, når man gør det. Jeg snakker meget, og jeg snakker også meget om mig selv (ja, det er jo januar, så lidt selverkendelse er vel på sin plads), og jeg ved, at jeg vil have SÅ svært ved at finde den balance. For hvornår er dét jeg har lyst til at fortælle om “dengang jeg boede i USA” relevant og interessant – og hvornår er det bare belastende og for meget og “aaargh, nu begynder hun igen…”?

Oven i det, og endnu vigtigere, tænker jeg selvfølgelig virkelig meget over, hvordan børnene vil håndtere det. M kan godt huske Danmark, hun skyper stadig i timevis med sin bedste veninde fra børnehaven (og jeg ELSKER, at de stadig gør det og hygger sig, fniser og fjoller præcis som før), og hun snakker tit om vores hus i Danmark, om skoven, om naboerne – og alle de andre minder, hun stadig har. Men der er heller ingen tvivl om, at hun er fuldt ud integreret her og lever og oplever som en amerikansk first grader. Når hun kommer til Danmark, er hun godt i gang med skolen og skal omstille sig fuldstændigt. Med A er det en smule anderledes, for han har ikke rigtig noget begreb om hvad “Danmark” er. For ham er det mest et sted, man bliver lovet en masse is, når man skal derhen på sommerferie. 🙂 Han var halvandet, da vi flyttede, så han har ingen konkrete minder – men selvfølgelig en masse bånd i form af familie. For ham bliver vores flytning tilbage til Danmark som at flytte til et helt nyt land. Hvor han heldigvis kan sproget, for vi holder stadig stædigt fast i det danske herhjemme – men ikke desto mindre kommer til at skulle starte på ny.

Vi skulle kun have været her i to år, og hvis det var blevet ved dét, ville vi efterhånden begynde at forberede os på at komme hjem – og måske ville forbandelsen ikke være så udtalt. Jo længere vi venter, jo større bliver det omvendte kulturchok utvivlsomt. Men så igen: Jo mere kan vi også nå at opleve. Og hvis ingen andre gider høre om det, kan vi i hvert fald snakke om det med hinanden. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *